Skip to main content

              

FRi Puljen er åben igen og klar til at støtte kampen for rettigheder i Danmark

Hen over sensommeren er fundamentale rettigheder i Danmark blevet udfordret og truet fra forskellige politiske hold. Det vidner om den store relevans for og vigtighed af at slå ring om rettigheder og rettighedsforkæmpere - også i Danmark. FRi Puljen, der støtter netop det arbejde, er igen åben for ansøgninger fra aktivister, foreninger, græsrodsgrupper og organisationer. 

De seneste år har vi set en alarmerende stigning i anti-demokratiske strømninger, nedslag på civilsamfundets råderum og tilbagerulning af grundlæggende rettigheder både globalt og i vores egen europæiske baghave. Civilsamfundet har over længere tid set bekymrende tegn på, at disse tendenser også kommer snigende til Danmark, og derfor har man råbt højt om vigtigheden af, at vi også i Danmark, hvor mange ofte tager rettigheder for givet, bør rette blikket mod rettighedssituationen og i højere grad stå vagt om dem.   

Hen over sensommeren har vi så oplevet, at disse tendenser nu står og banker insisterende på vores døre. Fra flere sider, har vi set højtstående politikere opfordre til tilbagerulning af hårdt tilkæmpede rettigheder for minoriteter i Danmark og udfordre Danmarks fulde opbakning til forpligtelser over for internationale menneskerettighedskonventioner. Det er ikke tænkte eksempler eller skrækscenarier. Det er rettighedsstatus i Danmark anno 2024, og er en virkelighed, som har konkrete og ødelæggende konsekvenser for enkelte personer i vores samfund. Dette bør ikke kun vække stor bekymring for de minoritetsmiljøer, der bliver direkte berørt, og de organisationer, der arbejder for at beskytte deres rettigheder. Det bør bekymre alle borgere i Danmark.   

Derfor er Globalt Fokus og Nyt Europa glade for at fortsætte støtten til det danske civilsamfunds vigtige arbejde og kamp for at fremme og beskytte grundlæggende rettigheder gennem Fundamental Rights Initiative (FRi) og dens pulje FRi Puljen, der nu er genåbnet for aktivister, foreninger, græsrodsgrupper og organisationer, der kan søge støtte til projekter nu og frem til d. 9. oktober 2024. I denne omgang uddeler FRi Puljen 2,7 mio. kr til projekter.

Hvem kan søge?

Alle, der arbejder med rettigheder i Danmark, er velkomne til at søge. Det gælder organisationer, foreninger, aktivister, græsrodsgrupper, sociale bevægelser og mange flere. 

Hvad kan I søge støtte til?

FRi-puljen støtter projekter og aktiviteter, der beskytter og promoverer grundlæggende rettigheder og EU's værdier i Danmark. Det kan være oplysnings- og kampagnearbejde, allianceopbygning, kapacitetsopbygning, monitorering af rettighedssituationen eller fælles interessevaretagelse.  

Hvordan søger I?

Ansøgning foregår nemt gennem vores online skema, som du finder HER

Globalt Fokus hjælper dig på vej:

Alle ansøgere har mulighed for at få personlig rådgivning til jeres ansøgning af vores puljerådgiver Naghmeh Mahmoudi Kashani. Derudover afholder vi to pulje-workshops, en med fysisk deltagelse i København d. 10. september og en online d. 24. september. Du kan tilmelde dig HER.

Ansøgningsfrist:

I kan søge om midler fra FRi-puljen nu og frem til d. 9. oktoberSØG HER

Fundamental Rights Initiative (FRi) er medfinansieret af EU, og ud over FRi-puljen arbejder FRi også med at styrke alliancer og netværk i civilsamfundet, kapacitetsopbygning, samt fælles interessevaretagelse og kampagner. I den forbindelse vil vi også minde jer om, at deadline for tilmelding til vores studietur til Bruxelles er den 15. september. Læs mere og tilmeld dig her.

  • Created on .
Sign up for our newsletter

Get news about our work, activities, and events in your inbox (In danish).

Meet us

Rysensteensgade 3
Copenhagen, 1564
Denmark

This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.


© Global Focus