Skip to main content

              

To stærke hold i front for beskyttelse af rettigheder i Danmark

Globalt Fokus og Nyt Europa har det seneste halve år arbejdet på højtryk på at udforme Fundamental Rights Initiative (FRi), der med 26 mio. kr. fra EU nu vil støtte foreninger og organisationer, der arbejder med at beskytte og fremme fundamentale rettigheder i Danmark. Nu er FRi´s nye rådgivende bestyrelse og bevillingsudvalg på plads, og efter sommerferien åbner første ansøgningsrunde til den nye FRi Pulje.

Fundamentale rettigheder er en del af det sikkerhedsnet og fælles værdisæt, der binder EU sammen og sikrer unionens borgere. Men på tværs af EU er grundlæggende rettigheder i dag under pres. Det gælder også i Danmark. Derfor søsat Globalt Fokus og Nyt Europa initiativet Fundamental Rights Initiative (FRi), der vil støtte foreninger og organisationer, der står vagt om fundamentale rettigheder i Danmark. Siden Nyt Europa og Globalt fokus sikrede 26 mio. kr. til FRi, har vi arbejdet intensivt på at udvikle FRi´s kommende arbejde, aktiviteter og retningslinjer. Vi er nu klar med ny rådgivende bestyrelse, bevillingsudvalg og FRi Puljen.  

Netop FRi Puljen bliver et afgørende spor i FRi. Puljen, der forvaltes af Globalt Fokus, og som åbner for første ansøgningsrunde i august, vil yde finansiering til foreninger og organisationer til indsatser indenfor netværks- og kapacitetsopbygning, fælles fortalervirksomhed og konkrete rettighedsprojekter i Danmark. Frem til slutningen af 2025 vil der være fire ansøgningsrunder, hvor civilsamfundet vil have mulighed for at søge midler til projekter på max 60.000 Euro pr. projekt i max et års projektvarighed. 

Ny bestyrelse skal rådgive og påpege ubevidste bias 

Som en del af første fase i FRi har projektteamet fra Globalt Fokus og Nyt Europa nu nedsat en rådgivende bestyrelse (Advisory Board) og et bevillingsudvalg. Den nye bestyrelse er etableret for at rådgive projektteamet hos Globalt Fokus og Nyt Europa om værdier og etik samt at sikre, at FRi lever op til de højest mulige standarder for inklusion på tværs af alle spor og kommende aktiviteter. Eksempelvis vil den rådgivende bestyrelse have til opgave at spotte og påpege ubevidste bias, skævheder og undersøge om kommunikationen med tredjeparter, partnere og ikke mindst målgrupper gennemføres på en måde, som fremmer lighed og ikke-diskrimination.Globalt Fokus og Nyt Europa er stolte af kunne præsentere det stærke hold, der nu udgør Advisory board for FRi:

 

 

Emma Holten, feministisk aktivist og ekspert i feministisk økonomi

Lone Loklindt, forperson for Nyt Europa 

Morten Kjaerum, direktør for Raoul Wallenberg Instituttet, Lund 

Moussa Mchangama, co-founder for In futurum 

Nadeen Aiche, forperson for Mino Danmark 

Rasmus Stuhr Jakobsen, formand for Globalt Fokus og generalsekretær for CARE Denmark 

Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef for LGBT+

 


Den nye bestyrelse mødtes for første gang tirsdag den 25. april, hvor medlemmer blev grundigt introduceret til FRi og fik lejlighed til at diskutere deres egen rolle og drømme som medlem af FRi´s Advisory Board. Medlemmerne udtrykte stor begejstring for at komme i gang, og ser et stort behov for lige netop at opruste arbejdet med fundamentale rettigheder i Danmark med finansiering, kapacitetsopbygning og fortalervirksomhed. Den rådgivende bestyrelse vil fremover mødes to-tre gange årligt, og derimellem understøtte FRi´s projektteam med rådgivning og agere ambassadører for initiativet i deres egne netværk og organisationer.

Et mangfoldigt bevillingsudvalg 

Udover Advisory Board´et, der rådgiver på tværs af alle projektets spor, har Globalt Fokus og Nyt Europa efter en åben ansøgningsproces og udvælgelse nu nedsat et bevillingsudvalg til FRi Puljen. Det nye bevillingsudvalg, der består af repræsentanter fra store og små civilsamfundsorganisationer i Danmark, skal sikre uvildighed og fagligt begrundet uddeling af puljemidler. Bevillingsudvalgets opgave bliver at evaluere ansøgninger til FRi Puljen og træffe beslutninger om, hvilke projekter der modtager bevilling. Udvalgsmedlemmer er indstillet af hver deres organisation og formelt udpeget af Globalt Fokus’ styregruppe. FRi Puljen bevillingsudvalg består af: 

 

Christoffer Ulrik Badse, Senior Legal Advisor, UNICEF

Dijana Dix Omerbasic, Leder af RED+, Red Center mod Æresrelaterede Konflikter 

Ditte Bjerregaard, direktør for Center for Magtanalyse 

Lisa Blinkenberg, Seniorrådgiver, Amnesty International Danmark 

Marek Azoulay Jørgensen, bestyrelsesmedlem hos danskdansk 

Theis Dencker, Specialist i kapacitetsudvikling og læring, CISU 

 

Globalt Fokus og Nyt Europa arbejder lige nu stærkt på at færdigdesigne puljeretningslinjer i tæt samarbejde med bevillingsudvalget, så de er klar til åbningen af første ansøgningsrunde midt i august med deadline oktober 2023. I løbet af sensommeren og efteråret og frem til deadline vil Nyt Europa og Globalt Fokus invitere til dialogmøder, hvor foreninger og organisationer samles for at diskutere status af grundlæggende rettigheder i Danmark, og hvad vi sammen kan gøre for at styrke det rettighedsbaserede arbejde i Danmark. Der bliver også mulighed for at orientere sig i FRis retningslinjer, der er i gang med at blive udviklet, samt projektudvikle til møderne. 

FRi er medfinasieret af EU og er en del af Citizens, Equality, Rights and Values Program (CERV). CERV har til formål at beskytte, fremme og skabe opmærksomhed omkring EU’s grundlæggende rettigheder og værdier ved at støtte lokale, regionale og/eller nationale civilsamfundsorganisationer og øge deres kapacitet og derved styrke implementering og brugen af EU’s Charter for grundlæggende rettigheder såvel som retsstatsprincipper og demokrati i EU.  

Vil du vide mere? 

Læs mere FRi og initiativets tre spor HER

Hvis du vil vide mere om initiativet, kan du kontakte puljerådgiver Naghmeh Mahmoudi Kashani hos Globalt Fokus på This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it. eller demokratirådgiver Xenia Due hos Nyt Europa på This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.. 

  • Created on .
Sign up for our newsletter

Get news about our work, activities, and events in your inbox (In danish).

Meet us

Rysensteensgade 3
Copenhagen, 1564
Denmark

This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.


© Global Focus