Skip to main content

              

Ny klimaværktøjskasse skal hjælpe med den grønne omstilling i civilsamfundet

I dag lancerer Globalt Fokus en ny værktøjskasse, der skal hjælpe medlemsorganisationerne i deres interne grønne omstilling.

Climate and Environment Mainstreaming Tool vil bidrage til, at vi som civilsamfund tager vores del af ansvaret og går forrest i den grønne omstilling, vi selv kæmper for ude i verden - og at vores arbejde for at blive grønnere bliver konkret og håndgribeligt.

Klima- og biodiversitetskriserne fylder mere og mere i arbejdet med at beskytte og fremme menneskerettigheder, bekæmpe fattigdom og opnå FN’s verdensmål. Udviklingsprojekter og humanitære indsatser med fokus på uddannelse, sultbekæmpelse eller rettigheder bliver i stigende grad udfordret af klimaforandringer og udpining af naturressourcer. Det skaber et behov for at gentænke udviklingsprojekter, så de kan holde til klimakrisen. Men det sætter også udviklings- og humanitærorganisationer i et etisk dilemma - for hvad er vores eget klimaaftryk, når vi rykker ud med et kriseteam til udsatte og kriseramte regioner?

For at svare på det spørgsmål, er 14 af Globalt Fokus’ medlemsorganisationer gået sammen om at udvikle Climate and Environment Mainstreaming Tool - en grøn værktøjskasse til civilsamfundet. For den grønne omstilling er ikke et valg for os - det er en nødvendighed. 

”Hvis vi vil lykkes med at opbygge bæredygtige og modstandsdygtige samfund verden over, bliver vi som civilsamfundsorganisationer nødt til at tænke klima- og miljøhensyn ind i alt, hvad vi gør,” forklarer Rasmus Stuhr Jakobsen, formand for Globalt Fokus. “Vi må begrænse vores egne klimaaftryk og sikre, at vi ikke volder skade der, hvor vi arbejder. Og så skal vi være dem, der viser vejen for andre sektorer og gå forrest i at skabe nye løsninger på klimakrisen.”

Chekliste, inspiration og handlingsplan for alle typer af organisationer

Et af formålene med den nye værktøjskasse er at bidrage til at skabe et fælles sprog omkring den grønne omstilling i udviklings og humanitærorganisationer, forklarer klimarådgiver i Globalt Fokus, Sigrid Bjerre Andersen:

“Vi har udviklet værkstøjskassen som en checkliste med ti punkter, man skal igennem, for at finde ud af, hvor grøn organisationen er. De ti områder er relevante, uanset hvor lille eller stor en organisation er, og uanset om ens hovedfokusområde er miljø eller noget helt andet. Derudover kan man i værktøjskassen finde inspiration og konkrete cases til, hvordan man bliver grønnere indenfor de ti områder, og der er en skabelon til en handlingsplan, der forpligter hele organisationen på at gennemføre omstillingen.”

WWF Verdensnaturfonden, Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Flygtningehjælp, CARE og Plan Børnefonden har i løbet af det sidste år afprøvet værktøjet i en pilotfase. Trine Glue Doan fra WWF Verdensnaturfonden fortæller, at værktøjerne i Climate and Environment Mainstreaming Tool har bidraget med at give bedre struktur til organisationens interne grønne arbejde.

“Det har givet os en virkelig struktureret proces for os. Vi var nede og grave i vores personalehåndbog og indkøbsguide, og kom rundt i alle krogene af hvordan vi planlægger programmer og projekter,” fortæller Trine Glue Doan, og understreger, at det er vigtigt at få hele organisationen med, som er et centralt fokus i Climate and Environment Mainstreaming Tool.

“For os har det været vigtigt, at vi fik etableret et grønt team på tværs af vores økonomimedarbejdere og miljøfaglige team, og at ledergruppen tidligt i processen var med på idéen,” forklarer Trine Glue Doan.

Det betaler sig at komme i gang

Hos DRC Dansk Flygtningehjælp har man også afprøvet den nye klima værktøjskassse, og her er Lillah Emmik Sørensener enig i, at det kræver noget at komme i gang med omstillingen.

“Vi er en stor organisation, og vi ønsker, at klima og miljøhensyn bliver en integreret del af vores arbejde. Det kræver tålmodighed, når man har vores størrelse.” Lillah Emmik Sørensener forklarer at, det i starten kan virke som en meget stor mundfuld, men at det betaler sig at komme i gang, for når først man har været igennem de ti punkter én gang, bliver det nemmere.

“Værktøjet har hjulpet os til en mere systematisk tilgang til det grønne område, og de givet os en forståelse af, hvordan vi arbejder med klima og miljø på tværs af organisationen.”

Climate and Environment Mainstreaming Tool bliver lanceret med eventet `Take the first step in your organisation’s green transition´ næstefredag d. 10. juni kl. 10-13, hvor alle Globalt Fokus´ medlemmer er inviteret. Hvis du arbejder med klima og miljø i din organisation - eller gerne vil i gang med det - så tilmeld dig her. Eventet vil være en dag med læring, inspiration og erfaringsudveksle, hvor du kan afprøve den nye værktøjskasse og tage det første skridt i den grønne omstilling.

Den nye klima værktøjskassen Climate and Environment Mainstreaming Tool er på engelsk. Du kan hente den her og dele den med dine kollegaer og partnere.

  • Created on .
Sign up for our newsletter

Get news about our work, activities, and events in your inbox (In danish).

Meet us

Rysensteensgade 3
Copenhagen, 1564
Denmark

This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.


© Global Focus