Udviklingsbistand er ikke klimafinansiering
Regeringen udgav i foråret sin første Globale Afrapportering, som skal vise de internationale effekter af den danske klimaindsats. Den danske klimafinansiering er en del af afrapporteringen, men det er bekymrende at se, at regeringen regner penge fra udviklingsbistanden med som klimafinansiering. Mens det er godt, at udviklingsbistanden også bruges til klimaprojekter, så er det afgørende for bekæmpelsen af ulighed og fattigdom, at udviklingsbistand generelt har et overordnet fokus på FN’s Verdensmål. Udviklingsbistanden må ikke blive en pengekasse, som Danmark kan tage fra, når vi skal leve op til vores klimaforpligtelser. Der skal derfor flere penge på bordet for at give de fattige lande dét, vi har lovet.
Mens regerigens Global Afrapportering 2021 (GA21) vidner om gode intentioner, savner afrapporteringen tydelighed, transparens og højere ambitioner, når det kommer til de konkrete bidrag og fremtidige målsætninger for støtten til verdens fattigste. Globalt Fokus har udarbejdet en række bemærkninger til Global Afrapportering 2021, hvor vi opfordrer til forbedringer både i afrapporteringens metode og de fremadrettede politiske ambitioner, set fra et udviklingsperspektiv.
Her kan du læse Globalt Fokus’ bemærkninger til Global Afrapportering 2021
Danmark skal gå forrest med penge til klimatilpasning
Selvom Danmark er et lille land, har vi mulighed for at være en drivkraft i internationalt klimadiplomati og vise vejen for andre rige lande. Det kræver selvfølgelig, at vi først og fremmest lever op til de finansieringsforpligtelser, vi har indgået. Men der er også brug for, at lande som Danmark sætter barren endnu højere, når pengene skal bruges. Lige nu går kun 26% af den globale klimafinansiering nemlig til klimatilpasning, og det er alt for lidt.
Klimatilpasning er afgørende for at opbygge modstandsdygtige samfund, særligt i fattige og skrøbelige lande, der rammes hårdt af klimaforandringer. De rigeste lande har forpligtet sig til at skabe balance så halvdelen af pengene går til klimatilpasning. Derfor anbefaler Globalt Fokus og 92-gruppen, at Danmark målretter 70% af sin klimafinansiering til klimatilpasning. 30% af Danmarks klimapenge skal samtidig gå til dét, der kaldes naturbaserede løsninger.
Du kan læse mere i Position fra 92-gruppen og Globalt Fokus om den danske klimafinansiering fra april.