Skip to main content

              

Stigende angreb mod civilsamfundets frie råderum i Europa kalder på nye samarbejder og løsninger

Civilsamfundsaktører på tværs af EU oplever, at civilsamfundets råderum ikke er så frit, som det har været i flere lande. Det stigende pres var udgangspunktet for en ekspertworkshop i Wien med EU’s Agency for Fundamental Rights som vært. Her var styrket synergi, monitorering af rettighedssituationen og øget beskyttelse af rettighedsforkæmpere var på dagsordenen. Globalt Fokus deltog sammen med over 70 civilsamfundsaktører.

Civilsamfundets råderum er ikke så frit, som det har været i flere europæiske lande. Civilsamfundsaktører på tværs af EU oplever at blive trukket igennem lange, ressourcekrævende og grundløse retssager, unødvendige administrative krav, smædekampagner, kriminalisering af visse aktiviteter og overdreven overvågning. Civilsamfundsorganisationer på tværs af Europa er også bekymrede for adgangen til funding og mangler nødvendig information og retningslinjer for at kunne deltage effektivt i politiske processer. Det viser en rapport udgivet af EU’s Agency for Fundamental Rights i 2023

Den eksisterende og omfattende dokumentation af det stigende pres på civilsamfundet i Europa var udgangspunktet, da Globalt Fokus deltog i en ekspertworkshop om monitorering og beskyttelse af civilsamfundets råderum i midten af september. Mødelokalet i Wien havde næsten svært ved at rumme antallet af deltagere, og luften var tyk af den tilstedeværende viden og dedikation, da de over 70 aktører var samlet, herunder EU, Europarådet, FN, OECD, samt nationale menneskerettighedsinstitutter og en lang række civilsamfundsaktører. Under Chatman House Rules delte deltagerne viden, erfaringer og planer under to intense workshopdage.     

EU har brug for at øge beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere indenfor unionen                                   

Værten, EU’s Agency for Fundamental Rights, inviterede til ekspertworkshop med det hovedformål at skabe overblik over mekanismer, der dokumenterer og monitorerer status på civilsamfundets råderum i Europa, og øge samarbejdet og synergierne mellem disse. Det skal bidrage til at undgå duplikation mellem mekanismer og sikre, at de supplerer hinanden i deres vigtige funktion i at etablere et datagrundlag for situationen i Europa. Dette formål gjorde workshoppen oplagt at deltage i for Globalt Fokus og vores partner i Fundamental Rights initiative, Nyt Europa. Her kunne vi hente inspiration og få et overblik over, hvordan en monitorering af rettighedssituationen i Danmark kan kobles sammen med øvrige mekanismer i resten af Europa.  

Baggrunden for workshoppen var også EU-kommissionens rapport fra 2023, “A thriving civic space for upholding fundamental rights in the EU: looking forward”, der s indeholder en anbefaling om at udvikle et samlet værktøj for monitorering af civilsamfundets råderum i EU. Så sent som i marts 2023 har EU’s medlemsstater også genbekræftet deres støtte til civilsamfundets frie råderum gennem konklusioner i Rådet for Den Europæiske Union, hvor Rådet anmoder om at øge indsatsen for at beskytte, støtte og styrke civilsamfundsorganisationer og menneskerettighedsforkæmpere. 

Monitorering må ikke ende som støvede rapporter 

Et andet hovedformål med workshoppen var også at sikre, at monitoreringen af vilkårene for civilsamfundsaktører i Europa ikke ender som støvede rapporter, men bidrager aktivt til at promovere civilsamfundets råderum gennem politiske tiltag og beskyttelsen af menneskerettighedsforkæmpere. 

Derfor er der også mange erfaringer at hente fra flere af de tilstedeværende aktørers arbejde med beskyttelse uden for Europa. Det gælder også Globalt Fokus’ eget arbejde på området gennem flere år, herunder akutpuljen Claim Your Space, og ikke mindst læringer fra de partnere, der hver dag opererer i restriktive forhold i den globale majoritet. EU’s Agency for Fundamental Rights har tidligere foreslået at trække på erfaringer fra EU’s egen ProtectDefenders.eu, der beskytter forkæmpere globalt, og etablere en lignende mekanisme til beskyttelse af forkæmpere i EU. 

Mulighed for at lære på tværs trods store forskelle 

Til trods for at der er store forskelle i kontekster, kan man drage læring fra mekanismer andre steder i bestræbelserne på at styrke beskyttelsen inden for Europas grænser. Blandt andet handlede et af sporene på workshoppen om at opbygge et system for early warning, der kan trække på erfaring fra andre mekanismer, ligesom et andet spor havde fokus på at etablere nationale beskyttelses-hubs. Arbejdet for at styrke beskyttelsen af forkæmpere i Europa skal gå hånd i hånd med politisk interessevaretagelse rettet mod blandt andet donorer. Der er nemlig stort behov for finansiel støtte til eksisterende beskyttelsesmekanismer i EU eller etableringen af nye.  

På workshoppen blev der skabt en række arbejdsspor for at styrke monitorering såvel som promovering og beskyttelse af civilsamfundets råderum, som nu skal tages videre af de deltagende aktører. Allerede i starten af oktober tager Globalt Fokus  læringer fra workshoppen videre, når vi mødes Building Responses Together-netværket, et netværk af akutmekansimer til beskyttelse af forkæmperet, som mødes i Amterdam for at dele erfaringer, forbedre koordinationen og udforske mulighederne for at styrke beskyttelsen af rettighedsforkæmpere i Europa og Centralasien. 

  • Created on .
Sign up for our newsletter

Get news about our work, activities, and events in your inbox (In danish).

Meet us

Rysensteensgade 3
Copenhagen, 1564
Denmark

This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.


© Global Focus