Skip to main content

              

Stærke civilsamfunds tech-kapaciteter skyder samarbejde i gang i Nairobi

Det rådgivende organ for det Digitale Demokrati-Initiativ (DDI) mødtes for første gang ansigt til ansigt i Nairobi, hvor presserende udfordringer i spændingsfeltet mellem teknologi, menneskerettigheder og demokrati var højt på dagsordenen. Sammen satte de rammen for det videre arbejde. 

I forbindelse med FN´s civilsamfundskonference i Nairobi i maj afholdte Globalt Fokus det første fysiske møde med det rådgivende organ for det Digitale Demokrati-Initiativ

Organet (Advisory Board) er en tværkulturel, fremtidsfokuseret, uafhængig og innovativ enhed, bestående af civilsamfundsrepræsentanter fra den globale majoritetsverden, hvis opgave er at rådgive det Digitale Demokrati-Initiativ (DDI). Et initiativ, der er søsat af den danske regering for at sikre demokrati og menneskerettigheder i en digital verden. Globalt Fokus er civilsamfundspartner i DDI og fungerer som sekretariat for Advisory Board´et. (Læs mere her) 

Formålet med Advisory Board´ets møde i Nairobi var dels at planlægge organets arbejde fremover og dels en mulighed for at knytte nye, stærke personlige forbindelser på tværs af landegrænser mellem gruppen af civilsamfundsrepræsentanter, der alle har enestående kompetencer på en lang række felter, hvor teknologi og demokrati mødes. 

DDI´s Advisory Board lagde ud med at identificere og prioritere mellem de mange presserende globale digitale udfordringer, som civilsamfund står over for, især i den globale majoritetsverden, såsom digitale disinformationskampagner og tech-giganter, der ikke bliver holdt til ansvar. Derefter kiggede de dybt i værktøjskassen efter, hvilke midler civilsamfundsaktører har til at imødegå dem, fx metoder til verifikation af indhold eller styrket og samlet interessevaretagelse på digitale dagsordener. 

Det rådgivende organs arbejde vil følge tre overordnede spor: 

Videndeling og videnproduktion om teknologi for civilsamfundsaktører 

Advisory Board´et har blandt andet til opgave at identificere videnshuller i de ressourcer, som civilsamfund i den globale majoritetsverden har adgang til, når det kommer til brug og misbrug af teknologi, dels tematiske emner, som ikke er bredt afdækket, fx online undersøgelsesmetoder, og dels eksisterende ressourcer, fx om digital sikkerhed, som ikke er bredt nok tilgængelige fx gennem oversættelse og andre former for lokalisering.

Dette arbejde kommer særligt til at have betydning for Globalt Fokus' samarbejde i det Digitale Demokrati-Initiativ, hvor vi sammen med CIVICUS opbygger en Global Digital Knowledge Hub.

Programrådgivning til DDIs styregruppe og implementerende partnere 

I Nairobi mødtes Advisory Board´et med Udenrigsministeriets kontorchef Birgitte Markussen, som også er forperson for DDIs styrekomite, og drøftede de digitale udfordringer og strategiske målsætninger, og hvordan DDI opnår lokalt lederskab fra den globale majoritet.

Senere deltog flere af Advisory Board-medlemmerne i mødet mellem Danmarks ambassade i Nairobi og lokale og internationale civilsamfundsrepræsentanter, som man kan læse mere om her

Interessevaretagelse på DDIs overordnede målsætning 

DDIs Advisory Board er gennem dets stærke ekspertise et forum af meningsdannere om teknologi og demokrati, og det har derfor som tredje spor også til opgave at øve indflydelse på globale dagsordener på det digitale område. Flere af medlemmerne deltog således efterfølgende i FN´s civilsamfundskonference i Nairobi, hvor ikke mindst Global Digital Compact (GDC), som er den første globale aftale om forvaltning af digitale rettigheder og ressourcer, var på dagsordenen.

GDC sigter mod at lukke globale digitale kløfter, fordele fælles digitale goder retfærdigt og sikre, at menneskerettigheder overholdes digitalt, herunder at nye teknologier som kunstig intelligens i udgangspunktet overholder dem.

  • Created on .
Sign up for our newsletter

Get news about our work, activities, and events in your inbox (In danish).

Meet us

Rysensteensgade 3
Copenhagen, 1564
Denmark

This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.


© Global Focus