Civilsamfundet skubber på for solide aftaler frem mod FN´s Fremtidstopmøde
Globalt Fokus deltog i FN’s civilsamfundskonference i Nairobi, der blev afholdt som forberedelse til Fremtidstopmødet ´Summit of the Future´ senere på året. Rammerne for civilsamfundets inddragelse er langt fra optimale i FN-regi, derfor satte Globalt Fokus særligt fokus på, hvordan netop der fremadrettet kan sikres en effektiv og meningsfuld inklusion af civilsamfundet for at lukke digitale kløfter, sikre fundamentale rettigheder og styrke FN-systemet.
Midt i en voldsom og ødelæggende regntid i Kenya, afholdte FN i midten af maj en to-dages civilsamfundskonference i Nairobi. Konferencen blev afholdt som forberedelse til Summit of the Future, der finder sted i september 2024 i New York. Med deltagelse fra 35 medlemsstater, herunder Danmark, en række FN-enheder og FN’s Generalsekretær mødtes 4.000 civilsamfundsrepræsentanter for at komme med input til Summit of the Future omkring de tre outcome-dokumenter: Pact for the Future, Global Digital Compact og Declaration of Youth and Future Generations. Den danske civilsamfundskreds bestod af Sex og Samfund og partnere, DanChurchAid Kenya, DanChurchAid Nepal, Danish Minorities’ Center for Human Rights and Development og partnere, Kvinderådets partnere og AIDS-fondets partnere og Globalt Fokus. Fra vores side fulgte vi særligt to spor: det digitale og styrkelsen af FN-systemet, ikke mindst med fokus på civilsamfundets deltagelse.
Med både finansiel støtte til og deltagelse i konferencen fra Udenrigsministeriet indledte vi i den danske civilsamfundskreds konferencen med et møde om Pact for the Future hos den danske ambassade, hvor et civilsamfundspanel bestående af Advisory Board-medlem for det Digitale Demokrati Initiativ Brian Malika, Lilian N. Mbuthi fra ATHENA network, Jane Nyanjom fra Centre for the Study of Adolescents, Joanne Kirimi fra DCA Kenya og Globalt Fokus’ Sigrid Kromann Schiøler gav bud på de vigtigste overskrifter. Også den danske ambassadør til Kenya, Stephan Schönemann, samt kontorchef for ministeriets kontor for humanitære indsatser og civilsamfund, Birgitte Nygaard Markussen, udlagde danske prioriteter og forventninger for Summit of the Future. For Globalt Fokus var det særligt vigtigt at understrege de mange risici ved at udelukke civilsamfundet i både proces og output fra Summit of the Future, samt vigtigheden af at lytte til de mange, mange gode inputs fra Kenyansk civilsamfund.
For det var tydeligt, at det var værdifuldt at afholde konferencen på det afrikanske kontinent med deltagelse fra 2.842 afrikanske civilsamfundsrepræsentanter. Det gjorde sig blandt andet gældende på konferencens første dag til en workshop afholdt af Danmark, Costa Rica og #UNmute-kernegruppen af NGO’er, hvor vigtige input blev givet til #UNmute initiativets udvikling af en manual for forbedret civilsamfundsinddragelse i FN i New York. Her var særligt fokus på behovet for national og regional inddragelse og ikke mindst at sikre en divers deltagelse af civilsamfundet – særligt i New York.
Civilsamfundet bliver kørt ud på et sidespor
Men konferencen har også fået kritik for at køre civilsamfundet ud på et sidespor, da det er uklart, hvordan input fra de mange workshops og handlingskoalitioner, der blev igangsat til konferencen, kommer til at spille ind i de forhandlinger, der lige nu er i fuld gang i New York. Særligt er der diskussion om, hvorvidt handlingskoalitionerne, der blev lagt op til på konferencen, er diverse og meningsfulde, eller om de duplikerer eksisterende mekanismer. Og fra konferencens sammensætning og dagsorden var det også tydeligt, at stemmer fra underrepræsenterede grupper, oprindelige folk, feministiske perspektiver, og erfaringer fra græsrødder og sociale bevægelser, manglede.
Efter mange gode snakke med civilsamfundsaktører fra hele verden ser Globalt Fokus særligt på det digitale spor som et område, hvor det både er bydende nødvendighed og sandsynligvis også en reel mulighed for civilsamfundets aftryk. Her er de to hovedtemaer, som Globalt Fokus vil følger tæt: 1) hvordan vi lukker de digitale kløfter, og 2) hvordan sikrer vi, at nye teknologier såsom kunstig intelligens i udgangspunktet får respekt for menneskerettigheder bygget ind i deres fundamenter fra starten af? Under begge temaer er inddragelse af civilsamfund og ikke mindst befolkningsgrupper i udsatte situationer magtpåliggende, hvis Global Digital Compact skal blive et meningsfuldt dokument, som i sin implementering kan bane vejen for en retfærdig og lige digital verden.
I Globalt Fokus følger vi med frem til Summit of the Future og skubber på for solide aftaler om bl.a. det digitale spor samt en proces, der effektivt og meningsfuldt inddrager civilsamfundet.
- Created on .