Positionspapir: Globalt Fokus’ budskaber til UNGA78, SDG Summit & Climate Ambition Summit
Den største begivenhed i FN's årshjul er nu skudt i gang med Generalforsamlingen nr. 78 (UNGA78). Parallelt med generalforsamlingen finder SDG Summit og Climate Ambition Summit også sted. Globalt Fokus er netop landet i New York med bagagen fuld af budskaber om civilsamfundets afgørende rolle på vegne af vores medlemmer og deres partnere.
Civilsamfundets råderum er under pres. Som talerør for de mest marginaliserede, som implementerende aktør i lokale kontekster, og som vagthund for menneskerettighederne er det derfor uhyre vigtigt, at civilsamfundets rolle og indsatser beskyttes og promoveres i usikre tider - på gader og i forhandlingslokaler, online såvel som offline. Det er det allervigtigste budskab, når Globalt Fokus deltager i FN’s Generalforsamling, SDG Summit og Climate Ambition Summit i New York disse dage. Det gælder på tværs af det danske engagement i Sikkerhedsrådet, for implementeringen af Verdensmålene, den grønne omstilling og promoveringen af menneskerettigheder.
Civilsamfundet er afgørende i at skabe fred og sikkerhed
Geopolitiske spændinger og nye alliancer udfordrer den måde, vi tidligere så verdens skakbræt på. Men netop når verdensledere spiller med musklerne, er det altafgørende at promovere den unikke rolle, som dansk civilsamfund og vores partnere spiller i konfliktforebyggende arbejde og fredsopbygning - både kort- og langsigtet. Her er vores medlemmer f.eks. lokalt til stede og bidrager med viden og værktøjer - også når de ‘blå hjelme’ er taget hjem.
For med lokale samarbejdspartnere og netværk over hele verden, kan vi bidrage til at skabe det nødvendige grundlag for forståelse og være med til at forstærke stemmerne fra de mest marginaliserede grupper. I kombination udgør vores tekniske viden, forståelse af landespecifikke kontekster, ekspertise samt globale og lokale netværk en enorm ressource med både opdateret information, data og årelange analyser, der kan bidrage aktivt og konstruktivt til Danmarks indflydelse og arbejde i FN's Sikkerhedsråd. Inspiration fra UNmute-arbejdet kan bruges, når samarbejdet konkretiseres. Her er første skridt taget med Globalt Fokus’ guiding principles.
Målrettet finansieringen, der sikrer bæredygtig udvikling
Alt for længe har de rigeste landes løfter om finansiering af kollektive kriser ikke ledt til tilstrækkelig konkret handling. Det leder til stigende mistillid mellem Nord og Syd. For at nå 2030-agendaen og sætte fart på den grønne omstilling kræves nye og store bidrag fra dem, der har mest, og nytænkning af de internationale finansieringsinstitutter, nye innovative finansieringskilder, samt ændringer af eksisterende finansieringsstrømme fra sort energi til grøn energi. Og selvom der fra dansk side er viljen til at følge SDG Summit’s målsætninger, bør Danmark også her sikre yderligere finansiering og bidrage til indfrielsen af Verdensmålene.
Der er brug for målrettet klimafinansiering for at leve op til vores internationale forpligtelser fra bl.a. Parisaftalen. Samtidig bør der sikres nye finansieringskilder, f.eks. innovative finansieringskilder ud fra et forureneren betaler-princip, her kunne større flyafgift eller beskatning af shipping-branchen f.eks. være en tilføjelse til det danske engagement og ikke en erstatning. Etableringen af fonden til tab og skader, der blev vedtaget ved COP27, kommer sandsynligvis til at fylde ved Climate Ambition Summit. Og ligesom Danmark var det første land, der annoncerede økonomisk støtte til tab og skader, bør Danmark gå forrest og annoncere, at man støtter tab og skade-fonden med additionelle midler.
Menneskerettigheder og civilsamfundets råderum er kerneelementer
Menneskerettigheder og civic space er kerneelementer for at nå 2030-dagsordenen, og en stor del af målene har menneskerettigheder som deres kerne. Desværre er de, og dem, der kæmper for dem, under stigende pres i hele verden. Et dansk fokus på en menneskerettighedsbaseret tilgang, på tværs af indsatser, både i bilaterale og multilaterale sammenhænge, er et grundlæggende middel og et essentielt mål i den sammenhæng. Det kræver både fleksibel støtte til enkelte rettighedsforkæmpere, langsigtede initiativer og stærke alliancer at stå imod de indskrænkende vinde, der blæser globalt. Civilsamfundets rolle som vagthund og beskytter af basale rettigheder er grundlæggende.
Danmark skal fortsat promovere rettigheder, herunder i implementeringen af anbefalinger om civilsamfundets adgang til beslutningsprocesser. Samtidig skal Danmark dele best practices om støtte til menneskerettighedsforkæmpere gennem f.eks. Claim Your Space-puljen og være åben over for civilsamfundets forslag til øget fleksibilitet. Danmark skal også lægge vægt på vigtigheden af langsigtede indsatser, kernebidrag såvel som etablering af flerårige programmer, såsom Digital Democracy Initiative, der har fokus på digitale aspekter af civilsamfundets råderum.
- Created on .