Ny læringsrapport videregiver anbefalinger til styrkelse af den kollektive modstandsdygtighed
For at bidrage til styrkelse af støttemuligheder til rettighedsforkæmpere i fare har Globalt Fokus dannet netværket Building Responses Together, der samarbejder, udveksler viden og koordinerer indsatser. Erfaringerne fra netværket er nu blevet samlet i en ny læringsrapport, der bidrager til udvikling af bedre praksisser.
I en tid, hvor trusler og angreb mod civilsamfundet og rettighedsforkæmpere er tiltagende over hele verden, er tæt og effektivt samarbejde mellem aktører, der yder støtte og forvalter funding, afgørende for at forbedre og effektivisere mekanismer og praksisser, der kan styrke den globale kollektive modstandsdygtighed, civilsamfundets frie råderum og rettighedsforkæmperes sikkerhed. Derfor har Globalt Fokus siden 2022 koordineret netværket Building Responses Together (BRT), der søger at styrke samarbejdet mellem såkaldte Rapid Response-mekanismer, der støtter rettighedsforkæmpere, aktivister og græsrødder globalt.
I en ny læringsrapport undersøger Globalt Fokus de udfordringer, som globale civilsamfundsnetværk står over for, når de forsøger at samarbejde på tværs af kloden. Læringsrapporten ´Empowering collective resilience´ er baseret på erfaringerne fra det første års opbygning af Building Responses Together.
Rapporten peger på, at globale samarbejder er udfordrede, når det kommer til prioritering af netværkskoordination. Det skyldes bl.a. store arbejdsbyrder og begrænsede ressourcer, samtidigt med at online netværksopbygning og –pleje kan påvirke engagementet, tilliden og fællesskabet negativt. Men ´Empowering collective resilience´ peger også på muligheder, ønsker og behov for bedre samarbejde.
Videreudviklingen afhænger af vores egne evne til at lære af de barrierer
Helt centralt for læringsrapporten står det kritiske spørgsmål: Kan vi opretholde udviklingen og samarbejdet i netværket for at sikre støtten til rettighedsforkæmpere, eller risikerer vi at blive irrelevante? Svaret på dette spørgsmål afhænger af vores egne evne til at lære af de barrierer, der identificeres i rapporten. I den forbindelse præsenterer Globalt Fokus tre anbefalinger til styrkelsen af BRT Netværket såvel som til lignende civilsamfundsnetværk og -samarbejder:
- Skab ejerskab blandt netværksmedlemmerne ved at udforske og udvide måderne, hvorpå der arbejdes med samskabelse og samarbejde for at styrke kollektiv magt og lederskab.
- Giv plads til kompleksiteten i deltagelse ved at arbejde på tilgængelige og deltagerorienterede måder samt omfavne alternative måder at koordinere på.
- Find den rette balance mellem sikkerhed og engagement ved at give klare og brugervenlige sikkerhedsretningslinjer og tilbyde tilgængelige ressourcer og træning for at opretholde et miljø, der opmuntrer til aktiv deltagelse og forstærker den kollektive effekt af deres arbejde.
I det kommende år vil Globalt Fokus arbejde med disse anbefalinger for at styrke Building Responses Together Netværket, som samtidigt bidrager til styrkelse af Globalt Fokus Rapid Response mekanisme Claim Your Space. Der vil være fokus på implementeringen af tiltag, der fremmer ejerskab blandt netværksmedlemmerne, skaber rum for kompleksiteten i deltagelse, simplificerer samarbejdet og finder den rette balance mellem sikkerhed og engagement. Gennem disse bestræbelser er det vores og netværkets stærke tro, at vi kan blive endnu mere relevante, fleksible og effektive i vores støtte til rettighedsforkæmpere globalt.
Find Læringsrapporten ´Empowering collective resilience´ her.
Hvis du vil vide mere om Building Responses Togther netværket kontakt Lærke Ebbesen Baulund på
- Created on .