Skip to main content

              

Globalt Fokus søger en struktureret og engageret projektleder til nyt stort projekt om fundamentale rettigheder i Danmark  

Er du begejstret ved tanken om at få mulighed for at sætte fundamentale rettigheder på dagsordenen i Danmark sammen med danske civilsamfundsaktører? Trives du med at holde overblik over et projekt og sikre dets fremdrift og leverancer? Og er du vant til at samarbejde og koordinere mange aktører omkring en fælles sag?

Hvis svaret er JA, så er det nu, du skal gribe chancen for at blive en del af Globalt Fokus.I forbindelse med EU-projektet, Fundamental Rights Initiative, søger vi en projektleder til at styre os godt fra milepæl til milepæl og være med til at implementere netværksaktiviteter.

Globalt Fokus har sammen med Nyt Europa fået en bevilling på 26 millioner kr., der fra 2023-2025 skal styrke fundamentale rettigheder i Danmark gennem netværksopbygning, kapacitetsudvikling, interessevaretagelse og kampagner. En større andel af midlerne i projektet skal desuden uddeles til danske civilsamfundsaktører, der ønsker at opkvalificere deres arbejde og kamp for rettigheder gennem brug af bl.a. lovgivning fra EU. 

Fundamental Rights Initiative er en unik mulighed for styrke rettighedsorden i Danmark og bringe EU’s stærke rettighedsorienterede ramme og lovgivning i spil i en dansk kontekst. Derudover giver projektet mulighed for at koble den internationale og nationale rettighedsdagsorden. 

Til at holde overblik over projektets mange leverancer til EU-kommissionen og sikre fremdrift i projektet, søger Globalt Fokus nu en projektleder. Projektlederen vil samtidig få en afgørende rolle i projektets netværks- og kapacitetsudviklingsindsatser, som vi skal implementere i samarbejde med Nyt Europa. 

Om jobbet 

Som vores nye kollega bliver du ansvarlig for at sikre effektiv og professionel styring af vores leverancer til EU-kommissionen og holde overblik over projektets overordnede opgaver og tidsplan. Du vil også blive projektets kontaktpersonen til European Education and Culture Executive Agency (EACEA) og indgå i ugentlige koordineringsmøder med den projektansvarlige hos Nyt Europa såvel som partnermøder hver anden måned. Derudover vil du få overordnet ansvar for kvalitetssikring og risikohåndtering gennem alle faser af projektet, ligesom du vil blive anker for projektets monitorerings- og evalueringsplan. Det vil selvfølgelig være i samarbejde med projektets øvrige ansatte, der har ansvar for forskellige dele af projektet. En del af din opgave vil også bestå i monitorering af projekter under puljen til danske civilsamfundsaktører, herunder at evaluere på disse og håndtere eventuelle risici. 

Udover at være projektleder, vil du blive en del af holdet omkring implementeringen af Globalt Fokus’ aktiviteter i projektet. Du vil primært stå for aktiviteter fokuseret på netværksopbygning og kapacitetsudvikling i samarbejde med Nyt Europa, der er hovedansvarlig for disse aktiviteter i projektet. 

Du vil få en rolle i at udvikle, planlægge og udføre de relevante aktiviteter, hvor der er særligt fokus på at styrke dansk civilsamfund til aktivt at engagere sig i beskyttelsen og promoveringen af EU-værdier og fundamentale rettigheder i Danmark og Europa såvel som at opbygge kapacitet og viden om EU’s processer og regelsæt, og hvordan de kan komme i spil til politisk interessevaretagelse. Hvor det er relevant og oplagt, vil du også indgå i Globalt Fokus’ politiske interessevaretagelse, som andre kolleger har hovedansvar for. 

Som projektleder på Fundamental Rights initiative vil du indgå i et fagligt fællesskab af kolleger, der arbejder på forskellige bevillinger med fokus på civilsamfundets råderum. Desuden vil du bidrage generelt til Globalt Fokus’ arbejde med civilsamfundets råderum og være med til at sikre synergi på tværs af vores arbejde. Du vil også komme til at samarbejde med øvrige kollegaer i Globalt Fokus, der har fokus på udviklingspolitiske dagsordener, således at vores nationale, regionale og internationale rettighedsarbejde kobles sammen. 

 

Forventninger til dig 

For at kunne trives i denne stilling og lykkes med opgaven forventes du at have erfaring med projektledelse, gerne fra andre EU-projekter. Det er dog ikke et krav at have erfaring med andre EU-projekter for at kunne varetage stillingen. Det er en fordel, hvis du har erfaring med projektmonitorering, risikohåndtering og evaluering. Samtidig ser vi gerne, at du har erfaring med at koordinere netværk såvel som at planlægge og facilitere arrangementer eller workshops med fokus på læring eller erfaringsudveksling.  

Erfaring fra civilsamfundet, f.eks. fra en NGO eller en social bevægelse er en stor fordel, og vi forventer, at du har kendskab til civilsamfundets rolle og vilkår i Danmark, i EU og internationalt. Vi forventer, at du har interesse for og viden om rettighedsarbejde – gerne også i Danmark. Kendskab til EU-processer og politikker er et plus, men ikke et krav. Du har en relevant akademisk uddannelse, f.eks. indenfor samfundsfag, sociologi, antropologi, pædagogik, eller lignende. 

Som person er du struktureret, detaljeorienteret, kreativ og kan planlægge processer med flere aktører. Du trives med og har viden om koordinering og facilitering af læringsprocesser, og du har et blik for god formidling.  Samtidig er du indstillet på at sparre med dine kolleger, både i Globalt Fokus og på tværs af Fundamental Rights Initiative og bidrage med dine kompetencer til den fælles sag. Derudover har du en grundlæggende forståelse for og føler dig repræsenteret i Globalt Fokus’ overordnede vision. 

 

Om Globalt Fokus 

Globalt Fokus er en samlende platform for mere end 80 danske civilsamfundsorganisationer engageret i internationale udviklings-, miljø, og humanitære aktiviteter. Sekretariatet består af godt 20 medarbejdere, der på tværs af tematiske områder arbejder for at samle civilsamfundet omkring vigtige udviklings- og udenrigspolitiske dagsordener. Vi tilbyder en rummelig og fleksibel arbejdsplads med ambitiøse kolleger, der alle brænder for en meningsfuld vision.   

 

Vi tilbyder 

  • Et job i et dynamisk sekretariat med engagerede, ambitiøse og dygtige kolleger og med en arbejdskultur, hvor vi løfter i fællesskab til fordel for en vigtig og meningsfuld sag.  
  • En høj grad af medbestemmelse og mulighed for at gøre stillingen til din egen. 
  • Tæt samarbejde med kolleger på tværs af tematikker, initiativets danske partnere, samt med Globalt Fokus’ medlemsorganisationer fra det danske civilsamfund 
  • Hyggeligt kontor i hjertet af København med mulighed for hjemmearbejde op til to dage om ugen 

 

Ansættelsesvilkår 

Stillingen er en fuldtidsansættelse med opstart 1. august 2023. Lønnen følger Globalt Fokus’ lønstruktur.  

 

Ansøgningsprocessen 

Stillingen søges ved at indsende en motiveret ansøgning og CV til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. senest den 4. juni kl. 23.59. Første samtaler forventes afholdt den 12. og 12. juni og anden samtale d. 19. juni. 

Spørgsmål til jobbet eller ansættelsesprocessen kan henvendes til politisk rådgiver og faglig koordinator Julie Arrildt på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. / +45 28 94 42 27 eller direktør Mette Müller Kristensen på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. / +45 27 14 09 20 

  • Oprettet den .

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


Få nyheder om vores arbejde, aktiviteter og events direkte i indbakken.

Mød os

Rysensteensgade 3
København V, 1564
Danmark

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


© Globalt Fokus