GF analyse: Tillidskrisen i Bonn 

Klimaforhandlere fra hele verden mødtes i juni til det årlige Bonn-møde i underkomitéerne til FN’s klimakonvention, for at komme så langt som muligt på de presserende klimadagsordener inden COP29 i Aserbajdsjan, hvor Globalt Fokus og medlemmer også deltog. Desværre blev Bonn-mødet et billede på den globale tillidskrise mellem det globale nord og syd, og forhandlerne forlod Bonn-mødet uden håndgribelige resultater.

Klimaforhandlingerne i år finder sted op imod to presserende og sammenhængende deadlines: Et nyt klimafinansieringsmål (NCQG - New Collective Quantified Goal) skal vedtages senest på COP29, og nye ambitiøse reduktionsplaner (NDC'er) skal lanceres senest i februar næste år. Globalt Fokus har fulgt forhandlingerne siden 2021, hvor en stigende andel af medlemsorganisationerne, i lighed med internationale samarbejdspartnere, har orienteret sig mod klimaforhandlingerne som et af de mest centrale fora for bekæmpelse af global ulighed og fattigdom. Dette er både symptom på klimakrisens omfang i det globale syd, hvor stadigt flere befolkningsgrupper og sociale bevægelser efterspørger akut klimahandling, og på håndteringen af krisen i det globale nord, hvor donorlandene i stigende grad gør brug af låneinstrumenter og udviklingsbistand til at finansiere deres historiske klimagæld. 

Sammen med kolleger fra 92gruppen, Sex & Samfund, IWGIA, Care og Folkekirkens Nødhjælp deltog Globalt Fokus i årets klimaforhandlingsmøde Bonn-mødet (SB60), hvor vi havde særligt fokus på det nye klimafinansieringsmål, rettigheder og civilsamfundsdeltagelse.  Her kan du læse de budskaber, vi havde med til Bonn.

Det nye klimafinansieringsmål er i krise 

Det nye klimafinansieringsmål, som skal erstatte det nuværende 100 mia. USD-mål, blev drøftet ved fire forhandlingsmøder i løbet af Bonn-mødets to uger. Udgangspunktet for drøftelserne var et tekstudkast, der forsøgte at rumme de mange forskellige og indbyrdes modstridende forslag fra forhandlingsparterne, og selvom det blev kortet ned fra 63 til 35 sider i løbet af SB60, forblev det fragmenteret og uden tydelig retning. Selve drøftelserne understregede og bidrog til splittelsen mellem de rige lande og udviklingslande, både hvad angår målets størrelse, finansieringskilderne, hvad der skal finansieres, hvilke lande, der skal bidrage til målet, og hvilke lande, der skal kunne modtage klimafinansieringen i sidste ende.  

Risikoen for yderligere at gældsætte udviklingslandene når klimafinansiering gives med lån, og dermed at sætte dem overfor et urimeligt valg mellem klimatiltag og fattigdomsbekæmpelse, spillede en stor rolle i udviklingslandenes indlæg. Denne problemstilling er blevet dokumenteret for nylig i en analyse fra Reuters, der viser, hvordan klimalånene er rentable for donorlandene. De rige lande på den anden side argumenterer for, at der ikke er penge nok i statskasserne. Dette blev der skubbet tilbage på i debatindlæg og analyser fra NGO'erne, der viser, at de nødvendige offentlige midler godt kan mobiliseres. Undervejs udgav INKA Consult og CAN Europe, i samarbejde med Care og Folkekirkens Nødhjælp, desuden rapporten Assessing International Climate Finance by the EU and Member States, der viser, at godt halvdelen af klimafinansieringen fra EIB, EC og EU-medlemslandene gives som lån eller lignende ikke-gaveinstrumenter. 

Diskussionerne om, hvad der skal finansieres, gik igen i andre centrale forhandlingsspor, som også forblev uløste i Bonn, herunder Global Goal on Adaptation, Global Stocktake, Glasgow Dialogue og Gender Action Plan. 

Forud for Bonn-mødet udgav Globalt Fokus og 92gruppen policy brief'et Det nye klimafinansieringsmål skal efterleve Parisaftalen og genopbygge tilliden mellem det globale nord og syd, med anbefalinger til Danmark og EU om det nye finansieringsmål. 

Rettigheder som løftestang for klimakrisens sårbare og marginaliserede grupper 

For første gang i UNFCCC’s historie var børns rettigheder på dagsordenen, og det tog form af en hel dags ekspertdialog om den uforholdsmæssigt store effekt, som klimaforandringerne har på børn, unge og fremtidige generationer. Dialogen var uforpligtende for forhandlingsparterne, og bestod primært af ekspertindlæg, herunder ét enkelt oplæg fra et barn - klimaforkæmperen Francisco Vera fra Colombia, som også er ungerepræsentant for UNICEF. Derudover var kun to børn til stede i lokalet. Formålet med dialogen var først og fremmest at få forhandlingsparterne til at anerkende koblingen mellem klimakrisen og børns rettigheder iht. FN’s Børnekonvention, og på den måde styrke forpligtelserne til klimahandling under UNFCCC-regimet. 

Konkret håbede børneorganisationerne, at dialogen kunne medføre, at børn blev nævnt som rettighedshavere og forandringsagenter i beslutningsteksterne. Dette lykkedes ikke på Bonn-mødet, hvor blot to forhandlingsgrupper (herunder EU) indirekte refererede til dialogen under den afsluttende plenarsamling. Ikke desto mindre anses ekspertdialogen i sig selv for at have været en succes, med stort opmøde og deltagelse fra 62 forhandlingsparter. Blandt andet deltog EU og andre ellers skeptiske aktører aktivt, og bidrog til at understrege vigtigheden af at integrere børns rettigheder i klimaløsninger, og sikre at børn har de rette muligheder og vilkår for at deltage i beslutningsprocesser på klimaområdet. UNICEF har lavet et policy-brief om ekspertdialogens vigtighed, som kan læses her. 

Frem mod COP29 skal der gennemføres en evaluering af den handlingsplan for kønsligestilling - Gender Action Plan - som udløber med udgangen af 2024, som led i at beslutte om, der skal ske en forlængelse af de forpligtelser, der ligger i handlingsplanen. Det lykkedes at komme i gang med evalueringen, men processen var frustrerende for civilsamfundet og de parter, der ønsker en progressiv, forpligtende og finansieret tilgang til kønsligestilling i klimahandling, da der bl.a. blev trukket i retning af mindre progressivt sprog om køn, en diskussion om forpligtelserne i henhold til Parisaftalen og den overordnede FN klimakonvention, og da meget af tiden blev brugt på teknikaliteter. Undervejs i Bonn-mødet udkom Women & Gender Constituency med denne udtalelse om forhandlingerne om Gender Action Plan og frustrationerne om, hvor lidt plads kønsligestilling får i klimaforhandlingerne. 

Civilsamfundsdeltagelse er fortsat en kampplads 

Civilsamfundets muligheder for at deltage i FN’s klimaforhandlinger samt i medlemslandenes egne klimaindsatser fastlægges under overskrifterne Action for Climate Empowerment (ACE) og Arrangements for Intergovernmental Meetings (AIM). I lighed med sporene om bl.a. klimatilpasning, tab og skader og kønsligestilling, kæmper man for at få anerkendelse for, at det kræver finansiering, hvis ACE skal have betydning i praksis. Det lykkedes ikke at komme frem til konklusioner på COP28, og det lykkedes heller ikke på SB60. I AIM-forhandlingerne opnåede man til gengæld stærke konklusioner på COP28, især på det punkt der handler om den aftale, værtslandet indgår med UNFCCC (Host Country Agreement). Den skal være offentligt tilgængelig, blev det besluttet på COP28, men på trods heraf var det ikke lykkes at få adgang til aftalen med Emiraterne, eller andre tidligere aftaler. EU og andre parter fremhævede dette på Bonn-mødet, og det lykkedes at få det nævnt igen i konklusionerne.  

Konklusionerne understregede også en række af de vigtige budskaber, civilsamfundet havde med til klimamødet: At menneskerettighederne skal respekteres på COP’erne, at den virtuelle adgang skal forbedres (der var ingen virtuel platform på Bonn-mødet), og at værtslande skal sikre rettidig visumudstedelse. Sidstnævnte skyldes de visa-problemer, især afrikanske deltagere har oplevet i forbindelse med Bonn-møderne.  

CAN, Amnesty og Human Rights Watch arrangerede en pressebriefing, der giver et resumé af de tre centrale civilsamfundsproblematikker: Visum, civilsamfundets råderum i COP29 i Aserbajdsjan, og den overordnede tendens til indskrænkelse af råderummet ifm COP’erne.  

Globalt Fokus arrangerede et møde for de europæiske ungedelegater, om situationen for civilsamfundet i Aserbajdsjan op til COP29, samt om processen ved Den internationale domstol i Haag (ICJ) om staters ansvar i klimakrisen. Du kan se et resumé af pointerne her.

Globalt Fokus var desuden medarrangør af aktionen Defending the Defenders på den sidste dag af forhandlingerne i Bonn, der satte fokus på de miljø- og klimaforkæmpere der sidder fængslet, og derfor ikke kan få deres stemmer hørt.