Skip to main content

              

Globalt Fokus deltager i FN’s 79. Generalforsamling og Summit of the Future 

Sammen med medlemmer deltager Globalt Fokus ved årets generalforsamling i FN og Summit of the future i slutningen af september. Som en del af den danske parlamentarikerdelegation vil vi arbejde for, at der bliver fulgt konkret op på partnerskaber med civilsamfundet, styrkelse af FN’s menneskerettighedssøjle og reform af internationale institutioner, når Fremtidspagten forhandles under Summit of the Future. 

Efteråret nærmer sig med hastige skridt, og med det er tiden inde til vigtige globale møder i FN´s hovedkvarter i New York. Det er fortsat uklart, om opbakningen til FN’s 79. Generalforsamling og den såkaldte højniveau-uge bliver på samme lunkne niveau som sidste år, hvor både generalforsamlingen og deltagelsen fra verdens ledere bar præg af geopolitiske kampe, der i den grad er blevet intensiveret - bl.a. efter 7. oktober. I år er der dertil et amerikansk valg, som mange diplomater i New York også holder et vågent øje med.  

Generalsekretæren vil have tilliden tilbage 

Uagtet hvem og hvor mange verdensledere, der lægger vejen forbi New York, er det store dagsordener, der forventes at blive taget op fra FN’s talerstol som f.eks. reform af internationale institutioner, (gen)bekræftelser af den internationale ret og måske starten på en post 2030-samtale. For verdens tilstand, både ift. bæredygtig udvikling, global sikkerhed, opbakning til menneskerettigheder og meget mere, udfordrer fortsat både FN som institution og forhandlingsrum. 

En af de helt store nedslag på årets højniveauuge er Summit of the Future, som generalsekretæren António Guterrez har inviteret til med formålet om at “genetablere den multilaterale tillid og styrke internationalt samarbejde”. Til Summit of the Future er tre dokumenter til forhandling: Pact for the Future, Global Digital Compact og Declaration on Future Generations. Hos Globalt Fokus har vi givet input til både Global Digital Compact og Pact for the Future, som begge forventes at rammesætte de politiske processer om hhv. digital governance og digital fred og sikkerhed og bl.a. være med til at sikre en reform af FN’s sikkerhedsråd og den internationale finansielle arkitektur, finansiering af Verdensmålene samt styrkelsen af FN’s menneskerettighedsarbejde. 

Civilsamfundets rolle til diskussion 

Undervejs i processerne har inddragelsen af civilsamfundet været til diskussion, da forhandlingerne allerede fra begyndelsen blev bestemt til at foregå bag lukkede døre i New York.  

Sammen med Udenrigsministeriet inviterede Globalt Fokus tidligere på året til to konsultationer og i foråret inviterede FN til en civilsamfundskonference i Nairobi, der netop havde til formål at samle civilsamfundet frem mod Summit of the Future. Det resulterede i en række såkaldte Impact Coalitions, hvis formål og repræsentativitet dog er uklar. Fra Globalt Fokus´ side vil vi derfor have særligt fokus på, at Pact for the Future’s handlingspunkter omkring partnerskaber med civilsamfundet, styrkelse af FN’s menneskerettighedssøjle og reform af internationale institutioner følges op, hvilket vi for nyligt har lavet en række anbefalinger til. Her understreger vi bl.a. vigtigheden af multistakeholder samarbejde, beskyttelse af civilsamfundet og den rolle digital sikkerhed spiller i at skabe fred. Læs vores anbefalinger her

Kom og giv input til Udenrigsministeriet 

I forlængelse af disse anbefalinger afholder Globalt Fokus i samarbejde med Udenrigsministeriet en ny konsultation vedr. Summit of the Future d. 16. September kl. 15-16.30 i København. Her vil vi, baseret på erfaringer og input fra civilsamfundskonferencen i Nairobi, præsentere Globalt Fokus´ anbefalinger og åbne op for input fra dansk civilsamfund med fokus på opfølgningspunkter på den anden side af Summit’en. Tilmeld dig her

Stærk dansk delegation 

Op til Summit of the Future afholdes to såkaldte Action Days, hvor civilsamfundet er inviteret ind i FN-bygningen for bl.a. at afholde de såkaldte side events. Her er Globalt Fokus og Udenrigsministeriet medarrangør på et side event d. 20/9, som del af det globale initiativ #UNmuteCivilSociety, der arbejder for at sikre civilsamfundsinddragelse i FN-processer, -møder og –forhandlinger. Formålet med vores fælles event er at indhente anbefalinger til en best practice manual for medlemsstaters inddragelse af civilsamfundet i FN-processer. 

Globalt Fokus deltager i den danske parlamentarikerdelegation repræsenteret ved direktør Mette Müller Kristensen. Derudover har Global Fokus’ rådet over tre yderligere pladser i delegationen, hvor Sex & Samfund, ActionAid Danmark og Folkekirkens Nødhjælp deltager igennem. Oxfam Danmark deltager på 92-gruppens plads også i delegationen. Endelig har en række adgangskort til FN-bygningnen under Summit of the Future og højniveau-ugen været tilgængelige, som Plan Børnefonden og Læger Uden Grænser benytter sig af. 

  • Oprettet den .

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


Få nyheder om vores arbejde, aktiviteter og events direkte i indbakken.

Mød os

Rysensteensgade 3
København V, 1564
Danmark

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


© Globalt Fokus