Skip to main content

              

Vi søger praktikanter med globalt udsyn

Interesserer du dig for internationalt engagement, udvikling og civilsamfundet, og forandringer i NGO'ernes måder at arbejde på. Så har Globalt Fokus to praktikstillinger til efteråret 2024, hvor du kan bidrage til arbejdet for en bæredygtig og retfærdig verden. Den ene praktikstilling har fokus på medlemsengagement, læring og kapacitetsudvikling og den anden har fokus på advocacy i FN, særligt med fokus på COP29.

 Globalt Fokus arbejder for en retfærdig og bæredygtig verden båret af et stærkt og mangfoldigt civilsamfund. Vi er en platform for knap 80 danske civilsamfundsorganisationer, som engagerer sig i internationale udviklings-, nødhjælps- og miljøaktiviteter. I det kommende år vil vi have fokus at ruste vores medlemsorganisationer til en verden i forandring, og at styrke vores arbejde i internationale beslutningsprocesser til gavn for befolkninger i det globale syd.  

Vi tilbyder derfor to praktikstillinger i efteråret 2024. Én med fokus på medlemsengagement, læring og kapacitetsudvikling og én med fokus på advocacy i FN, særligt med fokus på COP29. I begge praktikstillinger vil du få mulighed for at arbejde med områder, som har relevans for dit studie, og som styrker dine færdigheder inden for formidling, projektledelse og organisationsforståelse. 

Som praktikant i Globalt Fokus vil du blive en del af et sekretariat med 20 kolleger, der arbejder for at påvirke nationale og internationale politiske processer i en globalt retfærdig retning. Praktikstillingerne er ulønnede men med mulighed for at modtage en erkendtlighed på 3000 kr. om måneden. 

1. praktikstilling med fokus på FN-processer og COP29 

Globalt Fokus arbejder i efteråret 2024 med en række større FN-processer, bl.a. klimatopmødet COP29 og Summit of the Future, hvor civilsamfundet bidrager med afgørende viden og ekspertise. Her skal dansk civilsamfunds politiske budskaber udformes og understøttes, medlemmers og vores egen viden og værktøjer opdateres, og vores internationale alliancer og analyser skal styrkes.

Vi tilbyder en praktikplads med fokus på disse områder:  

Globalt Fokus' engagement på COP29

Til november afholdes FN’s klimatopmøde i Aserbajdsjan, og Globalt Fokus vil op til og under mødet understøtte vores medlemmers politiske budskaber og arbejde for at sikre at civilsamfundets stemme bliver hørt. I din rolle som praktikant vil du deltage i og bidrage til dialog med danske forhandlere, politikere, de danske NGO’er samt vores internationale samarbejdspartnere. Du kan læse om Globalt Fokus’ indsats på COP28 her.

Globale klimapolitiske positioner

Vi arbejder løbende med at udvikle vores og medlemmernes kapacitet indenfor global klimapolitik. I din praktik vil der være mulighed for at følge, analysere og påvirke politikker inden for de områder af klimadagsordenen, vi arbejder for i Danmark, EU og globalt – særligt den globale dimension af dansk klimahandling, klimafinansiering samt koblingen mellem udvikling, migration og klima. Dette vil blive tilpasset til dine interesser og viden.   

Civilsamfundets indflydelse i FN-processer

Globalt Fokus arbejder desuden på tværs af en række FN-processer for at styrke civilsamfundets stemme og meningsfulde adgang til forhandlinger mm. I efteråret 2024 afholdes bl.a. et fremtidens topmøde Summit of the Future i New York, hvor du som praktikant vil bidrage til at sætte fokus på civilsamfundets rolle gennem forberedelse af positionspapirer, indlæg, bidrag til events mm. Derudover vil du også være med til at bakke op om Globalt Fokus forberedende arbejde til det danske sæde i FN’s Sikkerhedsråd i 2025-2026.

2. praktikstilling med fokus på medlemsengagement og læring 

I 2024 vil vi intensivere vores arbejde for, at det danske civilsamfund består af bæredygtige organisationer, der er klædt på til at kunne reagere på uforudsete kriser, samtidig med at Globalt Fokus har de langsigtede trends og medlemmernes behov for øje. Vi vil arbejde med at udvikle og styrke vores metoder indenfor medlemsengagement, medlemsstyrkelse, kapacitetsudvikling og læring. 

Vi tilbyder en praktikplads med fokus på et eller flere af disse områder:  

Udvikling af medlemsorganisering 

I 2024 vil vi udvikle og styrke vores tilgange til at organisere vores medlemmer i meningsfulde og konceptuelt tydelige organiseringsformer. Igennem analyse af de allerede eksisterende tilgange til medlemsorganisering vil vi udvikle skærpede koncepter baseret på medlemmers behov og ekstern inspiration. I dette arbejde vil du få dybdegående kendskab til, hvordan vi arbejder med tværgående koordinering af det danske civilsamfund inden for en række aktuelle og vigtige udviklingsdagsordener, samt arbejde med udvikling af organiseringsformer, engagement og facilitering. 

Læring og kapacitetsudvikling  

Globalt Fokus skal i 2024 styrke vores tilgange til arbejdet med styrkelse af medlemmer gennem læring og kapacitetsudvikling. I Globalt Fokus arbejde vi med kapacitetsudvikling og læring i mange former og formater, samt igennem puljer, så som Puljen for Kapacitetsudvikling. Arbejdet i at styrke dette på tværs af sekretariatet vil fokusere på at opsamle best practice og udvikle af vores arbejde igennem en række værktøjer og eksempler. Som praktikant skal du være med til at indsamle best practice eksempler og udvikle denne 'værktøjskasse'. Dette vil give dig en stor indsigt i forskellige tilgange til at arbejde med kapacitetsudvikling og læring. Der vil også være mulighed for at være med til at planlægge og afholde events og workshops, etc.

Din rolle  

Begge praktikstillinger er tilknyttet et team, som du vil indgå i tæt samarbejde med, samt deltage i teamøderne. For den første praktikstilling vil du være tilknyttet Team Indflydelse, som primært udgøres af politiske rådgiver. Din kontaktperson vil være den tematisk ansvarlige for vores arbejde med bæredygtighed. For den anden praktikantstilling vil du være tilknyttet Team Fællesskab, som bl.a. udgøres af puljerådgivere og netværksrådgiver. Din kontaktperson vil være teamlederen.

I begge stillinger vil du skulle løse små og større analytiske opgaver inden for de ovenstående områder, og dermed bidrage til at Globalt Fokus er både opdateret og nytænkende i sine indspil og rådgivning til medlemmer såvel som samarbejdspartnere.  

For begge arbejdsområder kan opgaverne tage form af:  

  • Analysearbejde, dataindsamling, litteratursøgninger, interviews og skrivebordsresearch. 
  • Konceptudvikling 
  • Workshop udvikling, planlægning og afholdelse 
  • Udvikling af positionspapirer

En central del af praktikstillingerne er derudover at varetage løbende kommunikation med medlemmer og samarbejdspartnere, og udføre praktiske opgaver i forbindelse med planlægning og opfølgning på interne og eksterne møder og workshops. 

Som praktikant er det en fordel at have kendskab til de beskrevne udviklingsdagsordner, men ikke en nødvendighed. Det er en fordel hvis du har kendskab til klima-, miljø- og udviklingsproblematikker for praktikstilling 2.  

For at komme i betragtning til stillingerne, skal du: 

  • Være i gang med en relevant videregående uddannelse og have interesse for og kendskab til globale problemstillinger og globalt samarbejde.  
  • Være god til at organisere og strukturere dit arbejde og synes det er sjovt at være del af et stort og bredt fagligt arbejdsfællesskab 
  • Interessere dig for at sætte dig ind i nye vidensområder, og formidle de centrale problemstillinger   
  • Have interesse for politik og politiske beslutningsprocesser  
  • Kunne formulere dig forståeligt på skrift på såvel dansk som engelsk 

Vi tilbyder: 

  • Et unikt indblik i civilsamfundets arbejde med FN og global klimapolitik 
  • Et indblik i politisk interessevaretagelse overfor bl.a. danske politikere og embedsfolk  
  • Et indblik i organisering, samt tilgange til læring og kapacitetsudvikling. 
  • Et bredt kendskab til og netværk i dansk civilsamfund 
  • En arbejdsplads, der er visionær, professionel og uformel, der sætter tillid og ansvar højt  

Opstart er d. 2. september eller snarest derefter og stillingerne er i udgangspunkt på 30-37 timer om ugen. 

Frist for ansøgning er d. 24. april 2024. Samtaler forventes afholdt i uge 19. 

Ansøgning og cv sendes til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. og mærkes hhv. ’Praktikant 1 2024’ for praktikstillingen med fokus på medlemsengagement og læring og ‘Praktikant 2 2024’ for praktikstillingen med fokus på FN-processer og COP29 i emnefeltet.

Yderligere oplysninger om stillingerne kan fås kan fås hos Emma Byrne, teamleder, på tlf.  42415747. 

En af Globalt Fokus’ kerneværdier er mangfoldighed, og vi opfordrer alle interesserede studerende i at søge jobbet uanset køn, etnisk baggrund, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Vi ser frem til at læse din ansøgning.

  • Oprettet den .

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


Få nyheder om vores arbejde, aktiviteter og events direkte i indbakken.

Mød os

Rysensteensgade 3
København V, 1564
Danmark

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


© Globalt Fokus