Skip to main content

              

Kommende Globalt Fokus konference vil fremme rettigheder i Danmarks globale klimapolitik

Klimakrisen er en rettighedskrise. Hvis vi ikke vil risikere tilbagegang i årtiers fremgang for at sikre menneskerettigheder, skal rettigheder prioriteres i klimaløsninger. Netop at placere rettigheder centralt i dansk global klimapolitik er ambitionen med kommende Globalt Fokus konference ´Fælles Veje for Rettigheder og Klimahandling´. 

Klimaforandringer er ikke blot en abstrakt trussel i horisonten, men en virkelighed, som de seneste måneders hedebølger og oversvømmelser endnu engang viser os med voldsom tydelighed - både globalt, men også i vores egen baghave. 

Klimaforandringerne og de medfølgende alvorlige konsekvenser truer ikke alene vores natur og miljø og ødelægger vores vitale infrastruktur, de fører samtidig med sig en alvorlig rettighedskrise, der fratager millioner af menneskers grundlæggende ret til mad, vand, sikkerhed, sundhed og uddannelse mm. Og det er de i forvejen mest udsatte lande, der bliver hårdest ramt. Alligevel har rettigheder hidtil kun stået med småt i klimaaftalerne- godt begravet i bilagene til aftaleteksterne. 

Det er netop den uadskillelige forbindelse mellem rettigheder og klimahandling Globalt Fokus sætter i centrum, når vi afholder konferencen ´Fælles Veje for Rettigheder og Klimahandling´ den 3. november i København. 

"Hidtil har klimaforhandlingerne oftest fokuseret på udledninger, tekniske tilpasningsløsninger, grøn omstilling og finansiering. Og det er også helt helt afgørende. Men hvis klimaløsninger skal komme de mennesker, der rammes hårdest, til gode, så er vi nødt til i meget højere grad at sikre en rettighedsbaseret tilgang til klimaløsninger. Ellers risikerer vi, at årtiers fremgang og udvikling med at sikre menneskerettigheder går tabt i takt med, at klimakatastrofer rammer," forklarer forperson for Globalt Fokus, Rasmus Stuhr Jakobsen, om relevansen for den kommende konference. 

Danmark er i en god position til at fremme menneskerettigheder 

Globalt Fokus har over længere tid arbejdet for at fremme et stærkere fokus på rettigheder i dansk global klimapolitik. Konferencen ´Fælles Veje for Rettigheder og Klimahandling´ er et vigtigt led i dette arbejde. Formålet er at samle beslutningstagere, embedsværket, politiske aktører, eksperter og civilsamfundet om at finde konkrete fælles løsninger til at sikre, at klima og rettigheder i meget højere grad sammenflettes i dansk global klimapolitik. 

“Danmark er internationalt anerkendt for at være frontløber, når det kommer til at kæmpe for menneskerettigheder og går på flere områder forrest i klimakampen. Det viste vi sidst, da vi som første nation gav penge til klimarelaterede tab og skader. Danmark er dermed i en god position til at sikre menneskerettigheder på dagsordenen ved internationale klimaforhandlinger og i forhandlingslokalerne,“ forklarer Rasmus Stuhr Jakobsen, og fortsætter: 

“Klimahandling og beskyttelse af menneskerettigheder er en fælles opgave; og når vi kombinerer vores ekspertise og erfaringer bliver løsningerne bedre og bæredygtige. Derfor inviterer Globalt Fokus beslutningstagere, embedsværket, politiske aktører, eksperter og civilsamfundet til at skabe fælles løsninger.” 

Med COP28 i sigte 
Koblingen mellem klima og rettigheder er omdrejningspunkt for Globalt Fokus deltagelse ved FN-klimakonferencer (COP), ligesom det også er en central del af vores klimaadvocacy og klimaanalysearbejde. 

Vores medlemmers store kapacitet, ekspertise og engagement inden for både klima og rettigheder kombineret med den viden, vi har opsamlet de seneste år, danner grundlag for konferencen "Fælles Veje for Rettigheder og Klimahandling".  

“Vi ønsker at sætte al den viden i spil i en handlingsorienteret dialog og sammen med beslutningstagere og embedsværket finde konkrete fælles veje, for hvordan Danmark kan placere rettigheder centralt på klimadagsordenen, eksempelvis på den kommende COP28,” forklarer Rasmus Stuhr Jakobsen om baggrunden for den kommende konference. 

Konferencen finder sted den 3. november 2023 i CPH Conference, København fra kl. 9.30-15.30.

Du og dine kollegaer kan tilmelde jer ´Fælles Veje for Rettigheder og Klimahandling´ her.

  • Oprettet den .

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


Få nyheder om vores arbejde, aktiviteter og events direkte i indbakken.

Mød os

Rysensteensgade 3
København V, 1564
Danmark

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


© Globalt Fokus