Nyt Grønt Partnerskab mellem civilsamfundet og Udenrigsministeriet
Nyt Grønt Partnerskab mellem civilsamfundet og Udenrigsministeriet vil sikre et grønnere udviklingsarbejde og udmøntningen af den nye udviklingspolitiske strategi og dens store grønne ambitioner. Globalt Fokus bliver sekretariat for Grønt Partnerskab.
Klimaforandringerne og biodiversitetskrisen er en realitet, som millioner af mennesker i det globale Syd oplever på daglig basis. Samtidig hænger begge kriser uløseligt sammen med den globale ulighed og konflikter, som Globalt Fokus’ medlemmer og partnere er sat i verden for at modarbejde. Der er brug for konkret handling og høje ambitioner fra alle sider for at vende kriserne til bæredygtig udvikling, og det kræver mere samarbejde, dialog og vidensdeling. Derfor indgår Udenrigsministeriet, CISU, 92-gruppen og Globalt fokus nu i nyt Grønt Partnerskab.
Da der tidligere på året blev udviklet ny udviklingspolitisk strategi, anbefalede Globalt Fokus derfor politikerne at indtænke klima og grønne løsninger i langt højere grad end i tidligere strategier. Vi anbefalede bl.a. at fokusere på sammenhænge mellem klima, biodiversitet og udvikling, samtidig med at sikre at menneskerettigheder fortsat er fokus for de grønne udviklingsindsatser. Vi var derfor glade for at se en strategi, der sætter grøn omstilling, klimatilpasning og CO2-reduktioner højere på dagsordenen end nogensinde før.
Det nye Grønt Partnerskab vil sikre tæt dialog om udmøntningen af strategien og det markante grønne skifte i dansk udviklingspolitik. Partnerskabet skal bidrage til et grønt ambitions- og kompetenceløft i udviklingssektoren, give bud på innovative og bæredygtige grønne løsninger samt sikre inddragelse af civilsamfundet i politiske processer og udvikling af grønne programmer.
Et grønnere udviklingsarbejde
Grønt Partnerskab er åbent for alle civilsamfundsorganisationer i Danmark, der i et eller andet omfang arbejder med den grønne udviklingsdagsorden. Partnerskabet vil i første omgang fokusere på tre arbejdsområder, der handler om at gøre udviklingsarbejdet grønnere, at styrke det grønne politiske samarbejde og at vidensdele erfaringer med indsatser indenfor natur, økosystemer og naturbaserede løsninger. I efterår og vinter 21/22 vil partnerskabet invitere til de første workshops og dialogmøder, hvor civilsamfundsorganisationer kan deltage og bidrage med deres viden og erfaringer.
Et vigtigt fokus for Grønt Partnerskab er at sikre bred, lokal og tidlig inddragelse af civilsamfundet i politiske processer og i udviklingen af nye programmer. Derfor skal der i Grønt Partnerskab afprøves nye metoder for, hvordan partnere og ambassader i Syd kan inddrages, når der lanceres nye retningslinjer eller programmer, og når Danmark deltager i internationale mødefora.
Globalt Fokus bliver sekretariat for partnerskabet
Globalt Fokus bliver sekretariat for partnerskabet og deltager i partnerskabets styregruppe sammen med 92-gruppen og CISU. Globalt Fokus’ formand Rasmus Stuhr Jakobsen ser frem til, at Grønt Partnerskab fremmer vidensdeling, den politiske dialog og sikrer udmøntningen af den grønne udviklingspolitiske strategi:
”I civilsamfundet har vi enorm viden om, hvilke de mange forskellige løsninger, der virker i praksis. Ved at indgå et partnerskab med Udenrigsministeriet om klima, natur og miljø i udviklingsindsatserne håber vi at få en fælles forståelse af, hvad der er gavnligt for de fattigste og mest klimasårbare lande. Vi er også glade for det grønne partnerskab, fordi det giver en ny platform for den politiske dialog, der kan bidrage til, at Danmark lever op til sine internationale forpligtelser på klimaområdet, og at vi viser ambition i egne målsætninger som forbillede for andre rige lande. Vi vil stræbe efter, at partnerskabet både gavner små og store organisationer og sikrer, at de mange forskellige stemmer i civilsamfundet bliver hørt,” forklarer Rasmus Stuhr Jakobsen.
Vær med
Vi inviterer alle til at blive en del af partnerskabet, hvor hver organisation kan bidrage og give input dér og i det omfang, det giver mening for den enkelte organisation. Tilmelding til Grønt Partnerskabs mailingliste sker ved at sende en mail til
Med Grønt Partnerskab lancerer vi også en Grøn Kalender, som vil samle aktiviteter arrangeret af Grønt Partnerskab, kommende høringsprocesser, politiske dialoger og civilsamfundsarrangementer indenfor det grønne udviklingsområde ét sted. Skriv til
- Oprettet den .