Skip to main content

              

Privacy Camp 2018: Spot på internettets muligheder og udfordringer for civilsamfundet

Globalt Fokus var med under konferencen Privacy Camp 2018 i Bruxelles i januar måned. Her inviterede rettighedsforkæmpere, online aktivister, akademikere og policymakers til en snak om mulighederne og udfordringerne for digitale retligheder og civic space online – og svaret er ikke just entydigt.

Der er bestemt gode muligheder for online aktivisme, men visse regeringer er skræmmende dygtige til at bruge ny teknologi og slå hårdt ned på online rettigheder og aktivisme. Og det er vigtigt, at vi som civilsamfund holder os opdaterede på hvad der sker i det digitale landskab, og ikke falder bagud i forhold til den teknologiske udvikling. Som Giovanni Butarelli, European Data Protection Supervisor, meget rammende udtalte: ”Det er på tide at vi i civilsamfundet bliver mere tydelige og strategisk tænkende i forhold til kollektiv ageren for privacy, databeskyttelse og digitale rettigheder.”

Vi sætter derfor i denne artikel fokus på digitale rettigheder, og viderebringer den læring vi har samlet op på fra Privacy Camp 2018.

Ingen (lette) løsninger

Det er ingen hemmelighed, at diskussioner vedrørende digitale rettigheder er komplekse. Den digitale sfære er ikke nem at tyde, og det er lovgivningen på området heller ikke. Og det blev også klart under Privacy Camp 2018.

”Der er ingen lette løsninger. Ja, jeg tror faktisk ikke der er nogen” sagde en tysk repræsentant fra organisationen CCC. ”Jeg beklager at ødelægge den gode stemning, men jeg ser ikke hvordan vi skal tackle de her problemer med digitale rettigheder og statslig overvågning.”

Under et rundbord blev private aktørers magt i forhold til digitale rettigheder også diskuteret. Blandt aktører fra EU og civilsamfundet var der bred enighed om, at store virksomheder har meget magt når det kommer til rettigheder og privatliv og beskyttelse af personlige data.

Desværre er der ingen umiddelbare løsninger på denne udfordring. Panelet lagde derimod op til en øget forståelse og opmærksomhed i forhold til digitale rettigheder og shrinking civic space online. ”Det må være det første minimale skridt” konkluderede et panelmedlem.

Government Hacking: Fra Europa til Latinamerika

Under Privacy Camp 2018 blev deltagere præsenteret for forskellige cases af government hacking. Government hacking omhandler regeringers aktiviteter for at facilitere overvågning. Hvis det lyder som en vag definition er der god grund til det – det gør det nemlig lettere at eksekvere en lang række aktiviteter inden for den ramme. Og det er endnu uklart om en række af disse aktiviteter er menneskerettighedsstridige, hvilket bare gør emnet mere komplekst (se AccessNow’s rapport vedrørende rettigheder og government hacking).

 

Hacking definition (fra Privacy International): ”Hacking is an act or series of acts, which interfere with a system, causing it to act in a manner unintended or unforeseen by the manufacturer, user or owner of that system.”

 

 

Der var repræsentanter til Privacy Camp 2018 fra flere forskellige lande, som hver især gav en status på hvordan government hacking og overvågning kan true rettigheder forskellige steder i verden. Digitale rettigheder er truede i en lang række lande, og ifølge flere af deltagerne til Privacy Camp 2018 har vi kun set toppen af isbjerget når det kommer til government hacking. Læs mere om digitale rettigheder og hvordan de er truet ud fra forskellige cases i EDR's rapport fra 2016.

Privacy versus security

På Privacy Camp 2018 blev også dilemmaet i at vælge mellem privacy og security diskuteret. “For mange policymakere er der en klar skelnen mellem privacy og security” nævnte en policy officer fra den del af EU-kommissionen der arbejder med rettigheder og forbrug. “Man kan ikke have begge dele på én gang – det er enten-eller.”

Enten er man tilhænger af skarp kontrol online og må gå kompromis med ens private data, eller man er tilhænger af et defineret privatliv, hvor regeringer ikke har adgang til ens private data, og der til gengæld er risiko for lavere sikkerhed.

Det blev dog diskuteret under Privacy Camp 2018, om denne skelnen overhovedet har hold i sig. Mange af konferencens deltagere argumenterede for at denne skelnen og kompromisset mellem sikkerhed og privatliv er fabrikeret. I virkeligheden ligger der ikke noget i vejen for at have øget sikkerhed uden at gå på kompromis med privatliv. Denne problemstilling kommer efter sigende under luppen for flere af deltagerne på konferencen.

Civilsamfundet skal være på forkant

Vi befinder os midt i en digital revolution – særligt hos mange NGO’ers partnerskabslande i Afrika og Asien er fænomenet tech-velopment for alvor begyndt at rodfæste sig som et muligt paradigmeskift for dansk udviklingssamarbejde. Derudover viser en undersøgelse af The Digital Revolution Index, at det digitale landskab står stærkere end nogensinde. Derfor mener vi hos Globalt Fokus, at det er vigtigt at følge med i hvad der sker med hensyn til rettigheder i det digitale landskab.

Vi skal være opmærksomme på hvordan digitale rettigheder påvirkes og trues for civilsamfundet, og sørge for at holde os selv opdaterede – ellers risikerer vi at nye digitale muligheder og udfordringer løber fra os, før vi kan reagere på det. Vi skal være på forkant med alle aspekter af hvordan realiteterne for civilsamfundet ser ud, også på den digitale front.

Vi opfordrer derfor vores medlemsorganisationer og andre interesserede til at være opmærksomme på den teknologiske udvikling, og have fingeren på pulsen når det kommer til rettigheder og shrinking civic space online. Vi anbefaler for eksempel at læse AccessNow’s rapport vedrørende rettigheder og government hacking, og er man interesseret i at vide mere om tiltag mod government hacking kan man med fordel læse 10 konkrete safeguards hos Privacy International.

Læs mere om Privacy Camp på deres hjemmeside.

Artiklen er skrevet af Charlie Houkjær Klausen, praktikant hos Globalt Fokus.

  • Oprettet den .

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


Få nyheder om vores arbejde, aktiviteter og events direkte i indbakken.

Mød os

Rysensteensgade 3
København V, 1564
Danmark

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


© Globalt Fokus