Skip to main content

              

Mette Müller Kristensen: Civilsamfundet hører også til i en geopolitisk plan

Civilsamfundets rolle har hidtil ikke fyldt meget i regeringens italesættelse af et fornyet engagement i Afrika. Derfor inviterede Globalt Fokus politiske ordførere til dialog på Christiansborg, hvor vi videregav anbefalinger til, hvordan Danmark opbygger ligeværdige folkelige partnerskaber og alliancer på tværs af det afrikanske kontinent, der opbygger den globale tillid.

”Der opstår nærmest en grundlæggende modstand, når Afrika udviser agens, handlekraft og viser, at kontinentet har en stemme,” således indledte professor Kwesi Aning fra Kofi Annan International Peacekeeping Training Centre og gæsteprofessor ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Globalt Fokus´ debatarrangement om regeringens kommende plan for engagement i Afrika. 
 
Kwesi Aning, der var hovedtaler til arrangementet, mener, i tråd med både den danske regering og civilsamfundsaktører på tværs af Afrika og i Danmark, at der i den grad er brug for en ny type engagement mellem Europa og Afrika:

“Vi har brug for et nyt engagement, der redefinerer, hvad partnerskaber er, og dem der engagerer sig skal være modige nok til at lytte, stille spørgsmål og indgå i dialog, der søger konsensus,” sagde han og understregede, at i den ligning spiller civilsamfundet en vigtig rolle: “fordi civilsamfundet repræsenterer en alternativ ramme for engagement."

Men netop fokus på civilsamfundets rolle som central aktør i international politik, der sætter dagsordenen og driver forandringer, synes indtil videre ikke at fylde i regeringens hidtil italesættelse af et fornyet engagement med nabokontinentet.  
Da Regeringen selv lancerede deres arbejde med en såkaldt Afrika-plan ved et stort event i Den sorte diamant i København, var civilsamfundet talrigt repræsenteret blandt publikum, men ingen steder at finde på scenen. Her var det tydeligt, at den danske regering lægger vægt på at et dansk engagement på det afrikanske kontinent i fremtiden skal bestå af styrket politiske bånd, mere handel og jobskabende investeringer. 

“Men når det kommer til at skulle danne ligeværdige partnerskaber, der tager højde for agens, en dynamisk ungdom, befolkninger, der ønsker forandringer, som også har en stemme og vil have lov til at bestemme over sit eget lokalsamfund, sit eget land, sit eget kontinent, der er repræsentation af civilsamfundet fuldstændig afgørende”, fastslog Globalt Fokus direktør, Mette Müller Kristensen til debatarrangement i Proviantsalen på Christiansborg en måned senere.
 
For at bidrage til regeringens proces omkring den nye plan for engagement har Globalt Fokus i samarbejde med og input fra medlemmer og partnere fra afrikanske lande udarbejdet fire notater under titlen: "Et nødvendigt opgør – ligeværdighed og inddragelse som vejviser for dansk engagement i Afrika". Gennem de fire notater fremlægges civilsamfundets rolle i at opbygge ligeværdige folkelige partnerskaber, modarbejde den globale tillidskrise samt forbygge konflikt og opbygge fred. Netop de fire notater dannede ramme for debat og dialog mellem civilsamfundet og udviklingspolitiske ordførere på Christiansborg, som Globalt Fokus tog initiativ til, og som Radikale Venstre var værter for.

Civilsamfundet hører til i en geopolitisk plan

Til debatten var det tydeligt, at man ser et stort potentiale i, at regeringen sætter større fokus på at danne ligeværdige partnerskaber med afrikanske lande. Et vigtigt budskab var dog også, at man ikke kun skal fokusere på officielle statslige samarbejder. Planen bør også indeholde strategier til at etablere ligeværdige partnerskaber med lokale samfund og civilsamfund, som forkvinde for Dansk Ungdoms Fællesråd, Christine Ravn Lund, lagde vægt på til debatten:  
"Jeg synes, at det er vigtigt, at vi i Danmark er med til at kridte banen op til at kunne skabe geopolitiske forandringer på den lange bane, og det tror jeg kun, at vi kan, hvis civilsamfundet er en del af det. Jeg tror, at det er for kortsigtet primært at satse på samarbejde med statslige aktører."

Civilsamfundet bør ses som en vigtig del af implementeringen, da civilsamfundet i høj grad driver forandringer i samfundet - også når det omhandler geopolitik, understregede Mette Müller Kristensen. Så til trods for, at den kommende plan for fornyet engagement i Afrika ikke er en udviklingspolitisk strategi, bør civilsamfundets evne til at fremme repræsentation i internationale processer, skabe politisk stabilitet og forandringer samt fungere som konfliktmæglere i lokale samfund ikke overses. Heller ikke når det kommer til områder som klima, migration, teknologi og investeringer, som forventes at være en del af den kommende plan: 
 
"Civilsamfundet hører til i en geopolitisk plan. Det håber vi, at politikerne, der er til stede i dag, også vil huske regeringen på og tage med videre, når vi taler om Danmarks engagement både i Afrika men også i resten af verden,” således afsluttede Mette Müller Kristensen sit indlæg.

Gunvor Wibroe, udviklingspolitisk ordfører for Socialdemokratiet, anerkendte og fastslog, at ifølge hende har civilsamfundet allerede en stor funktion og rolle i geopolitiske kontekster:  
“Vi har en hundrede millioner af mennesker på flugt, mange af dem i Afrika. Sahel er præget af mange konflikter og kupforsøg. Flere steder oplever man, at regeringer de kommer og går, men vi kan jo se, at civilsamfundet ofte er den blivende aktør, som vi kan samarbejde med.”

Vesten og dens dobbeltstandarder svækker tilliden

En stigende mistillid mellem Vesten og det globale Syd kaster en skygge over stræben efter ligeværdige partnerskaber. Dette uddybede Rasmus Grue Christensen, der er direktør i Dignity, ved at referere til en samtale han for nyligt havde med en ligestillingsaktivist i Uganda: 
 
”Det er altså kun de repressive mandlige ledere i Afrika, der italesætter menneskerettigheder som særligt vestlige værdier”, havde aktivisten understreget og forklarede, at de afrikanske befolkninger ikke har mistet troen på menneskerettighederne, men de har i stedet mistet tillid til Europas og USA’s evne til at fremme menneskerettighederne universelt. Derfor opfordrede både aktivisten og Rasmus Grue Christensen til, at vi retter blikket mod det, der i flere dele af verden bliver opfattet som et udbredt hykleri, når det kommer til vestens håndhævelse af menneskerettigheder og internationale love.

Europas selektive kritik af menneskerettighedsovergreb og dets relativt passive holdning til undertrykkelse i visse afrikanske lande skaber en oplevelse af uretfærdighed, der underminerer tilliden til Vesten og muligheden for at opnå enighed om vigtige globale dagsordener. Derfor fastslog Rasmus Grue Christensen, ”at det er på tide at gå fra dobbeltstandardernes æra til en mere konsistent og retfærdig tilgang til menneskerettigheder og international politik, hvis vi skal genoprette tilliden og skabe en mere retfærdig global orden”. 

“Jeg kan skrive under på alt, hvad Rasmus sagde”, stemte Trine Pertou Mach, udviklingspolitisk ordfører for Enhedslisten, i og pegede på, at hun også ser et stort problem med den globale solidaritet og konsekvenserne omkring menneskerettigheder samt den manglende konsistente håndhævelse af dem fra vestlige landes side.

Vi skal reflektere over vores magt og lytte

I en tid hvor mistilliden stiger, er det afgørende, at vi forholder os til nuværende magtbalancer. Dette adresserede Rasmus Stuhr Jakobsen, forperson for Globalt Fokus: 
”Hvis vi reelt ønsker ligeværdige partnerskaber med resten af verden - og især med Afrika - så kræver det, at de danske udenrigspolitiske aktører - fra civilsamfundet til regeringen - reflekterer over, hvad det er, der er problematisk i de eksisterende magtbalancer, og som spænder ben for ligeværdighed. Og så skal vi handle på at ændre dem."

Afslutningsvist lovede Gunvor Wibroe (S), at hun vil sørge for at viderebringe alle de vigtige budskaber fra civilsamfundet i det videre forløb med udarbejdelsen af den kommende plan for fornyet dansk engagement i Afrika.
 
Globalt Fokus inviterede alle udviklingspolitiske ordfører til at deltage i dialogen. Christians Friis Bach (RV), Gunvor Wibroe (S), Marianne Bigum (SF) og Trine Pertou Mach sagde ja til at deltage. Christians Friis Bach og Marianne Bigum blev dog forhindret i at deltage i sidste øjeblik.


Find civilsamfundets bidrag og anbefalinger til et fornyet dansk engagement i Afrika her: 
Et nødvendigt opgør

 

  • Oprettet den .

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


Få nyheder om vores arbejde, aktiviteter og events direkte i indbakken.

Mød os

Rysensteensgade 3
København V, 1564
Danmark

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


© Globalt Fokus