“Alle kriserne hænger unægteligt sammen”

Denne reportage er skrevet af journalistelever på Krogerup Højskole i forbindelse med en valgkampsdebat arrangeret i samarbejde med Globalt Fokus:

En uge inden, at Mette Frederiksen trykkede på valgknappen, tyvstartede eleverne på Krogerup Højskole med en pre-valgkampsdebat. I samarbejde med Globalt Fokus havde skolens elever stævnet politikere fra Enhedslisten, Radikale Venstre, Nye Borgerlige og Venstre til en debat om tidens mest presserende udenrigspolitiske spørgsmål.

Af Rasmus Højer og Frida Malmros, journalistelever på Krogerup Højskole

Blandt lyden af klirrende teskeer og varme kaffekopper herskede en baggrundsstøj af ængstelighed, eftersom de internationale kriser efterhånden må kæmpe om rampelyset blandt de unge højskoleelever på Krogerup. Med et smil på læben og en højskolesangbog i hånden rakte eleven Adam Mikkelsen armen i vejret og tog ordet.

“Velkommen til. Vi har glædet os enormt meget til i aften, og jeg vil navigere jer igennem aftenens debat. Men først skal vi selvfølgelig synge!” 

For et kort øjeblik blev de overhængende kriser glemt, og sangen Livstræet fik lov at give genklang i gangene på den Hal Kochske højskole. I samarbejde med Krogerup Højskole afholdte Globalt Fokus debat om Danmarks klima- og sikkerhedspolitiske rolle i verden. Til debatten gav Leila Stockmarr fra Enhedslisten, Martin Lidegaard fra Radikale Venstre, Marianne Lynghøj Fra Venstre og Claus Bruncke fra Nye Borgerlige publikum deres bud og svar på nogle af tidens mest aktuelle globale emner. 

Den underliggende krise

Første del af debatten handlede om sikkerheds- og udenrigspolitik, og hvorvidt Danmark bør øge sit globale engagement. Alle undtagen Claus Bruncke var dybest set enige i, at svaret var et entydigt "ja". Leila Stockmarr svarede som den mest indignerede af de fire "ja, med stort udråbstegn", og trak hurtigt sin pointe hen i klimaspørgsmålets lys:

“Ja selvfølgelig! Men vi må huske, at alle kriserne hænger unægteligt sammen, og at klimakrisen er den underliggende krise". 

Dette kunne debattørerne nemt finde enighed i med undtagelse fra Claus Bruncke, som havde mere travlt med at trække samtalen hen på atomkraft og nedgravede vindmøller på Lolland, hvilket blev mødt med tiltagende latter fra foredragssalen. Først når politikerne blev tvunget til at gå mere detaljeret til værks, blev de klassiske partipolitiske linjer trukket op, og en fejde mellem Radikale Venstre og Enhedslisten brød hurtigt ud, da Martin Lidegaard fik ordet: “jeg forstår ikke, at Enhedslisten ikke vil være en del af EU. Hvis man vil være en stemme ude i verden, så starter man hjemme”. 

Det var i situationer som denne, at salen for alvor fik udsyn til den valgkamp, der ville blive udskrevet blot en uge senere. 

Djævlen i detaljerne

Det var dog ikke den eneste gang, at politikerne skar tænder af hinanden. Særligt tydeligt blev det, da samtalen kom til at handle om de unges plads i det moderne politiske miljø samt forholdet mellem velstand og forbrug. I grove træk var alle sådan set enige. Igen var det i detaljerne, at djævelen sneg sig frem fra sit skjul. Mens Claus Bruncke ville have en bedre dialog med de unge, syntes Leila Stockmarr, at der er for meget snak og for lidt handling:

“Mange unge er tyede til andre metoder, end at stå inde foran Christiansborg for at demonstrere, og det kan jeg sådan set godt forstå. De har jo nærmest givet op, fordi der ikke sker noget. Vi skal stoppe med at føre sort politik, og så skal vi akut have lavet nogle grønne tiltag”. 

Til det trak Martin Lidegaard igen tråden mellem alle kriserne, ligesom Leila havde gjort det tidligere:

“Der er en masse muligheder, som vi sagtens kunne udnytte. Eksempelvis har vi som parti forsøgt at få udskiftet de fyr, der står i danske hjem og ødelægger mange økonomier, men det var virkelig svært at få de andre partier med. Her er det jo, at vi skal se, at man sagtens kan føre sikkerhedspolitik, som også er klimapolitik, da det jo på samme tid ville gøre os mere uafhængige af russisk gas”.

Også Marianne Lynghøj abonnerede på ideen om, at den grønne omstilling skulle ses som et økonomisk værktøj:

“Velstand og forbrug skal afkobles. Vi skal forbruge mindre. Men hvis vi vil opretholde velstanden, så skal vi blive rige af den grønne omstilling, og jeg tror på, at den grønne omstilling kan blive et kæmpe erhvervseventyr for Danmark”.

Et parlamentarisk paradox

Leila Stockmarr og Martin Lidegaard havde succes med at få en delvist sikkerhedspolitisk debat til nu kun at handle om klimaet. Et område hvor både Enhedslisten og Radikale Venstre nemt sejler i medvind på et sted som Krogerup Højskole, hvor klimapolitik står højt på elevernes dagsorden. Et argumentatorisk kollaps for de to politikere virkede sådan set umuligt, men kollapset kom dog, da der fra salen pludselig lød et spørgsmål:

“I har jo haft magten? Hvordan har I med god samvittighed kunnet skabe parlamentarisk grundlag for en Klimaminister, som ikke har ført politik på klimaets vegne? Er det ikke underligt at sige, at man godt kan forstå de unge, når vores demonstrationer i virkeligheden er rettet mod jer? Er I ikke medansvarlige?”

“Ja…” blev der sagt lidt tøvende fra Martin Lidegaard. “Det er jo sådan set også derfor, at vi gerne vil have, at hun går af nu, kan man sige”. 

De ellers selvsikre politikere påtog sig pludselig en mere ydmyg figur. Leila Stockmarr, som havde været specielt skarp, når det kom til at ophøje Enhedslistens konkrete politikker og de andre partiers mangel derpå, viste pludselig en vis ærgrelse:

“Jeg forstår godt kritikken”, svarede hun næsten angrende. “Men vi bliver også nødt til at huske på, hvad alternativet er. Dan Jørgensen og Mette Frederiksen har ikke nødvendigvis ført en klimapolitik, som vi kan se os selv i. Men en blå regering vil stå med støttepartier som Nye Borgerlige, der ikke nødvendigvis anerkender, at klimaforandringerne er menneskeskabte”. 

Claus Bruncke anerkendte til interview efter debatten, at klimaforandringerne er menneskeskabte, men holdt fast i, at Danmark er for lille et land til at kunne gøre en betydelig forskel.

“I Danmark står vi for en minimal procentdel af den globale CO2-udledning, og vi har ikke indflydelse på, om klimakrisen bliver løst eller ej. Det må de lande, som udleder mest, tage ansvaret for”, sagde Claus Bruncke.

Hvad er på spil?

Teskeerne klirrede nu ikke længere, og kaffen var for længst blevet kold. Politikerne rundede hver især af, og takkede salen for en god debat. “Husk at I gerne må ringe til mig, hvis I skal have gravet atomaffald ned i haven”, sagde Claus Bruncke og salen brød igen ud i latter. Da Adam Mikkelsen rundede aftenen af, var det til engagerede og varme klapsalver på sand Krogerup manér, og da publikum måtte rejse sig, strømmede flere af eleverne op til politikerne for at få svar på nogle uddybende spørgsmål. I den flok stod vi. Vi fik fat i Marianne Lynghøj, som meget passende tog fat i det globale fokus og det, som egentlig er på spil:

“Til vinter kommer danske familier til at fryse på grund af tårnhøje elregninger. Måske er det politik ude i verden, men det berører jo rigtige mennesker herhjemme i Danmark. Det sker på baggrund af udviklingen i verden og krigen i Ukraine. Vi skal tage stilling til den globale situation”. Yderligere understregede Marianne Lynghøj også dét, som Leila stockmarr konstaterede tidligere på aftenen: nemlig at “alle kriserne unægteligt hænger sammen”.