Skip to main content

              

Pakkeliste til Mette Frederiksens topmøde-kuffert

Af: Rasmus Stuhr Jakobsen,
Formand i Globalt Fokus

Kære Mette Frederiksen,

Vi har lavet en pakkeliste til dig, så du er sikker på at få det allervigtigste med, når du om lidt rejser til Bruxelles for at deltage i det sjette topmøde mellem den Europæiske Union og den Afrikanske Union. Et topmøde, der er af mange anses som det vigtigste topmøde mellem de to nabokontinenter til dato.
Med de nye geopolitiske vinde, der blæser over verden, hvor Kina er på vej frem, USA har vist sig fra nye sider under Trump-æraen, og Rusland markerer sig øst på, har EU set behov for nye allierede. EU Kommissionen har derfor i de seneste år fået øjnene op for det store kontinent mod syd, som på grund af sin geografiske placering er yderst vigtig for unionen. Men et fremtidigt forhold til og samarbejde med Afrika kræver en ny forståelse af ligeværdige partnerskaber. Med denne pakkeliste vil Danmark både kunne stå fast på sine værdier om demokrati og menneskerettigheder og bidrage til en fornyelse af partnerskaber, hvor vi er vores ansvar bevidst.  

Som det første skal du pakke FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, så du kan minde de øvrige topledere om, at alle mennesker er født frie og lige, og at alle har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i erklæringen. Det er særligt afgørende, fordi man i mange afrikanske lande og blandt EU’s egne medlemslande oplever eskalerende autoritære tendenser og en tilbagevenden til ét-parti-lignende styrer, der øger presset på demokratiet og menneskerettigheder i begge kontinenter. I Europa ses tilbageslag for grundlæggende frihedsrettigheder i Polen og Ungarn, men også i Belgien og Tjekkiet opleves indskrænkninger af ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed, det viser tal fra det internationale Civicus Monitor. I Afrika oplever borgere i 43 af kontinentets 53 lande alvorlige indskrænkninger af grundlæggende frihedsrettigheder. Dette topmøde udgør derfor en opportun mulighed for statsministeren til at vise, at Danmark bakker sine ord op med handling, når det kommer til den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, der flere steder understreger, at Danmark skal være en markant stemme for FN’s menneskerettigheder.

Afrika minder Danmark om sine forpligtelser i flygtningekonventionen
Vi ser med bekymring på, hvordan Danmarks og EU’s eget fokus på migration i højere og højere grad overser menneskers ret til at søge asyl, modtage beskyttelse og bevæge sig frit - sidstnævnte er et bærende princip for selve EU-fundament. Med Danmarks kandidatur til FN’s Sikkerhedsråd i 2025-26 skal Danmark være bannerfører på menneskerettigheder og de andre FN-konventioner. Et stærkt EU-AU-partnerskab bygget på det regelbaserede internationale system er afgørende. Det understregede den Afrikanske Union selv, da man i august 2021 udsendte en pressemeddelelse, hvor den samlede union tog afstand fra Danmarks plan om at sende asylansøgere til tredjelande for asylbehandling, og direkte mindede Danmark om sine forpligtelser i FN’s flygtningekonvention. Til dette topmøde bør du derfor vise, at Danmark er en garant for menneskerettighederne og andre FN-konventioner.

Ligeværdigt partnerskab fremfor en donor-modtager relation

Det andet du skal pakke er en megafon til at forstærke dine afrikanske kollegers og det lokale civilsamfunds stemmer. Megafonen ligger i din kuffert, fordi den overordnede EU-politik bør tage form som et partnerskab – fremfor en donor-modtager relation. Vores engagement må og skal bygge på værdier om ligeværd, hvor vi ikke blot inddrager, men sætter afrikanske lande og befolkninger i førersædet. Udenrigsministre fra EU og AU har selv slået fast, at dette topmøde skal have mennesket i centrum.

Heldigvis er stemmerne i øjeblikket mange og stærke. Sociale folkelige bevægelser, nye politiske fællesskaber og civilsamfundet kæmper ihærdigt for at demokratisk trænge igennem. På trods af de autoritære tendenser har der det seneste årti været en imponerende bølge af folkelige protestbevægelser i både det afrikanske kontinent og Europa, hvor borgere kæmper for deres rettigheder. Den største stigning i protestbevægelser har fundet sted i Afrika syd for Sahara. Men det er ikke uden konsekvenser at deltage i samfundet gennem fredelige forsamlinger og ytringer, og konsekvenserne og de personlige omkostninger, som demokrati- og rettighedsforkæmpere betaler, er store, og mange gange er det desværre med livet som indsats. Der er mere end nogensinde brug for, at vi lytter, styrker og bistår disse stemmer og viser global solidaritet.

Husk klimapengene, men tag dem ikke fra udviklingsbistandens kasse

 Det tredje, du skal pakke i din kuffert, er klimabistand. Afrika er et af de kontinenter på verdensplan, der er allerværst påvirket af klimaforandringerne. Klimakrisen er ikke abstrakte fremtidsscenarier for lokalbefolkninger rundt i kontinentet. Klimakrisen er tørke i Madagaskar, oversvømmelse i Malawi, vandkonflikter i Sahel og fordrivelsesbølger gennem hele kontinentet. Samarbejdet mellem EU og AU må sikre, at de afrikanske lande bliver mere klimarobuste. I praksis betaler de afrikanske lande en enorm klimaregning for overforbruget på den nordlige halvkugle, og derfor har både Danmark og EU et stort ansvar for at sikre kontinentet mod nuværende og fremtidige kriser. Danmark har forpligtet sig til at betale 5 mia. kroner årligt i nye og additionelle klimamidler. Vi gentager: nye og additionelle klimamidler. Hvis målet er at være med til at sikre værdige og bæredygtige afrikanske liv, duer det derfor ikke at tage klimapengene fra den nuværende udviklingsbistand, som regeringen har gjort hidtil.

Med disse tre vigtige ting i kufferten tror vi på, at Danmark kan bidrage til et succesfuldt topmøde mellem EU og AU, der kan bane vej for et fornyet, styrket og ligeværdigt samarbejde med vores nabokontinent. God tur.

  • Oprettet den .

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


Få nyheder om vores arbejde, aktiviteter og events direkte i indbakken.

Mød os

Rysensteensgade 3
København V, 1564
Danmark

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


© Globalt Fokus