Skip to main content

              

Long read: Udviklingsbistand endte som taber ved sommerens EU-topmøde

I løbet af fem dage midt i juli skrumpede EU’s kommende budget til eksterne politikker, herunder udviklingspolitikken og det humanitære instrument, fra €114 mia. til €98 mia. Men kampen om EU-budget er ikke helt slut endnu.

Af Rebekka Blomqvist, politisk rådgiver i Globalt Fokus

Da EU’s stats- og regeringsleder mødtes i sommers til et maratonmøde om EU’s kommende langvarige budget (Multiannual Financial Framework, MFF) for 2021-2027 samt genopretningsplanen efter corona (Next Generation EU), var resultatet på mange måder en ambitiøs og historisk aftale. Desværre er dette ikke tilfældet, når man tage de udviklingspolitiske briller på.

Med tal-brillerne på

Forhandlinger om EU’s kommende langvarige budget (MFF) 2021-2027 har været i gang siden 2018, hvor Kommissionen for første gang fremlagde deres forslag til et nyt budget på €1134 mia. Ligesom alle andre aspekter af samfundet blev berørt af Corona, så gjorde EU-budgetforhandlinger det også. Da Corona ramte, blev EU-toppen enige om, at man ønsker en fælles genopretningsplan for Unionen. Denne genopretningsplan, der blev døbt Next Generation EU, skulle forhandles sammen med det langvarige budget. Kommissionen fremlagde i maj 2020 et nyt samlede budgetforslag på €1850 milliarder, med €1100 mia. på MFF’en mia. og €750 mia. i Next generation EU.  

Dykker man ned i tallene, så er der mange forskellige perspektiver at anlægge, da forhandlingsoplæggene har været mange og processen har været lang.

Hvis vi ser på budgetkategori 6 og udviklingsinstrumentet (Neighbourhood, Development and International Cooperation Instrument/NDICI), startede Kommission i 2018 med at forslå €108,9 mia. til budgetkategori 6, og herunder var €79,9 mia. afsat til udviklingsinstrumentet. Sommerens aftale mellem Statsministeren Mette Frederiksen og hende kollegaer endte med €98,4 mia. til budgetkategori 6 og €70, 8 mia. til NDICI.

De eksterne instrumenters budget på €98,4 mia. er næsten identisk med budgettet i nuværende MFF (2014-2020) på €97,9 mia, hvis man inkluderer Den Europæiske Udviklings Fond (EUF). Dog må man i vurderingen af dette resultat huske på, at det samlede EU-budget på €1824,3 mia er over €700 mia. større end det nuværende budget på €1106 mia. I det kommende budget kommer budgetkategori 6 til at udgøre 5,3 % af det samlede budget, hvorimod de eksterne instrumenter, hvis man inkludere EUF, i det nuværende budget (2014-2020) udgør 9,6 % af det samlede budget.

Det manglende fokus på de eksterne instrumenter og udviklingsbistanden under forhandlingerne er særlig bedrøvende når man tænker på de store ambitioner for EU’s plads i verden, som Kommissionen har fremlagt siden den tiltrådte. Kommission, med Ursula von der Leyen i spidsen, har fra først dag haft ambitionen om at være en geopolitisk kommission. En hjørnesten i denne ambition er et ligeværdigt partnerskab med Afrika.

At budgettet desuden bliver forhandlet under en pandemi – definition på en global sundhedskrise – gør den mangle ambition for det eksterne budget endnu mere ironisk. Verden står i dag med en række globale kriser, som vi kun kan løse i fællesskab. Corona har sendt verdensøkonomien på en stejl rutsjetur nedad. En økonomisk rutsjetur, som Verdensbanken forventer vil betyde en stigning på verdensplan i andelen af personer, der lever i ekstrem fattigdom, for første gang siden 1998. Samtidig estimerer FN’s World Food Programme, at corona-pandemien kan fordoble antallet af mennesker, som lever i hungersnød, fra 149 millioner mennesker til 270 millioner mennesker. Den globale ulighedskrise er kun øget under pandemien, hvor verdens rigestes formuer er vokset med over $600 milliarder siden marts.

Med andre ord står vi i dag i en situation, hvor der er brug for, at EU og regeringslederne ser sig selv som en dele af en større verden. Desværre lykkedes det ikke EU at anerkende behovet for, at man i budgetforhandlinger tog disse globale udfordringer seriøst.

Kampen om udviklingsbudgettet

Resultatet af Det Europæiske Råds forhandlinger er, at udviklingsinstrumentet med €70,8 mia., svarer til 3,8% af det samlede budget for MFF og Next Generation EU. Inden forhandlingerne gik i gang, var kompromisforslaget fra Charles Michel, at NDICI skulle have €70,8 mia. i fra MFF’en og €15,5 mia. fra Next generation EU.

Michels nedskæringerne på NDICI i MFF’en blev foretaget med henvisning til, at der ville komme €15,5 mia. ekstra i genopretningsplanen. Disse €15,5 mia. euro fra Next Generation EU faldt dog bort under forhandlingerne uden at blive genindsat i MFF’en. Dermed endte EU’s udviklingsbudget med at trække det korteste strå i forhandlingerne.

Et kig på søjlerne under NDICI viser, at stats- og regeringslederne har prioriteret, at udviklingsinstrumentet skulle være fleksibelt fremfor programmerbart.  De to ikke-programmerbare søjler, ’rapid response’ og ’Emerging challenges and priorities cushion’ har tilsammen et budget på over €11 mia. Til sammenligning er en af de helt store tabere er den tematiske søjle. Søjlen, der øremærker midler til menneskerettigheder, civilsamfund, demokrati og globale udfordringer, er blevet nedprioriteret med et budget på €5,6 mia.

Der har under det 2 år lange forhandlingsforløb været enighed om at holde det humanitære instrument stabilt på €9,75 mia., hvilket dog er et fald ift. den nuværende MFF, hvor der er fast €9,9 mia.

Budgettet for udviklingsbistanden er, på trods af det skuffende resultat, signifikant for af flere grunde. For første gang har man flyttet EUF fra at ligge uden for budgettet, som det har gjort siden Rom-traktaten fra 1957, til at ligge inden for budgetrammen (MFF). Desuden har man for første gang samlet alle de udviklingspolitiske instrumenter i et stort instrument: Neighbourhood, Development and International Cooperation Instrument (NDICI).

Fra et dansk perspektiv

Fra et dansk udviklingsperspektiv var resultaterne særligt skuffende. Regeringen havde helt tilbage i forståelsespapiret lagt fundamentet for at kæmpe for et stærkt eksternt instrument som skulle bidrage til ”et historisk løft af særligt Afrika”. Derudover har regeringen gentagne gange påpeget, at EU skal samarbejde om de fælles udfordringer, hvor globale kriser såsom pandemi, stigende ulighed, økonomiske recession og en klimakrise, bare er nogle af de fælles udfordringer, hele EU og verden står overfor. Forhandlingsmandatet fra Folketinget til regeringen blev holdt hemmeligt, men Statsminister Mette Frederiksen løftede selv delvist sløret i en klumme i Berlingske, hvor hun skrev ”Og vi vil insistere på, at EU helhjertet støtter Afrika i den økonomiske genopretning.”

Mandatet for, at Statsministeren kunne være en stærk garant for EU-udviklingsbistand, lå lige til højrebenet, men der er ikke meget som tydede på, at Danmark havde de fælles udfordringer eller Afrika med til forhandlingsbordet, når vi ser på den endelige aftale.

Nu er det op til parlamentet

Dog er kampen ikke helt slut endnu. Med godkendelsesmagt over det langvarige budget står Europa-Parlamentet nu med en unik mulighed for at styrke budgetkategori 6 og sætte et vigtig præg på EU’s fremtidige rolle i verden.

Globalt Fokus opfordrer Europa Parlamentet til at styrke de eksterne instrumenter og særlig instrumentet for udviklingssamarbejde under deres forhandlinger med Rådet, ledt under det tyske formandskab, og Kommissionen.

I udviklingsinstrumentet (NDICI) opfordrer vi Parlamentet til at sætte fokus på menneskerettigheder og demokrati ved at styrke den tematiske søjle i NDICI. Dette vil bl.a. kunne opnås ved at mindske søjlen ’Emerging challenges and priorities cushion’, det ene af de ikke-programmerbart instrument under NDICI. Dette vil også være i overensstemmelse med Europa-Parlamentets eget mandat til trilogforhandlinger, hvor parlamentet lige nu arbejder for en stigning i det tematiske program til €9.741 mia.

Rådet har lagt pres på Parlamentet for at godkende budgettet allerede i september, men Parlamentet besluttede den 23. juli besluttede at give sig selv en tidslinje som hedder slut-oktober med plenarmøde i ugen som starter med mandag den 19. oktober. Indtil da fortsætter arbejdet for en budgetaftale.

Alle beløb er givet i 2018-priser.

Dyk yderligere ned i tallene her.

 

  • Oprettet den .

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


Få nyheder om vores arbejde, aktiviteter og events direkte i indbakken.

Mød os

Rysensteensgade 3
København V, 1564
Danmark

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


© Globalt Fokus