Skip to main content

              

På kanten af gældskriser verden over står FN-processen om udviklingsfinansiering i stampe

Globalt Fokus deltog i det fjerde Financing for Development Forum i New York henover påsken. Endnu en gang samledes verdenssamfundet for at diskutere, hvordan udviklingslandenes økonomiske fremgang sikres og finansiering til verdensmålene nås. Men som en sky over ugens diskussioner lurede den potentielle trussel om gældskriser og en recession i verdensøkonomien, der kan afspore hele 2030-dagsordenen. Et afgørende spørgsmål fremstår stadig ubesvaret: hvor skal finansieringen til verdensmålene komme fra?

Af Astrid Alexandersen, politisk rådgiver

Forårets komme er i de multilaterale organisationer lig med en status på verdensøkonomien. De såkaldte forårsmøder i IMF og Verdensbanken i Washington DC tager årligt temperaturen på, hvordan det går i den globale økonomi, og giver indikationer på, hvilke udfordringer verdenssamfundet skal sætte fokus på. Siden 2016 er forårsmøderne blevet efterfulgt af mere diskussion om økonomi, nemlig udviklingslandenes økonomiske udvikling, i New York til FN’s Financing for Development (FfD) Forum. Globalt Fokus deltog i dette års forum, der som det fjerde i rækken skulle følge op på løfterne fra den store Addis Abeba konference i 2015 om at skaffe udviklingsfinansiering til at opnå verdensmålene.

Udfordringen om at skaffe den nødvendige finansiering til at nå verdensmålene i år 2030 stod pinefuldt klart på årets forum. ”Gør vi nok? Svaret på det spørgsmål er tydeligvis "nej” åbnede præsidenten for FN’s Generalforsamling, María Fernanda Espinosa, forummet med at slå fast. Generalsekretær António Guterres stemte i og understregede vigtigheden af år 2019, hvor verdenssamfundet skal tage status på implementeringen af både verdensmålene, klimaforhandlingerne samt FfD-processen. Samtidig fremhævede han, at bekymrende udsving i økonomien kan komplicere opnåelsen af verdensmålene yderligere – en bekymring, der kom til at præge ugens diskussioner.

En gældskrise under opsejling

Under topmødet i Addis Abeba tilbage i 2015 forblev et par store knaster i verdenssamfundets svar på at finansiere udvikling ubesvarede. Særligt gjaldt dette diskussioner om at få et internationalt skatteagentur under FN vedtaget til at håndtere skatteunddragelse og andre former for illegal kapitaltransaktion – et ønske, der ellers blev hårdt presset på for fra udviklingslandenes side. Det anslås, at regeringer hvert år mister omkring 500 milliarder dollars blot ved multinationale virksomheders skatteunddragelse; et beløb, der hvert år kunne bruges til at bringe os tættere på opnåelsen af verdensmålene. Der blev atter danset rundt om denne diskussion på årets forum uden nogen tegn på, at et inkluderende transnationalt samarbejde på skattedagsordenen er i syne.

Et andet udestående, der blev særlig aktuelt på årets FfD Forum, er den internationale finansielle arkitekturs manglende mekanisme til at håndtere og forebygge gældskriser. Op til mødet i New York udgav en task force af agenturer under FN, Verdensbanken og IMF en tyk rapport om status på de forskellige elementer  af FfD-dagsordenen – rapporten pegede blandt andet på bekymringen omkring en bølge af gældskriser verden over. 40% af lavindkomstlandene har seriøse gældsudfordringer. Også i rigere lande skyder både privat og offentlig gæld i vejret. En række små udviklings-østater, særligt i Caribien, kæmper med gældsudfordringer i kølvandet på klimakatastrofer såsom tropiske storme, der jævnligt forårsager så omfattende ødelæggelser, at østaterne må ty til højtforrentede lån for at få den nødvendige kapital til genopbygning af deres samfund.

Disse dystre tendenser lå som et bagtæppe til diskussionerne under årets FfD Forum, desværre uden at nye, reelle løsninger kom på bordet. Udmeldinger fra IMF til det forudgående forårsmøde i Washington satte ellers på spidsen, hvilken graverende situation verden kan være på vej imod. En civilsamfundsrepræsentant betegnede forårsmøderne som ”den mest skræmmende konference nogensinde” med reference til ikke blot de negative tendenser omkring gæld, men også at flere af de krisetegn, der prægede verdensøkonomien inden finanskrisen i 2008, er begyndt at dukke op igen.

Fra billions to trillions – er ’blended finance’ vejen til at mobilisere pengene?

En anden central del af FfD-agendaen handler om at mobilisere udviklingsbistand. Her blev de rige landes løfte om at give 0,7% af BNI i udviklingsbistand atter gjort til skamme, særligt set i lyset af den nylige offentliggørelse af OECD’s præliminære data om status på den internationale udviklingsbistand i 2018. Ikke opmuntrende afslørede OECD-tallene et dyk i global bistand i forhold til året før, hvor særligt de fattigste lande og afrikanske lande syd for Sahara holder hårdest for.

Dette til trods fokuserede FfD Forummet særligt på perspektiverne indenfor det, der populært kaldes blended finance – altså mulighederne for at katalysere private penge og investeringer til udvikling gennem brug af offentlige midler via en form for de-risking strategy. Flere lande – herunder Sverige, Japan, Holland og ikke mindst Danmark – talte om vigtigheden af officiel udviklingsbistand, men at midlerne aldrig alene vil bringe os i havn med verdensmålene. Souschef på den danske FN Mission i New York, Peter Lehmann Nielsen, nævnte i Danmarks officielle indlæg SDG Fonden som et eksempel på det danske arbejde med at mobilisere flere midler i samarbejde med den private sektor.

De gode intentioner til trods er der dog udfordringer ved tilgangen. Særligt i de fattigste lande er det vanskeligt at tiltrække private virksomheder og investorer til de projekter, man ønsker at fremme ved at blande offentlige og private penge. Også i bestemte sektorer såsom uddannelse og sundhed står det klart, at de offentlige udviklingsmidler er helt afgørende.

Nye analyser fra blandt andet den britiske organisation ODI viser, at for hver offentligt investeret dollar i blended finance projekter, mobiliseres blot 75 cent i private midler. I de fattigste lande er dette tal helt nede på 37 cent. Forestillingen om, at blended finance skal bringe os fra billions to trillions i arbejdet mod at finansiere verdensmålene er derfor højst urealistisk. En anden ny rapport viser på samme vis, at blended finance er meget langt fra at kunne lukke det såkaldte SDG financing gap. Stemmer i civilsamfundet rejste derfor flere gange under forummet deres bekymring ved, at den dyrebare udviklingsbistand – der i forvejen er under pres – bruges på at give tilskud til private aktørers investeringer.

Behov for nye ideer og handling frem mod september

Da mødet lukkede torsdag hen mod aften vedtog FN’s medlemslande et slutdokument fra årets FfD Forum. Slutdokumentet genbekræfter erklæringerne fra Addis Abeba og tidligere års FfD Forummer, men er desværre ikke synderlig ambitiøst i forhold til at give det fornødne skub mod at speede processen op og finde nye løsninger på eksempelvis gælds- og skatteudfordringerne.

Et nyt tiltag fik dog en del opmærksomhed på årets forum – det, der betegnes som integrated national financing frameworks. Ideen med at lave sådanne nationale strategier om finansiering er at komplementere landenes strategier for at nå verdensmålene. Tiltaget bakkes især varmt op af EU, der ønsker at sikre mere konkrete tiltag omkring finansieringsdagsordenen nationalt og arbejde for en strømlining med udviklingsstrategierne. Ideen bryder dog med FfD-processens oprindelige DNA om at adressere de systemiske og tværnationale udfordringer i den globale økonomi og risikerer derfor at efterlade udviklingslandene med et pres for at udvikle nationale strategier uden egentlig at have det fornødne handlerum til at håndtere finansieringsproblemerne. 

Årets slutdokument fra FfD Forum peger henimod den såkaldte High-Level Dialogue om Financing for Development, der vil finde sted i forbindelse med årets generalforsamling i FN. I de mellemliggende måneder vil der foregå en diskussion om, hvordan denne dialog skal udformes, og hvordan FfD-processen tages videre og kædes bedre sammen med både SDG-processen og klimaforhandlingerne i FN-regi.

Det er tydeligt, at ambitionsniveauet må hæves og nye tiltag tages i brug, ellers risikerer 2030-agendaen at køre af sporet allerede inden, at toget for alvor er kommet op i gear. Finansiering er forudsætningen for at opnå verdensmålene, stoppe klimaforandringerne og beskytte menneskerettigheder. EU bør her være en helt central aktør, der påtager sig en ledende rolle og arbejder målrettet for at finde løsningerne. Danmark bør derfor naturligvis også skubbe på internt i gruppen af EU-lande for at sikre et hævet ambitionsniveau på en række af disse presserende spørgsmål.

Blandt gruppen af civilsamfundsorganisationer var der under FfD Forum en udbredt fatigue over en proces, der er begyndt at lyde en smule som en plade, der er gået i hak. Til forummets afsluttende generaldebat fremhævede CSO-FfD koalitionen derfor behovet for, at landene tager ansvaret for at adressere de strukturelle udfordringer seriøst og til at lade handling følge ord. CSO-kredsen kom afsluttende med en opsang til FN’s medlemslande: ”Far from making progress, this empty exercise in rhetoric barely even makes sense. We reject the cynical actions by countries professing to continue to believe in multilateralism, then blocking progress on multilateral solutions such as a global debt workout mechanism or a UN intergovernmental tax commission. It is time for Member States who claim to still support multilateralism to start moving forward.”

Du kan læse hele Danmarks indlæg til FfD Forum her.

Du kan læse EU's indlæg til FfD Forum her.

Du kan læse slutdokumentet fra årets FfD Forum her.

 

DK statementv1

Danmarks udtalelse til debatten. Foto: Astrid Alexandersen

  • Oprettet den .

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


Få nyheder om vores arbejde, aktiviteter og events direkte i indbakken.

Mød os

Rysensteensgade 3
København V, 1564
Danmark

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


© Globalt Fokus