Valget til Europa-Parlamentet til juni finder sted midt i en stormfuld debat om klimaambitioner eller mangel på samme, afhængigt af øjnene, der ser. Det har mobiliseret flere dele af befolkningen til at engagere sig i den politiske debat – og på gaden. Både dem, der kræver hurtigere handling og større ambitioner, og dem, der allerede nu synes, den grønne omstilling er gået for vidt og forringer deres levegrundlag. Men hvordan forholder de danske kandidater til Europa-Parlamentsvalget sig til aktivisme og de folkelige protester i Europa for og imod klimahandling?
Kom med til valgdebat den 27. maj kl. 16-17 om de folkelige protester i Europa fra et demokratisk og klimapolitisk perspektiv!
Som reaktion på klimaaktivismen er der i flere europæiske lande blevet slået ned på klima- og miljøaktivister. Unge tyskere fra Letzte Generation-bevægelsen oplevede eksempelvis sidste år ransagninger af deres hjem, som reaktion på deres blokering af gader og afbrydelse af events for at kræve øjeblikkelig klimahandling. Men også i Danmark er der flere eksempler på øget kriminalisering af aktivister, der går på gaden for at kræve klimahandling.
Til valgdebatten spørger vi derfor de de danske EU-parlamentarikere, hvad de vil gøre for at sikre beskyttelsen af europæiske befolkningers demokratiske rettigheder, og hvordan de som parlamentarikere forholder sig til de krav, der udspringer af de folkelige protester.
Valgdebatten er arrangeret i samarbejde med Nyt Europa og finder sted i Globalt Fokus' gård på Rysensteensgade 3 i København.
EP-kandidater:
Kira Marie Peter-Hansen, SF (find information om kandidaten her)
Torsten Laksafoss Holbek, Venstre (find information om kandidaten her)
Reinout Bosch, Enhedslisten (find information om kandidaten her)
Petar Socevic, Alternativet (find information om kandidaten her)