Et efterår fyldt med nyt – Vi lancerer nyt CSO-forløb, søger nye kollegaer, giver indspark til de nye modaliteter og har mere nyt endnu.

-  

logo

Et efterår fyldt med nyt

– Vi lancerer nyt CSO-forløb, søger nye kollegaer, giver indspark til de nye modaliteter og har mere nyt endnu.

banner


 


Globalt Fokus' nyhedsbrev september 2016

Globalt Fokus' nyhedsbrev udkommer én gang om måneden. Her kan vores medlemmer og andre interesserede læse lidt om vores arbejde og hvad der rører sig i civilsamfundet, samt finde spændende arrangementer afholdt af os selv eller andre.

Bemærk: Denne mail kan ikke besvares. Har du spørgsmål eller kommentarer til nyhedsbrevet, er du velkommen til at kontakte webredaktør og kommunikationsassistent Sofia A. Hansen på sah@globaltfokus.dk.

 
 

Globalt Fokus spørger: Hvornår stopper Danmark med at modtage mest af udviklingsbistanden?



Danmark er reelt den største modtager af egen udviklingsbistand, men det går imod regeringens ambition i udviklingsstrategien, hvor der bl.a. står, at man skal fokusere mest på fattige lande. Sådan skriver vores forperson Laust Leth Gregersen i et debatindlæg bragt i Altinget.

I udkastet til regeringens nye udviklingspolitiske strategi kan man læse, hvordan dansk udviklingsbistand fremover skal gå til lande i tre kategorier: fattige og skrøbelige lande, fattige og stabile lande samt transitions- og vækstøkonomier. Den finansielle tyngde skal ligge i de to første, står der klart og tydeligt. Det må man jo tage for pålydende, men når denne målsætning holdes op mod finanslovsudspillet for 2017, er der meget langt fra ord til handling. Reelt forsvinder mere end hver sjette krone ud af bistandsbudgettet og ender et sted, som slet ikke nævnes i strategien – Danmark selv.

Danmark er langt den største modtager af dansk udviklingsbistand. Danmark har ellers i årtier været et foregangsland på netop bistand. Vores høje bistandsprocent har hjulpet vores anseelse i verden samt vores handelsmuligheder i en ny verdensorden, hvor tidligere bistandsmodtagere i stigende grad bliver handelspartnere. Men Danmarks anseelse er nu under pres. Vi bliver i stigende grad set på som dem med de kreative bistandsoptællingsmetoder.

Læs indlægget i sin helhed her.

 
 

IMPACT INVESTERING – Risiko eller mulighed for danske civilsamfundsorganisationer?



Er ’impact investments’ blot øget konkurrence om de pressede bistandsbudgetter, eller udgør de en mulighed for ny, innovativ finansiering og effekt for danske civilsamfundsorganisationer?
 
Som en del af vores CSO Futures, Innovation & Partnership Programme, inviterer Globalt Fokus dig til at deltage i et forløb på tre sessioner, hvor vi – som et led i at udforske
organisationernes (fremtidige) forretningsmodeller –  vil sætte fokus på én af dem: ’impact investments’. Her vil vi, i samarbejde med Mandag Morgen Sustainia, udforske de risici og muligheder denne mega-trend udgør for din organisation. Hvordan reagerer organisationerne på denne mega-trend? Er der plads til civilsamfundsorganisationer i ’impact investments’-feltet? Og kan dette være et redskab til at innovere den måde, din organisation arbejder på?

Programmet består af tre halvdags-sessioner. De første to sessioner vil se nærmere på ’impact investments’ og kaste lys over, hvad begrebet betyder, og hvorfor det er relevant for danske organisationer. I den tredje session vil vi med afsæt i et af dine nuværende konkrete projekter analysere din organisations strategiske mulighed for at bruge ’impact investments’ som strategisk redskab. Hver session vil bestå af både interne og eksterne input med viden om ’impact investments’. Når deltagerne har opnået en generel forståelse af trenden, vil vi introducere øvelser, der relaterer det til din egen organisatoriske kontekst.

Læs mere om forløbet og tilmeld dig her.

 
 

Nytænkning af samarbejdet mellem NGO’er og Danida

I mange år har danske civilsamfundsorganisationer (pt. 17 forskellige organisationer) haft langsigtede, flerårige og fleksible aftaler med Danida. Det har vist sig at have en rigtig god virkning på organisationernes påvirkningsevne ude i verden. Disse aftaler lægger regeringen nu op til en ændring af.
 
I udkastet til finansloven for 2017 står der, at ’de eksisterende rammeaftaler vil blive udfaset ved udgangen af 2017.’ I stedet vil ministeriet lave ’partnerskabsaftaler’ med en række organisationer, der skal ’styrke sammenfaldet mellem organisationernes aktiviteter og danske udviklingspolitiske prioriteter’.
 
Globalt Fokus og vores medlemmer indleder nu en dialog med ministeriet i håbet om, at vi kan holde fast i mange af de gode ting, de nuværende rammeaftaler har indeholdt, samtidigt med at vi tænker nyt omkring, hvordan det fremtidige samarbejde skal fungere. Vi håber på en proces med klart definerede, fagligt funderede kriterier for de fremtidige aftaler, at vi sikrer forudsigeligheden i dansk bistand, og at fleksibiliteten i bistanden opretholdes.

Kort sagt, at vi formår at holde fast i det, der har fungeret godt i det eksisterende system – samtidig med at vi tænker nyt. Globalt Fokus ser frem til dialogen med ministeriet og er klar til at sikre vigtigheden af civilsamfundet i dansk bistand i fremtiden.

Læs mere her.

 
 

Globalt Fokus søger ny sekretariatschef og ny verdensmåls-medarbejder

Vi søger i øjeblikket to nye kolleager – dels en visionær leder, der brænder for at stå i spidsen for Globalt Fokus, og dels en medarbejder, der vil være drivkraften bag vores arbejde med FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling.

Vores nye sekretariatschef skal formå at navigere i et foranderligt felt, og stå i spidsen for en stærk og relevant platform for de danske udviklingsorganisationer.

Verdensmålsmedarbejderen vil få ansvaret for Globalt Fokus’ arbejde med FN's verdensmål for bæredygtig udvikling, både politisk, organisatorisk og ift. alliancer med partnere indenfor og udenfor det danske udviklingsmiljø. Medarbejderens arbejdsopgaver vil primært være at bidrage til verdensmålenes implementering, både i Danmark, i EU og globalt.

Lyder disse opgaver og ansvarsområder som noget for dig eller én du kender? Læs mere om de to stillinger, send dem gerne videre til relevante kontakter, og tøv ikke med at kontakte konst. sekreratiatsleder Katrine Ohm Dietrich (kd@globaltfokus.dk) med evt. spørgsmål.

Find stillingsopslaget for sekretariatschefen her.

Find stillingsopslaget for verdensmålsmedarbejderen her.


 

FN-topmøde satte fokus på flygtninge og migration

Verdens mange flygtninge og migranter var i fokus, da FN i sidste uge afholdt sin 71. generalforsamling i New York. Generalforsamlingen indledtes tirsdag d. 19. september med et topmøde, der adresserede de store strømninger af flygtninge og migranter. Formålet var at få verdens lande til at gå sammen om en mere human og koordineret international tilgang til flygtningeudfordringerne. Mødet udgjorde således en historisk mulighed for skabe et mere ansvarligt og forudsigeligt system for flygtningemodtagelse og -fordeling.
 
Under topmødet vedtog verdens ledere, herunder statsminister Lars Løkke Rasmussen, den såkaldte New York-erklæring om forpligtelser i forhold til flygtninge og migranter. Aftalepapiret udtrykker verdensledernes vilje til at beskytte flygtninges og migranters rettigheder, og forpligter verdenslederne på bl.a. på at udvikle retningslinjer for behandlingen af flygtninge, der befinder sig i særligt sårbare situationer, og på at sikre en mere ligelig fordeling af ansvaret for verdens flygtninge ved at involvere sig i en international forhandlingsproces, der vil løbe frem til 2018, hvor målet er, at der skal vedtages to globale aftaler om hhv. flygtninge og migration.

 
 

Næste Pulje-deadline lige rundt om hjørnet



Sidder du med en lys idé til, hvordan din organisation kan styrke sin kapacitet i arbejdet med det Globale Syd? Så er det ved at være sidste udkald for at søge vores Pulje til støtte af kapacitetsudviklingsinitiativer i denne omgang, der har ansøgningsfrist d. 20 oktober. Du kan også lige akkurat nå at gå ind på vores Puljebørs og slutte dig til et initiativ, som allerede er under forberedelse.

Vores vikarierende puljerådgiver Marianne Bo Paludan er i fuld gang med at rådgive ansøgere om retningslinjer og læringsmetoder. Marianne vil med glæde høre fra alle, der overvejer at søge puljen, og kan kontaktes på tlf.: 2171 4898 eller mail: mbp@globaltfokus.dk.

 
 

Kommende arrangementer:

--
www.globaltfokus.dk | Følg os på Facebook | Følg os på Twitter
--
Powered by AcyMailing