Analyse: COP29 var en fiasko, men civilsamfundets stærke og vedholdende mobilisering for klimaretfærdighed er ikke til at tage fejl af 

I Baku fik verden et nyt, uambitiøst klimafinansieringsmål i form af en langsigtet, men uforpligtende aftale om et beløb, der ikke kommer i nærheden af at dække finansieringsbehovene. Rettigheder og konventioner var også under pres i COP-forhandlingerne i år, og man missede unikke muligheder for at styrke og beskytte særligt udsatte grupper.

COP29 startede og sluttede med hammerslag, der faldt så hurtigt og uventet, at man næsten ikke kunne nå at registrere det med øjnene. På åbningsdagen faldt hammeren over Parisaftalens Artikel 6 - reglerne for handel med CO2-kreditter - som ellers har været til forhandling siden 2015. Det er et kompliceret og kontroversielt regelsæt, fordi det giver mulighed for, at stater og virksomheder kan købe andres CO2-reduktioner, ofte desværre i stedet for at øge deres egne ambitioner. Den endelige aftale åbner nu en ladeport for projekter, der i klimaets navn kan gøre indhug i land og naturressourcer, der i forvejen tilhører oprindelige folk eller lokalbefolkninger. 

Chokket var stort blandt civilsamfundsobservatører og oprindelige folk. Men chokket var om muligt større, da hammeren faldt på COP'ens sidste nat over aftalen om et nyt klimafinansieringsmål - NCQG. COP'en var på det tidspunkt godt et døgn forsinket, og aftalen om NCQG var blevet forhandlet og forhalet igennem tre år. Men pludselig ændrede tempoet sig drastisk. Det aserbajdsjanske formandskab annoncerede dagsordenspunktet, erklærede aftalen for vedtaget, og uden videre startede klapsalverne i plenarsalen i Baku. Først bagefter kom udviklingslandene til orde med deres sønderlemmende kritik af resultatet og processen, men ingen af dem krævede en formel tilbagerulning af beslutningen. 

Sådan gik det til, at verden fik et nyt klimafinansieringsmål i form af en langsigtet, men uforpligtende aftale om et beløb, der ikke kommer i nærheden af at dække finansieringsbehovene til reduktioner, klimatilpasning og klimaskabte tab og skader i det globale syd. 

Et klimafinansieringssammenskudsgilde 

Konkret består aftalen i, at der skal skaffes 300 mia. USD til klimafinansiering fra 2035. Det er under en tredjedel af det mål, som vi som NGO'er kæmpede for, på minimum 1.000 mia. USD, og dertil kommer, at pengene ikke kun er offentlige midler, men også private investeringer og lån. 

Samtidig er donorbasen - som var et af de helt store spørgsmål i forhandlingerne - udvidet, så også finansiering fra fx Kina vil tælle med. De rige lande opfordres blot til at 'gå forrest'. Oveni de 300 mia. USD opfordrer aftalen til yderligere at skaffe 1.300 mia. USD fra 2035, men det er blot en opfordring, og også her kan pengene findes i alle typer af bidrag og investeringer. 

I det nye mål er der ingen såkaldt kerne af offentlige midler, som det globale syd ellers har presset på for, og som man godt med rimelighed kunne have forventet. Det kan betyde, at de rige lande, herunder Danmark, vil stå endnu mere fast på, at udviklingsbistanden nu skal bruges som katalysator for private klimainvesteringer i det globale syd. 

Overordnet set har målet altså ingen forpligtelser, og alt kan tælles med, som det står nu. Det nye mål har på den måde form af et sammenskudsgilde, hvor alle bestemmer, hvilken ret de bringer til bordet - men også om de overhovedet medbringer noget. Det civilsamfundet bad om, var en klar og tydelig menu. Det vil derfor være centralt i civilsamfundets videre arbejde for klimaretfærdighed at stå fast på, at de nye klimapenge skal være additionelle til udviklingsbistand, at der arbejdes hurtigt på at finde globale 'forureneren betaler'-løsninger, og at det 'roadmap', som skal udvikles frem mod COP30, bliver tydeligt om, hvad der tæller med i det nye mål, og hvad der ikke gør. Med Danmark i EU-formandskabets stol til COP30, og med en ny udviklingspolitisk strategi i horisonten, har vi det danske civilsamfund nu en særlig vigtig opgave med at få sat en klar dagsorden. 

Klimafinansieringsmål nævner ikke rettigheder med et ord 

Størrelsen på det nye klimafinansieringsmål var uden tvivl det vigtigste spørgsmål på COP29. Men kvaliteten af klimafinansieringen er afgørende for, hvem pengene tilgodeser, og hvilke befolkningsgrupper der beskyttes i klimahandling. Også her blev COP29 en fiasko - det nye klimafinansieringsmål nævner ikke rettigheder med et ord, men har i stedet en paragraf, der blot tilskynder parterne til at inkludere og tilgodese de sårbare grupper, hvis rettigheder egentlig skulle have været beskyttet - herunder kvinder og piger, børn, mennesker med handicap, oprindelige folk, lokalsamfund, migranter og flygtninge. 

Rettigheder og konventioner var generelt under pres i forhandlingerne i år, og det var nedslående at se, at man igen brugte klimaforhandlingerne til at genforhandle eksisterende forpligtelser, i stedet for at bruge forhandlingerne som afsæt for at styrke dem. 

Helt frem til det sidste døgn var det således også uklart, om det ville lykkes at forlænge det ligestillingsprogram - Lima Work Programme - som ellers ville udløbe med udgangen af 2024. Det lykkedes, men resultatet er langt fra tilfredsstillende. Man havde her en unik mulighed for eksempelvis at sikre beskyttelse af kvindelige miljøretsforkæmpere som del af klimaindsatser, men den mulighed gik tabt, sammen med styrket sprog om intersektionalitet og inklusion. Frem mod COP30 skal der laves en ny ligestillingshandlingsplan, og her er der trods alt en mulighed for at styrke og udvide forpligtelserne, men udgangspunktet er svagt. 

Vi havde også håbet, at dette ville blive børnenes klimatopmøde. På UNFCCC's Bonn-møde i juni var der en heldags ekspertdialog, som for første gang nogensinde dedikerede tid til, at landene under klimakonventionen kunne udveksle viden om, hvordan klimakrisen påvirker børn. Denne viden skulle danne grundlag for en styrkelse af børns rettigheder på tværs af aftalerne til COP29. Men også her svigtede klimatopmødet, og særligt klimafinansieringsmålets lave ambitionsniveau er et kæmpe tilbageskridt for børn og deres familier verden over. Børn modtager i dag blot 2,4% af al klimafinansiering, på trods af at de udgør 1/3 af verdens befolkning. 

Svært at se klimaretfærdigheden skinne igennem på COP29 

Klimatopmødet foregik for tredje gang i træk i et autoritært regime, og det satte også sine spor. Det er altid svært at afgøre, hvor mange civilsamfundsaktører der undlod at deltage, men denne gang var det igen nemt at se, hvilke barrierer der var for deltagelse, især for miljøforkæmpere fra det globale syd, eller fra lande der ikke selv beskytter dem, og derfor med god grund er forbeholdne overfor at tilbringe to uger i et land uden retssikkerhed, ytrings- og forsamlingsfrihed. Hotelpriserne var ubetaleligt høje, nogle fik afvist deres visumansøgning trods FN-akkreditering, og der var overvågning i de lokaler og gange, hvor forhandlingerne fandt sted. 

På et bagtæppe af dårlige aftaler og et indskrænket råderum, var det svært at se klimaretfærdigheden skinne igennem på COP29. Alligevel er der lys gennem sprækkerne, når man ser på den stærke og vedholdende mobilisering af det globale civilsamfund på topmødet. Trods nye og skrappere restriktioner af mulighederne for protest og forsamling inde i forhandlingsområdet - de få store demonstrationer, der blev arrangeret, var for eksempel pålagt at foregå i tavshed - var der dagligt mange stærke og synlige aktioner. 

Som forhandlingerne spidsede til og foregik bag mere og mere lukkede døre, samledes civilsamfundet til stormøder, hvor der blev truffet agile og slagkraftige beslutninger om, hvordan man bedst kunne opnå indflydelse på den endelige aftale. Som observatører uden mulighed for at observere, brugte vi i stedet vores fysiske tilstedeværelse til at stå udenfor plenarsalen og råbe slagord, til vi nærmest blev hæse og svimle, og på andre måder bidrage til at lægge et maksimalt pres på alle lande, for at de i sidste ende ville stå fast på en ambitiøs og rettighedsbaseret aftale. 

Selvom det ikke lykkedes på COP29, gælder det nu om at bruge det stærke globale civilsamfundssamarbejde til at presse på for klimaretfærdighed frem mod næste COP - men også ved Den Internationale Domstol i Haag, til Finance for Development-konferencen i Spanien, i den globale task force for solidarisk beskatning, i Tab og Skader-fonden og i alle de andre politiske fora, hvor spørgsmålet om klimaretfærdighed ikke længere kan ignoreres.