Skip to main content

              

Civilsamfundets stemme skal høres hele vejen til Bruxelles

Mens hele verdens øjne var fæstnet mod det amerikanske valg i starten af november, tog Globalt Fokus og Nyt Europa 30 civilsamfundsaktører med til EU's hjerte, Bruxelles. I en tid hvor fundamentale rettigheder i stigende grad er under pres på tværs af unionen, var budskabet fra EU klart: Civilsamfundet skal bruge sin stemme til at råbe så højt, at det også høres i Bruxelles. 

I november afholdt Fundamental Rights Initiative (FRi) en 3-dages studietur til Bruxelles for 30 civilsamfundsaktører fra både etablerede organisationer, foreninger og aktivistgrupper med hovedformålet at lære mere om den politiske dagsorden på rettighedsområdet i EU, og hvordan det danske civilsamfund kan bruge EU's mange institutioner og agenturer i deres arbejde for en mere retfærdig verden. FRi er et samarbejde mellem Globalt Fokus og Nyt Europa, der har til formål at sætte fokus på rettigheder i en dansk og europæisk kontekst gennem netværksbygning, kapacitetsudvikling, politisk interessevaretagelse, monitorering og FRi Puljen

På programmet for turen var et besøg i Europa-Parlamentet, hos den afgående kommissær for retlige anliggender Didier Reynders, i kommissionens Rule of Law kontor, hos European Economic and Social Committee og European Civic Forum. Vi lagde også vejen forbi den danske repræsentation til EU, hos FN's Befolkningsfond i EU (UNFPA) og hos European Network Against Racism. De tre travle dage bød også på gode muligheder for peer-to-peer læring, hvor de danske organisationer, foreninger og aktivister blev klogere på og lærte fra hinandens arbejde. 

Dansk selvforståelse er en hindring i rettighedskampen 

Studieturen lagde ud med oplæg fra tidligere direktør for EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder og danske Institut for Menneskerettigheder, Morten Kjaerum, der udfordrede den danske selvforståelse som menneskerettighedsforegangsland og berettede om, hvordan den i hans arbejde har været til hinder for handling på rettighedsområdet. Med afsæt i evidensbaseret rettighedsarbejde forklarede Morten Kjaerum, hvordan arbejdet med data afslører uoverensstemmelser mellem de fleste danskeres selvforståelse, og hvad dataen egentligt viser på områder såsom vold mod kvinder, samt hvorfor det er vigtigt, at vi tager fat i denne diskrepans for at skabe reelle forandringer. 

Netop den evidensbaserede tilgang og behovet for monitorering af rettighedskrænkelser var også i fokus ved både besøget hos den tidligere kommissær Didier Reynders og hos Kommissionens Rule of Law kontor, hvor civilsamfundets nøglerolle i at overvåge og holde medlemslandene ansvarlige for rettighedskrænkelser og brud på retsstatsprincippet blev fremhævet. 

Nøglerolle for dansk civilsamfund i det danske eu-formandskab 

Hos den danske repræsentation til EU blev vigtigheden af Danmarks kommende EU-formandskab fremhævet. Formandskabet indebærer, at Danmark i andet halvår af 2025 vil have ansvaret for at sætte dagsordenen for Ministerrådet, og det er dermed en unik mulighed for at sætte vigtige emner på den europæiske dagsorden samt facilitere dialog og samarbejde i en vigtig tid for det europæiske samarbejde. Til mødet blev civilsamfundet på det stærkeste opfordret til at kræve en aktiv rolle og bruge formandskabet som en platform til at fremme vigtige dagsordener. 

Hos både European Economic and Social Committee, European Civic Forum og European Network Against Racism blev de alvorlige trusler mod civilsamfundet i Europa fremhævet, og deltagerne blev endnu en gang opfordret til at bruge vores stemme og huske EU i vores interessevaretagelse. 

Efter tre dages intensiv læring om EU stod et budskab soleklart tilbage: Kampen for fundamentale rettigheder kan ikke vindes uden et stærkt, samarbejdende og aktivt civilsamfund. 

Studieturen har derudover skabt et større samarbejdsgrundlag for civilsamfundet i Danmark for at fremme rettigheder, særligt gennem EU-mekanismer. Vi glæder os derfor til nu at dykke ned i disse mekanismer, såsom Fundamental Rights Agency og den årlige indrapportering til EU's Rule of Law rapport, sammen med aktørerne på turen og andre interesserede. 

Vil du følge med i FRis arbejde, så tilmeld dig vores nyhedsmail her.

 

  • Created on .
Sign up for our newsletter

Get news about our work, activities, and events in your inbox (In danish).

Meet us

Rysensteensgade 3
Copenhagen, 1564
Denmark

This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.


© Global Focus