
Globalt Fokus monitorerer de globale nedskæringer i udviklingsbistand
De seneste måneder i international politik går over i historien som særligt afgørende for den globale verdensorden, vi så længe har været vant til. Det foregår i et hastigt tempo og mens Danmark er godt på vej ind i det diplomatiske superår. At USAID’s store nedskæringer på udviklingsbistand og humanitær hjælp, samt flere europæiske regeringers beslutninger om det samme, har enorme konsekvenser på både lang og kort sigt, ved vi nu kun alt for godt. Hos Globalt Fokus monitorerer vi disse udviklinger tæt .
Lige nu og her har de globale nedskæringer i udviklingsmidler konsekvenser for titusindvis og atter titusindvis mennesker. På den lidt længere bane er det årtiers arbejde for millioners menneskerettigheder, langsigtet bæredygtig udvikling med afsæt i Verdensmålene og indsatser for fredsskabelse, der risikerer at smuldre.
Mangler stadig fuldt overblik
Næsten tre måneders efter Trumps beslutning er medier, analytiker og udviklingseksperter stadig i gang med at danne sig overblik, men for nuværende viser tallene, at beslutningen indebærer, at 86% af programmerne under USAID bliver opsagt, hvilket svarer til $7.5 milliarder i støtte. Derudover har den amerikanske regering planer om at indlemme de dele af USAID, der er i overensstemmelse med amerikanske interesser under det amerikanske udenrigsministerium og dermed afskaffe USAID som uafhængigt agentur. I Globalt Fokus monitorerer vi denne udvikling samt udviklingen i Europa, hvor flere regeringschefer i blandt andet Storbritannien, Frankrig og Belgien også har varslet nedskæringer i udviklingsbistanden.
Nordisk vidensdeling
Udover at monitorer situationen tæt, har vi hos Globalt Fokus hele tiden fokus på, hvordan vi aktiverer vores netværk og koordinere fælles indsatser, der modarbejder de globale nedskæringer og forstærker civilsamfundsalliancer. Netop derfor skød vi denne uge i gang med at afholde et webinar sammen med de nordiske søstre organisationer, Concord Sweden, Fingo fra Finland og ForUM fra Norge. På få dage havde mere end 100 tilmeldt sig og sat dermed vores zoom konto på en prøve. Under webinaret udvekslede deltagerne data, viden og analyser om de seneste tendenser og udviklinger i de nordiske lande, hvilken politisk retorik de nordiske regeringer bruger og hvordan den folkelige opbakning ser ud i de forskellige lande. Vi diskuterede, hvordan vi kan koordinere og stå i fælles front i at forsvare de nordiske lande position som frontløbere i udviklingssamarbejde.
Store normative konsekvenser
I tillæg til den akutte humanitære nødhjælp og de langsigtede strategiske udviklingsprojekter, der nu stoppes, er det også indsatsen for rettigheder og udsatte grupper, det går udover. De massive nedskæringer efterlader et vaklende økosystem af humanitære leverandører, implementerende udviklingspartnere og ikke mindst rettighedsfortalere og -vagthunde.
Samtidig står tusinder af rettighedsforkæmpere, der ofte med livet som indsats har stået på mål for demokrati og menneskerettigheder, nu endnu mere alene uden hverken økonomisk støtte eller solidarisk opbakning. Det samme gælder bærende menneskerettighedssystemer som OHCHR og FN-procedurer som særlige rapportører for bl.a. oprindelige folk. Også dét er vi hos Globalt Fokus ved at få et overblik over bl.a. gennem netværket for rapid response mekanismer Building Responses Together. Efter påske inviteres medlemmer desuden til et webinar, hvor vi dykker ned i de normative konsekvenser, nedskæringerne bringer med sig.
For det er også under de rammer, civilsamfundet arbejder. Og i en tiltagende kompleks verden spiller civilsamfundsorganisationer en afgørende rolle i at udvikle og opretholde bæredygtige, retfærdige og fredelige samfund. Det skriver Kvinderådet om i Global Nyt, der sammen med en solid dansk delegation for nyligt er vendt hjem fra FN’s kvindekommission i New York. Det var stærkt at følge en bred civilsamfundsdeltagelse dér. For i en tid, hvor internationale alliancer - særligt med lande i det globale syd – og institutioner som EU og FN er afgørende, efterlader nedskæringer i udviklingsbistanden og støtten til civilsamfundsorganisationer lokalbefolkninger i stikken og de internationale aftaler særligt sårbare. Det risikerer at underminere donorer i det globale nords troværdighed som ansvarlige aktører med store konsekvenser både lokalt, regionalt og globalt.
Borgerdiplomati som stærkt supplement til politisk og økonomisk diplomati
At nødhjælp indstilles og udviklingsprojekter afvikles bidrager på ingen måde til at imødegå den mistillid eller sikkerhed. Tværtimod ved vi fra vores arbejde, at manglende adgang til både basale ydelser og grundlæggende rettigheder ofte er det, der driver væbnet konflikt og autoritære kræfter. Derfor er der også brug for at slå ring om de 0.7% - både principielt og praktisk – mens der tales oprustning og øgede forsvarsbudgetter frem mod den nye udviklingspolitiske strategi. Derfor har vi i samarbejde med medlemmer udarbejdetet høringssvar til strategien, der præsenterer en række anbefalinger til at styrke udviklingssamarbejdet, både som brobyggende, fredsskabende og strategisk udenrigspolitisk værktøj. Her står det bl.a. tydeligt, at Danmark skal holde fast i udviklingsbistanden formål om at bekæmpe fattigdom og styrke rettigheder og bæredygtig udvikling. Samtidig anbefaler vi regeringen at styrke borgerdiplomatiet i den nye udviklingspolitiske strategi. Borgerdiplomatiet er et stærkt supplement til politisk og økonomisk diplomati, fordi vi ved, at det er civilsamfundet og folkelige organisationer, der bidrager til den medmenneskelige forståelse, der er en vigtig ingrediens i bl.a. fredsopbyggende arbejde.
Hvis du vil holde dig opdateret i de seneste udviklinger i de globale tendenser og nedskæringer, kan du som medlem skrive dig op til vores Pol-info mail, der sendes hver uge. For at blive tilføjet til mailinglistem kan du skrive til Josefine Kingo Dissing:
- Oprettet den .