Center for civilsamfundsledelse
Ledelse i civilsamfundet har mange fællestræk med ledelse i andre sektorer men er på mange måder også unik, hvilket udspringer af civilsamfundets solidariske og dagsordenssættende natur. Vi har derfor udviklet en ledelsesfilosofi og uddannelsesforløb særligt tilpasset civilsamfundet, inspireret af nogle af de stærkeste teorier, metoder og værktøjer fra forskellige sektorer og folkelige bevægelser, som man har set, virker i praksis.
Hvad vi tilbyder
Ved Center for Civilsamfundsledelse tilbyder vi blandt andet en række lederuddannelsesforløb – fra forløb for dem som overvejer om de skal tage ledelsesvejen til dem som arbejder i senior ledelsesroller og i bestyrelser. Der ud over arbejder vi også med organisationer, der skal have hjælp til at løse opgaver inden for ledelses, organisations- og strategiudvikling.
Når vi taler om ledelse i civilsamfundsorganisationer, arbejder vi ofte med følgende gennemgående temaer:
- Som leder kan du skabe de bedste betingelser, der gør andre i stand til at opnå fælles mål
- Du kan omfavne lederrollen og træde i karakter, også når det er vanskeligt
- Du kan arbejde med at oversætte din organisations strategi til opgaver for dit team, på en inkluderende måde, så det bliver til praktisk handling, som alle bedre kan forstå
- Du kan agere i krydspresset mellem ledelsesniveauerne over dig, de medarbejdere du skal skabe resultater sammen med, evt. frivillige, samt eksterne interessenter
- Du kan bruge civilsamfundets formål og vision som pejlemærke for nogle af de valg, du skal træffe
Vores ledelsesfilosofi
- Ledelse handler først fremmest om at sætte retning og acceptere ansvaret for at skabe betingelser der gør andre i stand til at opnå fælles mål
- Ansvaret for andre kalder både på ydmyghed, bevidsthed og parathed til at acceptere sig selv som leder
- Ledelse på forskellige niveauer har både fællestræk men er også unikt forskellige
- At være klar og tydelig som leder, er at være ”venlig” og en væsentlig forudsætning for at mennesker trives og vokser
- Ledelse i civilsamfundet skal reflektere de forandringer man selv ønsker at skabe, hvilket kræver et særligt fokus på at distribuere magt og viden så andre kan varetage deres egne interesser
- Ledelse i civilsamfundet handler om at skabe store resultater med ofte meget begrænsede ressourcer – god ledelse er en X-faktor for at få det til at ske
- Ledelse skal primært læres på jobbet og ledelsestræning skal derfor være praksis nær
MØD UNDERVISERNE
MØD
UNDERVISERNE
Elmer Mortensen

Elmer Mortensen er Senior Ledelsesrådgiver samt projektleder for ledelsesuddannelserne i Center for Civilsamfundsledelse, Globalt Fokus. Elmer har hele sit professionelle arbejdsliv arbejdet fokuseret med ledelses- og organisationsudvikling, og han har haft ledende stillinger indenfor feltet i store danske-globale organisationer såsom Brødrene Hartmann, Ramboll Group og FLSmidth. Derudover har han arbejdet som ekstern konsulent indenfor samme område ved blandt andet Ramboll Management Consulting og Leadership Pipeline Institute. Elmer er uddannet historiker fra Københavns Universitet og i HR og Organisationsudvikling fra CBS.
Jesper Hildebrandt Brix

Jesper Hildebrandt Brix er Senior Ledelsesrådgiver samt koordinator for Center for Civilsamfundsledelse, Globalt Fokus. Jesper har lang erfaring med ledelse fra både den humanitære og private sektor i dansk og internationalt regi. Han har blandt andet tidligere arbejdet som ansvarlig for International HR i NNIT A/S samt været HR-chef, administrerende direktør og bestyrelsesformand for Læger uden Grænser i Danmark og i ledende stillinger som udsendt til en lang række lande som f.eks. Rusland, Afghanistan, Somalia, Lesotho og Indonesien. Jesper er uddannet sygeplejerske, oversergent og proceskonsulent og har tidligere undervist på Københavns Universitet som ekstern lektor. Han er ved at tage en kandidat i Public Health ved University of London, School of Hygiene and Tropical Medicine med særligt fokus på Ledelse i Sundhedsvæsnet (Health Service Management).