Skip to main content

              

Europa-Kommissionen ønsker større fokus på beskyttelse af civilsamfundet

“Civilsamfundet står altid helt frem, når det gælder beskyttelse af demokratiet. Og det er oftest også dem, der tager imod tæsk, når demokratiet angribes.”  Det var budskabet og erkendelsen fra Europa-Kommissionens repræsentanter, da Globalt Fokus og Nyt Europa besøgte Bruxelles i februar som et led i vores fælles EU-finansieret initiativ, Fundamental Rights Initiative. 

Sammen med civilsamfundsorganisationer fra Danmark, Holland, Spanien, Ungarn, Bulgarien, Tjekkiet, Grækenland og Slovakiet var vi samlet for at drøfte situationen og udviklinger omkring fundamentale rettigheder og civilsamfundets råderum i Europa. Under mødet berettede organisationer og fonde fra forskellige europæiske lande om angreb og et stadig mere restriktivt miljø. Et eksempel er den stærke demokratiske tilbagegang, som lige nu finder sted i Slovakiet og lægger et kæmpe pres på civilsamfundet. I Indskrænkning af midler, kategorisering af organisationer som “værdige” og “ikke-værdige” samt vedtagelse af anti-civilsamfundslovgivning, der gør det nemmere at lukke organisationer og dermed også munden på civilsamfundet og rettighedsforkæmpere, var blot nogle af de eksempler, som slovakiske kollegaer berettede om. Dette er en koordineret indsats mod demokratiet, hvor den nytiltrådte regering også sætter spørgsmålstegn ved dommerstandens uafhængighed og gør et forsøg på at overtage medierne. 

Demokratisk tilbagegang fører til chilling effect 

Alle parter var enige om, at konsekvenserne af disse negative udviklinger har en omfattende chilling effect, fordi der er stor usikkerhed og folk bliver afskrækket fra at udøve deres rettigheder eller deltage i demokratiet på grund af frygt for negative konsekvenser.  

Under mødet advarede organisationer mod den pludselighed og hastighed, hvormed sådanne negative udviklinger kan finde sted, og vi udvekslede og drøftede ideer til, hvordan vi ruster civilsamfundet til at stå imod disse anti-demokratiske tendenser. 

Stærke budskaber om solidaritet 

De europæiske partnere opfordrede hinanden til at holde fast i håbet, sammenholdet og solidariteten. Budskabet fra repræsentanter fra Europa-Kommissionen var, at kommissionen tager disse udviklinger alvorligt, og at de vil eskalere deres fokus på og arbejde med at støtte civilsamfundets aktører, fx ved at fokusere på robusthed, støtte til rettighedsforkæmpere og tværsektoralt samarbejde. EU vil fremover satse endnu mere på monitorering af civilsamfundets råderum på tværs af Europa. 

  • Oprettet den .

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


Få nyheder om vores arbejde, aktiviteter og events direkte i indbakken.

Mød os

Rysensteensgade 3
København V, 1564
Danmark

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


© Globalt Fokus