Glansbillede af Danmark som frontløber står i vejen for sikring af fundamentale rettigheder for alle

Hvordan står det til med retstilstanden, overholdelse af retsprincippet og sikring af grundlæggende rettigheder i Danmark og EU? Det var det centrale spørgsmål, da Globalt Fokus og Nyt Europa inviterede civilsamfundet, politikere, jurister og førende europæiske stemmer til Rettighedskonference 2024 på Christiansborg. 

Under de tunge lysekroner i Fællessalen på Christiansborg, omgivet af vægmalerier, der fortæller om en (heldigvis) svunden tid domineret af ensformige politikere i sorte jakkesæt, samledes civilsamfund, jurister og politikere i sidste uge til Rettighedskonference 2024 for at tage temperaturen på retstilstanden, retsprincippet og grundlæggende rettigheder i Danmark og EU.

Gennem konferencens seks sessioner blev vi mindet om, hvorfor den politiske elite ikke længere ser så ensformig ud: Fordi aktive borgere og civilsamfund gennem tiden har udfordret magten og skubbet på for at sikre, at flere samfundsgrupper får en stemme og lige rettigheder og muligheder. Det er blandt andet derfor at billedet af den politiske elite heldigvis er mere nuanceret i dag – men spørgsmålet er, hvor godt vi passer på de hårdt tilkæmpet grundlæggende rettigheder anno 2024? Sørger vi godt nok for at civilsamfundet, medierne og domstolene kan agere uafhængigt i et sundt demokratisk system? Står vores selvbillede som frontløber nation i vejen for selvkritik; for hvor gode er vi egentlig til at sikre alle borgeres rettigheder? Og hvad vil det sige at stå fast på rettigheder og demokratiske værdier, når presset vokser både hjemme og ude i Europa?

Med disse spørgsmål hængende i luften bød Mette Müller Kristensen, direktør for Globalt Fokus, og Lone Loklindt, forperson for Nyt Europa, velkommen til Rettighedskonference 2024, som blev afholdt som en del af organisationernes fælles initiativ Fundamental Rights Initiative (FRi).

Armslængde under pres 

Allerede i første panel stod det klart, at civilsamfundets uafhængighed og handlekraft er udfordret i disse tider. Susanne Branner fra LGBT+ Danmark, Tim Whyte fra Mellemfolkeligt Samvirke og Helene Forsberg-Madsen fra Kvinderådet pegede alle på det samme problem: Når finansieringsstrukturerne bliver for politiserede, og armslængdeprincippet udfordret, bruger civilsamfundet kræfter på at tækkes bevillingsgivere frem for at udfordre magthaverne. Det går ud over både innovationen og den kritiske stemme. 

“I stedet for at fokusere på at løse reelle problemer, går der alt for meget tid med kaffemøder og at skulle retfærdiggøre sin eksistens. Det er en ærgerlig udvikling,” lød det fra panelet. Budskabet var klart: Hvis civilsamfundet skal fortsætte med at spille sin rolle som demokratiets vagthund, skal politikerne sikre finansieringsstrukturer, der giver reelt armslængde – også i praksis.

Er Danmark no også et foregangsland? 

Efterhånden som dagen skred frem, blev den nationale selvfortælling om Danmark som rettighedsfrontløber udfordret af en række indspark fra institutledere, jurister og andre civilsamfundsaktører. Pernille Boye Koch fra Institut for Menneskerettigheder fremhævede en undersøgelse, der antyder en stigende oplevelse af diskrimination blandt danskerne og i fællesskab med Amma Asare-Nyako fra Sabaah og Thorkild Olesen fra Danske Handicaporganisationer understregede de, at god minoritetsbeskyttelse i Danmark måske gælder på papiret, meni mange tilfælde ikke i praksis i panelet ‘Minoritetsbeskyttelsens betydning for retstilstanden’. Her stod særligt eksemplet om Danmarks nylige dumpekarakter til eksamen hos FN’s Handicapkomité frem som et billede på, at rettigheder for nogle minoritetsgrupper faktisk tilbagerulles i disse år.  

Hernæst kunne et jurapanel bestående af Mette Lyster Knudsen, formand for dommerforeningen, advokat Nikolaj Nielsen og professor Marlene Wind ligeledes berette om sager, hvor princippet om ligebehandling synes at vige for politiske fortællinger, der reelt diskriminerer visse grupper. Blandt andet blev det fremhævet, hvordan narrativer om "rigtige danskere" og "vores værdier" ofte bruges til at retfærdiggøre beslutninger, der stiller bestemte befolkningsgrupper dårligere – eksempelvis når det kommer til adgangen til sociale ydelser eller økonomisk og juridisk hjælp for at sikre fair proces og lige adgang til loven, hvor udenlandske statsborgere systematisk udelukkes. Disse beretninger var rørende – og samtidig bekymrende – fordi de afslører, at nationale glansbilleder kan være med til at skygge for en mere nuanceret virkelighed og stå i vejen for større fremskridt i at sikre fundamentale rettigheder for alle borgere.  

Panelet diskuterede, hvordan denne udvikling udstiller grundlæggende forskelle mellem et flertalsdemokrati, hvor flertallet i et parlament har den afgørende magt til at udforme lovgivning, og et konstitutionelt demokrati, hvor lovgivningen  udformes af grundlovsfæstede principper. Professor Marlene Winds analyse er, at vi i Danmark i højere grad er et flertalsdemokrati. Forskelle mellem flertalsdemokratier og konstitutionelle demokratier er afgørende, når det kommer til mindretalsbeskyttelse, og de udfordrer opfattelsen af, hvem der i sidste ende skal værne om rettighederne. Skal rettighederne faktisk styrkes og fastholdes på lang sigt, kræver det vedvarende opmærksomhed, politisk vilje og handling, og ikke mindst en erkendelse af, at internationale retsinstanser spiller en voksende rolle i at holde os oppe på egne idealer.

At gøre fremskridt er ikke det samme som at være i mål 

Fra politisk side, gæstede Europaminister Marie Bjerre (V) konferencen og slog fast i sin tale, hvor vigtigt retsstatsprincippet er for det danske EU-formandskab og i Europa. Senere på dagen trådte Christian Friis Bach (V) ind i salen, stadig med mapper under armen efter et Europaudvalgsmøde et par etager oppe. Han fremhævede, at Danmark ifølge EU’s retsstatsrapporter går fremad på tre ud af fire parametre - og at vi klarer os bedre end mange andre lande. I konferencerummet var der dog enighed om, at fremskridt ikke må blive en undskyldning for at træde på bremsen. For trods forbedringer, er vi ikke i mål. Tværtimod kræver det fortsat opmærksomhed, politisk vilje og handling at sikre, at rettighederne og retsstatsprincippet rent faktisk styrkes og fastholdes på lang sigt. 

Civilsamfundet vil fortsætte med at presse på, kræve armslængde og retfærdige strukturer, og politikerne må være lydhøre, hvis visionen om at være foregangsland skal holde vand. Det kræver, at vi løbende holder fokus på at gøre idealerne til virkelighed – ikke kun at måle os mod andre, men at forbedre vores egne standarder. Når presset på rettigheder stiger globalt og nationalt, er det vigtigt, at vi bliver ved med at kæmpe og værne om de grundlæggende rettigheder – både inden for og uden for Danmarks grænser.