Skip to main content

              

Globalt Fokus samler netværk for at styrke civilsamfundsbeskyttelse i Europa 

Indskrænkningen af civilsamfundets råderum i Europa var bagtæppet, da medlemmer af Building Responses Together netværket samledes i Amsterdam i slutningen af oktober for at styrke koordinering og samarbejde om støtte til civilsamfundsaktører under pres i Europa og Centralasien. På tværs af regionerne udføres angrebene mod civilsamfundet af både regeringer, virksomheder eller voldelige grupperinger som højreekstreme eller konservativt religiøse grupper - enten med støtte eller stiltiende accept fra regeringer. 

Globalt Fokus har fungeret som sekretariat for Building Responses Together (BRT) siden netværkets oprettelse i 2021. Netværket har til formål at styrke koordineringen og samarbejdet mellem de såkaldte akutte mekanismer (rapid response) globalt. Disse mekanismer yder akutstøtte til civilsamfundsaktører, der kommer under angreb for deres arbejde for at fremme menneskerettighederne eller international humanitær lov. Oftest er støtten et modsvar på en krisesituation, som for eksempel når aktivister modtager dødstrusler og må gå under jorden, eller aktivister, der har brug for lægehjælp eller advokatbistand. Derfor ydes støtten med meget kort varsel. Building Responses Together har på nuværende tidspunkt 25 medlemsorganisationer, herunder Globalt Fokus’ egen akutpulje, Claim Your Space

Mødet i Amsterdam havde deltagelse af ni akutte mekanismer fra netværket og blev afholdt i samarbejde med Het Actiefonds. Fokus for mødet var at diskutere tendenser i indsnævringen af civilsamfundets råderum og forbedre samarbejdet mellem til akutte mekanismer i Europa og Centralasien. 

Samme bekymrende tendenser går på tværs af regioner 

I løbet af mødet var der stort fokus på at diskutere de bekymrende tendenser for civilsamfundets råderum, der i stigende grad manifesterer sig på tværs af Europa og Centralasien. Mødet tydeliggjorde, at mange af de samme tendenser gør sig gældende på tværs af regionerne, men forskellene ligger primært i variationen af intensiteten. For eksempel benytter regeringer i både Europa og Centralasien sig i stigende grad af lovgivning og administrative hindringer til at begrænse civilsamfundets råderum. Særligt de såkaldte foreign agents laws er på fremmarch, hvor organisationer, der modtager udenlandsk støtte, beskyldes for at være agenter for fremmede magter og pålægges bøder eller fængselsstraffe. Denne tendens understreger styrken i at samarbejde på tværs af regioner og lære af hinandens modsvar med øje for forskelle i konkrete kontekster. 

I Vesteuropa er aktivister, der arbejder for at fremme immigranters rettigheder og klimaaktivister, særligt udsatte for angreb. Derudover har der været en tendens i flere lande til at slå hårdt ned på protester, hvor særligt klima- og solidaritetsprotester med den palæstinensiske befolkning har været i farezonen. 

På tværs af regionerne er LGBTI+-aktivister blandt de mest udsatte, og ifølge Front Line Defenders’ Global Analysis 2023/24, der dokumenterer angreb mod menneskerettighedsforkæmpere globalt, er de nu den mest udsatte gruppe i Europa og Centralasien. Blandt andet har flere lande i Østeuropa og Centralasien indført anti-LGBTI+-lovgivning, der kriminaliserer hele befolkningsgrupper på baggrund af deres seksuelle orientering. Dette ligner tendenser, vi har set i flere afrikanske lande. 

På tværs af regionerne udføres angrebene mod civilsamfundet af både regeringer, virksomheder eller voldelige grupperinger somf.eks. højreekstreme eller konservativt religiøse grupper - enten med støtte eller stiltiende accept fra regeringer. 

Vejen frem for beskyttelse af civilsamfundsaktører og forkæmpere i Europa 

Europa bliver ofte set som et sikkert sted for civilsamfundsaktører, men i de senere år er der kommet øget opmærksomhed på indsnævringen af civilsamfundets råderum i regionen. I den sammenhæng havde Building Responses Together-mødet i Amsterdam besøg af Kersty McCourt, som i samarbejde med flere organisationer i regionen har udarbejdet en oversigt over eksisterende behov og muligheder for beskyttelse af civilsamfundsaktører i Europa. Dette viser samtidig, hvor der er mangler, som bør adresseres for at sikre bedre beskyttelse af civilsamfundsaktører i Europa. 

Resten af Building Responses Together-mødet bød på vidensdeling og udveksling blandt mødets deltagere omkring det arbejde, som hver organisation udfører for at yde støtte i Europa og Centralasien. Der blev også udforsket muligheder for at samarbejde på tværs af organisationer. Mødet understregede vigtigheden af at fortsætte det tætte samarbejde, og deltagerne forlod mødet med fornyet energi og ønske om at styrke samarbejde og videndeling på tværs af organisationer. 

Globalt Fokus planlægger et webinar om de tendenser, vi har set i flere afrikanske lande, der kriminaliserer LGBTQI+-miljøer og rettighedsforkæmpere. For mere info hold øje med vores hjemmeside, nyhedsbrev og sociale medier.

  • Oprettet den .

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


Få nyheder om vores arbejde, aktiviteter og events direkte i indbakken.

Mød os

Rysensteensgade 3
København V, 1564
Danmark

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


© Globalt Fokus