Geopolitiske forskydninger og glemte kriser i Sikkerhedsrådet

I marts har Danmark overtaget formandskabet i Sikkerhedsrådet med et forventet fokus på fremtidens fredsoperationer. Men verden er blevet en anden, siden vi trådte ind i rådet. Globalt Fokus følger tæt med i, hvilke aftryk det danske formandskab sætter, og hvordan man bringer civilsamfundsstemmer ind.

Siden Danmark trådte ind i Sikkerhedsrådet, er der blevet talt mere sikkerhedspolitik udenfor end i det. En ny amerikansk præsident er ved roret, og hans forsøg på konfliktmægling foregår i højere grad i Det Hvide Hus, Egypten og Saudi-Arabien, end omkring det hesteskosformede bord. Mens krisetopmøder blandt de europæiske regeringsledere afholdes rundt om i Europa, bliver både EU og Ukraine holdt udenfor forhandlingerne om potentiel fred i landet.

Det er eksempler på et USA, der ser en større fidus i samarbejdet med autoritære magter end med demokratiske stater. En tilgang, der blev cementeret i Sikkerhedsrådet den 24. februar, da amerikanerne brød med mere end 80 års udenrigspolitisk linje og stemte side om side med både Rusland og Kina om en resolution på treårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine – der vel at mærke ikke nævnte russernes aggression. To resolutioner blev desuden vedtaget i Generalforsamlingen samme dag – én på amerikansk og én på ukrainsk/EU-initiativ. Det sammenstød, der fandt sted under mødet mellem præsident Volodymyr Zelenskyj og den amerikanske præsident få dage efter, indrammede dette radikale skift i amerikansk udenrigspolitik, der også tydeligt ses i Sikkerhedsrådet. Vedtagelsen af den amerikanske resolution bryder desuden også med en længerevarende tilbageholdenhed i rådet om at bringe resolutioner om krigen i Ukraine på bordet.

Fælles europæisk front er blevet endnu mere afgørende

Årtiers balance er her tippet, og Danmarks tætteste allierede opfører sig mildest talt utilregneligt. Og selvom det geopolitiske landskab ser en del anderledes ud nu, end da Danmark blev stemt ind i Sikkerhedsrådet sidste år, er det tydeligt, at en fælles europæisk front er blevet endnu mere afgørende - det gælder både de danske prioriteter og Sikkerhedsrådets ageren. Samtidig er Danmarks rolle som europæisk land blevet endnu tydeligere de første måneder af 2025: Danmark er en af de absolut største bidragsydere til Ukraine og Mette Frederiksen repræsenterer i stigende grad de nordiske og baltiske lande i både europæiske topmøder og i Sikkerhedsrådet.

I starten af året skrev Globalt Fokus’ direktør og forperson i Altinget, at der påhviler Danmark og dets troværdighed et stort ansvar i Sikkerhedsrådet, hvor der intet EU er, at gemme sig bag. Det er der fortsat ikke - men europæerne rykker sammen, og derfor handler det måske nu snarere om, at der i Sikkerhedsrådet faktisk er et EU for Danmark at tale for.

Mens de hasteindkaldte topmøder om Ukraines og Europas sikkerhed de seneste uger har været mange, kan det være sværere at se de konkrete danske aftryk i Sikkerhedsrådet. Fokus har i høj grad været på de store humanitære kriser; på Gaza, Yemen, Sudan og den Demokratiske Republik Congo og Syrien, hvor dansk civilsamfund i en række møder med ministeriet har bidraget med afgørende viden om landesituationerne. Dette danske fokus har været bakket op af et nyt humanitært bidrag på 419 millioner kr. til de såkaldte glemte kriser og ikke mindst et øget bidrag til UNRWA. Det er vigtige og tillidsvækkende bidrag, der viser ord bag handling på et afgørende tidspunkt, hvor USAID’s de facto nedlukning efterlader enorme humanitære konsekvenser.

Per 1. marts har Danmark overtaget formandskabet i Sikkerhedsrådet med et forventet fokus på fremtidens fredsoperationer. I Globalt Fokus følger vi med i, hvilke aftryk det danske formandskab sætter – ikke mindst hvordan man bringer civilsamfundsstemmer ind i Sikkerhedsrådet og fastholder sine prioriteter i en tid, hvor konflikter intensiveres – et fokus, vi fortsat vil have for det danske sæde i rådet fremover.