På FN-konferencen i København var budskabet klart: Klimahandling og udvikling hænger sammen – ikke kun i tale, men i praksis. Tilbage står spørgsmålet om, hvordan synergierne kan bidrage til at løse den enorme mangel på finansiering af en bæredygtig fremtid uden at tælle pengene dobbelt. 

I Danmark har sammenkoblingen mellem udvikling og klimahandling længe været fremtrædende, men sådan er det ikke alle steder endnu. Derfor var 400 fysiske deltagere fra over 50 lande og over 2500 online deltager samlet til den sjette Climate and SDG Synergy Conference, der fandt sted i FN-byen i København til i slutning af maj.  Regeringsrepræsentanter og klima- og udviklingspolitiske aktører udforskede synergier, det store potentiale i og nødvendigheden af at se klimahandling som integreret med alle Verdensmålene. 

Globalt Fokus deltog med et særligt blik på civilsamfundets rolle i at sikre synergier, og hvordan  de gode intentioner og hvordan de gode intentioner kan omsættes til konkret finansiering. 

Multilateralisme under pres 

Konferencen fandt mærkbart sted i en kontekst, hvor det multilaterale system er presset ogpræget af faldende udviklingsmidler. Det gjorde konferencen til et spejl af de bredere globale samtaler og udfordringer, der præger udviklingssamarbejde og klimahandling i dag.  

Det lå som en understrøm for samtalen at rummet for for progressivt sprog i forhandlingerne skrumper, og at de multilaterale organisationers handlingsrum på de progressive dagsordener, derfor også ændres. Det gælder både køn, klima og andre dagsordener, som Verdensmålene ellers har fået frem i lyset det seneste årti som helt central del af global bæredygtig udvikling. Vigtigheden af de multilaterale institutioner, internationale finansielle institutioner og et stærkt FN blev dog samtidig fremhævet som udgangspunkt for globale løsninger.  

Synergier kræver samtænkning hele vejen rundt 

Behovet for at nedbryde siloer mellem klima og udviklingsfinansiering blev under konferencen fremhævet flere gange som en grundlæggende nødvendighed for at komme i mål med begge dele. Særligt stærk af Vanuatus Premierminister Ralph Regevanu, der i sin keynote understregede, at ”i små østater er klimaforandringer ikke en abstrakt udfordring, men en daglig kamp, der truer alle Verdensmålene.”  

En central udfordring er flere steder, at klima og andre politikområder ofte er siloopdelt i regeringer, mens det der er stort behov for er  en whole-of-government approach, hvor alle ministerier involveres i tilrettelæggelsen af både klimapolitik og -handling, så de stemmer overens med ministeriernes områder og på den måde understøtter en bred vifte af Verdensmål.   

Viceafdelingschef i Ugandas Finansministerium Sam Mugume Koojo understregerede, at ”tilpasning er udvikling”, hvilket peger på vigtigheden af at involvere alle aktører. Finansministerierne blev flere gange udpeget som nøglespillere, der kan skabe sammenhæng mellem politik og investeringer, ikke mindst ved at synliggøre både det økonomiske potentiale og de langsigtede omkostninger ved ikke at handle og sammentænke.Debatten om at synergier kræver samtænkning på tværs af siloer efterlod et spørgsmål om civilsamfundets rolle, og hvordan lokal forankring sikres af og i initiativerne. 

De nationale klimahandlingsplaner eller såkaldte NDC´er(Nationally Determined Contributions- NDCs), landene skal fremlægge på klimatopmødet COP30 i Brasilien senere på året, blev fremhævet som en mulighed for at sammentænke udvikling og klima. Som det blev sagt stærkt af Henrik Fredborg Larsen fra UNDP i en session om investeringspotentialet i ambitiøse NDC’er  ”en ambitiøs NDC handler ikke kun om at holde kloden under 1,5 graders temperaturstigning. Det handler også om at skabe bæredygtige samfund og en bæredygtig, ligestillet fremtid for alle.”  

Inklusion med forbehold

Unge, oprindelige folk og civilsamfundsrepræsentanter var tydelig repræsenteret i programmet og sendte stærke budskaber fra scenen i FN-Byen, hvor vigtigheden af at inddrage hele samfundet blev fremhævet flere gange. Som da Hailey Campbell, der moderede andendagens ungepanel sagde: “Unge vil ikke have den fremtid, de bliver givet – men den fremtid, de skaber.” 

 Facilitatoren af panelet ´Mobilizing a Whole-of-Society Participation in Climate and SDG Action´ Meagan Fallone påpegede, at “løsninger ofte kommer fra oprindelige folk, der har bevaret naturen i mange år, unge, hvis fremtid er på spil, og kvinder, der ofte finder sig selv på klimakrisens frontlinje.” 

Samtidig blev det pointeret, at grøn omstilling kan krænke menneskerettigheder, hvis lokale befolkninger ikke inddrages – en udfordring for mange af de grønne løsninger, der er blev fremhævet. Rodion Sulyandziga, formanden for Indigenous Paoples Global Coordingating Committee, gik så langt som til at kalde dele af den grønne omstilling for “koloniale tilgange i ny forklædning” og understregede, at programmer, der sker på bekostning af oprindelige ikke er acceptable i global udvikling. 

Men selvom inddragelse blev fremhævet, manglede civilsamfundets stemmer i debatterne med  politiske beslutningstager og investeringsbanker.  Det skabte et tydeligt paradoks mellem budskaberne om synergi, inddragelse og den faktiske praksis. . Det på trods af, diskussionen på det politiske niveau fremhævede inddragelse af mange aktører i planlægningen og impelementering af effektive klimaplaner. 

En stærk businesscase – men hvor er løsningerne? 

Danmarks minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, åbnede konferencen med at fremhæve, at der er “en stærk business case i at styrke synergierne mellem Verdensmålene og klimahandling for at tackle nutidens udfordringer.”  

Flere paneler pegede på, at synergier kan åbne for milliarder i private investeringer til klimahandling og udvikling og derved bidrage til at lukke finansieringsgabet. Men trods optimistiske budskaber om privat investering, manglede konkrete svar på, hvordan det faktisk skal ske. Måns Nilsson, der er leder af Stockholm Environment Institute, bemærkede, at “der ikke er mangel på privat kapital, der søger efter gode holdbare investeringer,” men hvordan udvikling bliver en god investering uden at gå på kompromis med formålet og værdier for udviklingen, blev ikke adresseret videre i højniveaupanelerne.  

I flere paneler blev investeringer i grøn energi fremhævet som eksempel på, at offentlige midler og udviklingsbistand kan bruges til at skabe private investeringer i udviklingslande, der både understøtter bæredygtig udvikling og klimahandling. Desværre var grøn energi det eksempel, der hele tiden blev vendt tilbage til på, at privat mobiliserede midler kan bruges til at skabe bæredygtig udvikling. Flere panelister pegede på, at det er svært at rejse midler til afgørende, tilpasningsindsatser og til omstillingen af svært-omstillelige industrier som stål og cement. 

Centrale udestående efter konferencen er fortsat, hvordan vi når størrelsen på de nødvendige investeringer for at nå i mål med både Verdensmålene og Parisaftalen, hvordan behovet for additionelle midler til klimahandling udover udviklingsfinansiering indfries, samt hvordan man undgår dobbeltbogføring af midler. Alle tre nøgleudfordring, der er nødvendige at finde svar på for at opnå de ønskede synergier mellem udvikling og klimahandling.