
kunstig intelligens kan forstærke eksisterende uligheder
Globalt Fokus deltog, da UNDP tidligere på ugen lancerede årets Human Development Report. Rapporten præsenterer nøgletal for den seneste udvikling i Human Development Index (HDI), men har også et overordnet tema – i år med fokus på kunstig intelligens (AI), og dens potentiale for at understøtte udvikling i majoritetsverdenen.
I København blev lanceringen af årets Human Development Report markeret med et arrangement, hvor hovedforfatter og direktør for UNDP’s Human Development Report Office, Pedro Conceição, præsenterede rapportens hovedpointer. Efterfølgende deltog professor Rebecca Adler-Nissen (Københavns Universitet), Maria-Louise Clausen (seniorforsker ved DIIS), og Henrik Fredborg Larsen (direktør for UNDP i Norden) i en paneldebat.
Pedro Conceição fremlagde en udvikling, som mange kan genkende: Efter COVID-19-pandemien er fremgangen i HDI stagneret, og kløften mellem de lande, der er længst fremme, og dem, der halter bagefter, er vokset de seneste fem år.
Årets rapport undersøger, hvordan AI kan bidrage til at vende denne udvikling – men også hvilke udfordringer teknologien medfører.
Et centralt fund er, at mange lande forventer, at AI i højere grad vil "augmentere", altså understøtte og forandre menneskers arbejde, snarere end at erstatte det gennem automatisering. Som Conceição udtrykte det: “AI is not business as usual.” Teknologien adskiller sig fundamentalt fra tidligere innovationer, og kræver derfor, at vi tager dens konsekvenser alvorligt.
Rapporten understreger vigtigheden af, at mennesker – især fra majoritetsverdenen – får indflydelse på, hvordan AI udvikles og reguleres. Uden denne indflydelse risikerer vi, at teknologien forstærker eksisterende uligheder.
Dette blev også fremhævet i paneldebatten. Rebecca Adler-Nissen påpegede, at der i dag er en skæv magtbalance i forhold til, hvem der udvikler og kontrollerer AI. Selvom teknologien er bredt tilgængelig, og i nogle tilfælde kan være den mest effektive løsning – selv med dårlig internetforbindelse – er det vigtigt at huske, at AI ofte bygger på data, der i meget begrænset omfang repræsenterer majoritetslandene.
Som en del af Globalt Fokus’ rolle i Digital Democracy Initiative (DDI), følger vi udviklingen tæt. Vi ser et stort potentiale i AI, men også betydelige udfordringer – ikke mindst i forhold til klimaaftrykket. Det er derfor afgørende, at vi overvejer, hvordan og hvornår teknologien anvendes.
Læs rapporten her: Human Development Report 2025
- Oprettet den .