Skip to main content

 

Nyheder

Første medlemsmøde i Fremtidskoalitionen: Lad os plante træer i hvis skygge vi aldrig selv vil sidde 

I begyndelsen af maj mødtes en række organisationer hos Globalt Fokus til det allerførste møde som officielle medlemmer af Fremtidskoalitionen – et nyt fællesskab, hvor aktører på tværs af sektorer går sammen om at tage ansvar for de generationer, der kommer efter os. Et løfte, der i en tid præget af globale kriser er vigtigere end nogensinde.

Fremtidskoalitionen udspringer af det momentum, der blev skabt med FN’s Pact for the Future, som verdens lande vedtog i efteråret 2024. Aftalen sætter retningen for fremtidens multilaterale samarbejde og adresserer behovet for at styrke eksisterende mekanismer som Verdensmålene og reformere FN’s Sikkerhedsråd. Særligt ét spor har vakt ny global samtale: fremtidige generationers trivsel og rettigheder. 

Som en del af Pact for the Future blev Erklæringen for Fremtidige Generationer vedtaget – et dokument med principper, løfter og konkrete handlepunkter. Det blev startskuddet til dannelsen af Fremtidskoalitionen, som er stiftet af Globalt Fokus, Wellbeing Economy Lab, Institut for Fremtidsforskning og Akademiet for Social Innovation. 

Et fælles ansvar – og en fælles mission 

Fremtidskoalitionen samler aktører i Danmark, der arbejder for at fremme trivsel for kommende generationer – politisk, socialt og klimamæssigt, og lader sig inspirere af det gamle græske ordsprog “Et samfund vokser sig modent når ældre mennesker planter træer i hvis skygge de aldrig selv vil sidde”. 
  
Missionen er at: 

  • understøtte en ambitiøs implementering af FN’s erklæring i Danmark, 
  • skabe viden og et fælles sprog om fremtidige generationers rettigheder, 
  • og sikre bred folkelig opbakning, der kan inspirere både nationalt og globalt. 

For Globalt Fokus er koalitionen en mulighed for at bringe global inspiration ind i den danske samtale – og samtidig sikre, at globale perspektiver på bæredygtighed og menneskerettigheder forankres i arbejdet med fremtidige generationer.  

Til det første møde var 10 organisationer samlet og stemningen var både konstruktivt og fremsynet. Her blev der delt idéer og konkrete forslag til, hvordan vi sammen kan skabe reel forandring og arbejde for at sikre fremtidige generationers trivsel – politisk, socialt og klimamæssigt. Det blev bl.a. drøftet, hvordan samtalen om fremtidige generationer kan få en lokal forankring i landets kommuner ifm. Kommunalvalget samtidig med, at den globale kobling sikres.  

Du kan møde Fremtidskoalitionen på Folkemødet 

På Folkemødet vil Fremtidskoalitionen afholde tre events, der i forskellige formater dykker ned i visionen om fremme af fremtidige generationers trivsel. Det sker på: 

Fremtidens Scene – 12. juni kl. 17.45–18.30 

Verdensmålsteltet – 13. juni kl. 13.00–13.45 

Roxie – 13. juni kl. 14.00–14.45 

Er du nysgerrig på arbejdet eller ønsker din organisation at blive en del af koalitionen? Så kontakt Niels Ploug, senioranalytiker i Wellbeing Economy Lab, på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

  • Oprettet den .

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


Få nyheder om vores arbejde, aktiviteter og events direkte i indbakken.

Mød os

Lyngbyvej 100
2100 København Ø

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

CVR 35429867
Arbejdernes Landsbank:
5301 0256904 


© Globalt Fokus