Under Globalt Fokus´ klimakonference i København i sidste uge satte vi FN's specialrapportør for klimaforandringer i stævne til en snak om Den internationale domstols udtalelse om staters ansvar i klimakrisen. Et afgørende øjeblik i klimakampen, fastslår specialrapportøren.  

Et Kopernikus-øjeblik. Du ved - sådan et øjeblik, hvor en situation eller ny erkendelse ændrer ens verdensbillede fundamentalt. Sådan beskriver Elisa Morgera, der er FN's specialrapportør for klimaforandringer og menneskerettigheder, den dag, hvor Den internationale domstol i Haag (ICJ) fastslog, at stater har et ansvar i klimakrisen, og at de er forpligtet til at handle derefter. En såkaldt rådgivende udtalelse, der kom i juli to år efter, at stillehavsøstaten Vanuatu gennem FN fik opbakning til at stille domstolen to centrale spørgsmål, om staters forpligtelser i klimakrisen, og konsekvenserne af ikke at leve op til dem.  

Mellem paneldebatter og kaffesamtaler om, hvordan COP30 kan sikre demokratiske rettigheder i klimakrisen, under konferencen 'Together for Global Climate Action Towards COP30', satte Globalt Fokus sig sammen med Elisa Morgera til en snak om betydningen af Den internationale domstols udtalelse. Konferencen, der var arrangeret af Globalt Fokus og CAN Europe, fandt sted den 4. september i Dansk Arkitektur Center - DAC i København. 

Et jordskred i kampen for klimaretfærdighed

ICJ's udtalelse har mødt reaktioner fra civilsamfund, forskere og regeringer verden over, der på linje med Morgera beskriver den som en milepæl, et vendepunkt, og et jordskred i kampen for klimaretfærdighed.  

“Domstolen har en fortolkning af Parisaftalen, som er grundlæggende anderledes end, hvordan mange lande - især dem der udleder mest - har fortolket den frem til nu," forklarer Morgera og uddyber, at den rådgivende udtalelse fra Domstolen tydeligt slår fast, at der er internationale juridiske forpligtelser på spil, hvis et land leverer en uambitiøs klimaplan eller en klimaplan, der ikke beskytter menneskerettighederne. Det står ellers i modsætning til, hvad mange lande, blandt andet i forbindelse med FN's klimatopmøder (COP´er) , giver udtryk for, når de siger, at det er frivilligt at lave en national klimaplan. 

Derudover fastslår Domstolen også, forklarer Morgera, at klimaplanerne skal være i overensstemmelse med alle øvrige internationale forpligtelser, der har relevans for opretholdelse af klimasystemet. Det gælder blandt andet biodiversitetsaftaler, havretten, menneskerettighederne og den folkeretlige forpligtelse til ikke at gøre skade på miljøet.  

Stater skal gøre, hvad der står i deres magt for ikke at skade miljøet

Blot timer inden vores samtale med FN-specialrapportøren fandt sted, kom den danske klimaminister med et svar til Folketingets klimaudvalg om, hvordan Danmark forholder sig til den rådgivende udtalelse fra ICJ. I svaret nævner klimaministeren blandt andet, at Danmark "som ét blandt ganske få andre producentlande" har en lovfæstet slutdato for olie- og gasproduktionen i den danske del af Nordsøen. Og slutdatoer er vigtige, understreger Morgera. Men samtidig, fortæller hun, har Domstolen nu slået fast, at det ikke er nok.  

Al lovgivning, der understøtter brug af fossile brændsler skal revideres, licenser skal trækkes tilbage, og subsidier skal stoppes, hvis man vil handle i overensstemmelse med international ret - og dermed gøre, hvad der står i ens magt for ikke at gøre yderligere skade på miljøet. 

"Hvis alt dette ikke er på plads, så gør man ikke nok," understreger Morgera.  

Og spørgsmålet om at 'gøre nok' ligger hende i det hele taget på sinde, for hvordan ved vi som borgere, at vores regeringer gør alt, hvad de kan for at stoppe klimaforandringerne?  

Elisa Morgera fremhæver her retten til information som et vigtigt og ofte undervurderet værktøj i klimakampen, som hun sidste år udgav en rapport om.  

"Stater er forpligtede til at bevise, at de gør nok og give os tilstrækkelig information til at forstå, at deres tilgang rent faktisk harmonerer med deres forpligtelser til at beskytte klimaet, naturen og menneskerettighederne. Som borger skal jeg kunne forstå, hvad min regering gør - og at den gør sit bedste - for at beskytte mig," forklarer hun. 

Som FN-specialrapportør for klimaforandringer har Morgera et særligt mandat til at monitorere, hvordan klimakrisen påvirker menneskerettighederne. Hendes arbejde fokuserer også på, hvordan klimaløsninger beskytter eller krænker rettigheder. Det har hun blandt andet behandlet i sin seneste rapport om energiomstilling. Under et af klimakonferencens paneler lagde hun vægt på rammerne for klimademokrati. Her understregede hun, at mens der er stort fokus på at håndtere klimakrisen hurtigt, så er der i virkeligheden større behov for at håndtere krisen på en mere dybdegående måde, hvor det sikres at både natur og mennesker beskyttes. Her er udtalelsen fra Den internationale domstol også klar i sproget, forklarer hun, fordi den sætter retten til et sundt miljø op som en forudsætning for alle andre basale menneskerettigheder, og dermed understreger, at rettighedsbeskyttelse står centralt for håndteringen af klimakrisen.  

“Planetens sundhed og menneskers sundhed er to sider af samme mønt. Når vores sundhed bliver påvirket i en negativ retning af klimaløsninger, betyder det, at det hverken er en løsning for klimaet eller for os," som hun formulerer det. 

Klimabeskyttelse er også rettighedsbeskyttelse

Timingen af den rådgivende udtalelse fra Domstolen kunne ikke være bedre, med nu kun otte uger til klimatopmødet COP30 i Brasilien. Mødet forventes at blive det første klimatopmøde i fire år, hvor det - på papiret i hvert fald - er muligt og sikkert for civilsamfundsaktører, oprindelige folk og aktivister fra det globale syd at deltage. Derfor er der nu fuld gang i det politiske arbejde blandt civilsamfundsaktører for at sikre, at domstolsudtalelsen sætter tydelige aftryk på COP-beslutningerne. 

Specialrapportøren ser her et åbenlyst potentiale for at styrke aftalerne om blandt andet retfærdig grøn omstilling (Just Transition) og ligestilling (Gender Action Plan), men hun understreger også, at udtalelsen giver civilsamfundet et momentum for at sikre, at menneskerettigheder styrkes på tværs af alle klimaaftalerne. 

"Rettighederne skal være med. For klimabeskyttelse er også rettighedsbeskyttelse," forklarer hun. 

Og hvad kan vi så gøre i civilsamfundet for at opnå de resultater? Samarbejde, siger Morgera. For der er brug for at skabe langt flere forbindelser på tværs af de kampe, civilsamfundet kæmper lige nu. 
"Om det er skatteretfærdighed, sundhed eller børns rettigheder - det er alt sammen brikker i det samme puslespil, når det drejer sig om klimakrisen," afslutter Elisa Morgera.