Hvordan sikrer vi, at EU’s internationale partnerskaber virkelig er ligeværdige, og at ligeværdighed ikke blot er et ord på papiret? Spørgsmålet blev centralt, da mere end 120 repræsentanter fra EU, civilsamfundet, forskningsverdenen, diplomatiet, Udenrigsministeriet og erhvervslivet mødtes på Nordatlantens Brygge den sidste dag i september til konferencen Building Partnerships of Purpose.

Med Danmarks kommende EU-formandskab som ramme var konferencen Building Partnerships of Purpose en vigtig anledning til at samle både kritiske og konstruktive perspektiver samt til at sætte ligeværdighed i partnerskaber på dagsordenen i en tid, hvor den globale rollefordeling er i stor bevægelse. Dagens fokus var rettet mod Europas rolle i verden, og hvordan et lille medlemsland som Danmark kan bidrage til at sætte en ny kurs for EU’s globale partnerskaber.

Historien som afsæt og et kontinent i vækst

Aminata Touré, tidligere premierminister i Senegal, indledte konferencen med at minde alle i salen om, at ligeværdige partnerskaber ikke kan forstås uden at huske den historiske kontekst:

“Afrika er det rigeste kontinent, når det gælder ressourcer og mineraler, og alligevel et af de fattigste, når det kommer til global økonomisk og politisk magt.”

Hun pegede på, hvordan kolonialismen bremsede Afrikas egen industrialisering, og hvordan nutidens lånevilkår for afrikanske lande fortsat hæmmer udviklingen på store dele af kontinentet. Afrika betaler i dag højere renter på lån end mange andre regioner, på trods af en positiv historik med at tilbagebetale. Det betyder, at budgetter til sundhed og uddannelse ofte må skæres ned for at betale gælden.

Men, fremhævede Touré, vi skal se fremad. Til en fremtid, hvor hver fjerde verdensborger i 2050 vil være afrikaner, mens Europas andel af befolkningen falder. Samtaler om samarbejde og handel mellem de to kontinenter kan derfor ikke fortsætte i gamle spor. Det afrikanske kontinent er en attraktiv samarbejdspartner med et stærkt tilbud til EU, hvis altså EU er klar til at indgå i partnerskaber på afrikanske præmisser og lytte til den unge generation.

Partnerskaber under pres

I den efterfølgende debat om EU’s internationale partnerskaber blev balancen mellem værdier og interesser trukket skarpt op. Christian Friis Bach lagde vægt på nødvendigheden af at styrke handel og investeringer som motor for udvikling:

”Hvis vi ikke leverer jobs og vækst, mister vi partnerskaberne.”

Mens Vibe Klarup, generalsekretær i Amnesty International Danmark, advarede imod at lade økonomiske interesser overskygge menneskerettigheder. Unge i Afrika i stigende grad insisterer på demokratiske rettigheder, og EU mister troværdighed, når det har tydelige dobbeltstandarder eksempelvis i forholdet til Gaza og Ukraine.

Peter Kragelund, der er direktør i Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), fremhævede fattigdomsbekæmpelse som udviklingssamarbejdets raison d'être, der bør stå på side 1 i udviklingsstrategier som et afgørende element i at skabe bæredygtig udvikling. I Kragelunds optik må EU blive bedre til at definere sin egen dagsorden i forhold til det afrikanske kontinent og se sig selv som én ud af mange aktører, frem for at have så stort fokus på Kina som konkurrent. Mange afrikanske lande ser ikke et problem i at samarbejde med flere aktører, der på flere områder har forskellige interesser. Hvis partnerskaber mellem EU og Afrika skal blive reelle, må de bygge på gensidighed, også når det udfordrer europæiske interesser.

Danmark i formandsstolen

Under konferencens anden halvdel var fokusset på Danmarks EU-formandskab. Direktør for Europapolitik og Arktis i Udenrigsministeriet, Jonas Bering Liisberg, skitserede ambitionerne for et stærkere EU som global aktør, der kan kombinere handelspolitik, grøn omstilling og socialt fremskridt. Danmark vil ifølge Liisberg arbejde for, at EU fremstår som en stabil, langsigtet partner, der kan mobilisere investeringer og stå fast på en regelbaseret verdensorden.

Men her rejste spørgsmålet: Hvilke regler og hvem skriver dem? Som Henrik Maihack, der er chef for Afrika-afdelingen ved den tyske Friedrich-Ebert-Stiftung, bemærkede i en keynote senere på eftermiddagen:

“Jeg ved ikke, hvad en regelbaseret verden betyder. For reglerne er ikke lavet af alle.”

Ligeværdige partnerskaber – for hvem?

Eftermiddagens første panel fokuserede på, hvad ’ligeværdige partnerskaber’ betyder i en geopolitisk omskiftelig tid, hvor EU-partnerskaber i stigende grad bliver koblet op på andre politikområder.

Mariella di Ciommo fra tænketanken ECDPM fremhævede, at hvis EU vil være en ligeværdig partner, handler det om at flytte fokus fra konkurrencen med Kina og i stedet rette blikket mod partnerlandene:

”Vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi supplerer Kina. Det handler ikke om at konkurrere, men pointen er at forstå partnernes interesser.”

Direktøren i den kenyanske organisation Rising to Greatness, Hallima Nyota, fremhævede, at hvis partnerskaber skal være ligeværdige, bliver de nødt til at tage udgangspunkt i lokale interesser og starte med de afrikanske aktører:

“EU-løsninger kommer oppefra, men man spørger aldrig, hvad den bedste løsning på et problem er for den enkelte på lokalt plan.”

Der er ikke meget ligeværdighed over den tilgang, konkluderede Hallima Nyota og forsikrede EU-ledere om, at afrikanske unge ikke sidder og venter på EU-løsninger:

“Når I taler om ligeværdige partnerskaber, får man indtrykket af, at Afrika sidder på sidelinjen og venter. Det gør vi ikke.”

Domenico Rosa fra Europa-Kommissionens direktorat for internationale partnerskaber sagde direkte, at selv om målet er ligeværdige partnerskaber på den lange bane, så er der et godt stykke vej igen:

“Diskussionen om ligeværdige partnerskaber er på mange måder en slags myte. Partnernes udgangspunkt på nuværende tidspunkt er for forskelligt til, at der kan være tale om ligeværdighed.”

Ketil Karlsen, der er kontorchef for Afrika, udviklingspolitik og finansiering i det danske Udenrigsministerium, svarede, at

“Der er behov for en reel dialog om, hvad ligeværdige partnerskaber betyder for dem, man vil indgå partnerskaber med – selvom hvis man stiller det spørgsmål, kan man få ubehagelige svar.”

Global Gateway sat under lup

Dagens sidste panel rundede konferencen af med en livlig debat om EU’s store flagskib for infrastruktur og investeringer, Global Gateway-strategien. Her var der bred enighed om, at strategien rummer potentiale, men at kursen endnu er uklar.

Tanya Cox, direktør i CONCORD Europe, kaldte det “et skib, der bygges, mens det sejler” og advarede mod at bruge udviklingsbistand til at understøtte lån og privatsektorprojekter:

”Udviklingsbistand skal støtte partnerlandenes udvikling, ikke europæiske virksomheder.”

Paul Okumu, sekretariatschef for Africa Platform, kritiserede yderligere Gateway som en brandingøvelse, hvor Afrika igen risikerer at ende med gæld og udhulede ressourcer:

“Mange spørger mig stadig, hvad Global Gateway egentlig er. Det siger alt i sig selv. For ofte betyder det lån til projekter, vi ikke har bedt om, eller projekter, der primært gavner europæiske virksomheder, mens vi står tilbage med gæld.”

Fra erhvervssiden var budskabet anderledes

Jesper Friis, der er chef for udviklingspolitik og partnerskaber i Dansk Industri, påpegede, at handel og investering i sig selv kan skabe jobs og vækst. Ifølge Friis er det bedre, når det er europæiske virksomheder, der arbejder med bæredygtighed og arbejdsrettigheder, som står for investeringerne.

Theo Ib Larsen, administrerende direktør og chef for impact-partnerskaber i Impact Development Fund, fremhævede vigtigheden af at mobilisere privat kapital gennem garantier og risikodeling, men fremhævede også, at effekterne skal være synlige lokalt:

”Det må ikke kun handle om EU’s industripolitik. Det skal være med fokus på impact i Afrika.”

Flere tilskuere spurgte fra salen: Hvordan kan man som borger gennemskue, hvad Global Gateway egentlig fører til, og hvordan projekterne bliver realiseret i den virkelige verden? Tanya Cox svarede klart i sine afsluttende bemærkninger, før hun var nødt til at skynde sig mod lufthavnen for at flyve tilbage til Bruxelles:

“Vi må og bør kræve langt større gennemsigtighed.”