55 procent af mennesker verden over støtter op om udviklingssamarbejdet, selv når det betyder, at man kompromitterer nationale interesser.  Alligevel faldt EU's udviklingsbistand med 11,4 procent i reale tal i 2025. Det viser Concord Europe's årlige AidWatch, som udkom tidligere i september.

I flere år har EU-institutionernes udviklingsbistand opvejet for de enkelte medlemsstaters nedskæringer, men nu viser de foreløbige tal for 2025, at både medlemsstaterne og EU-institutionerne skærer i udviklingsbistanden. På tværs af medlemsstartene faldt udviklingsbistand som andel af bruttonationalprodukt til 0,42 procent, hvilket er det laveste niveau siden 2018. Kun Luxembourg, Sverige og Danmark mødte eller overgik FN-målsætningen om 0,7 procent, mens de fleste medlemsstater lå under 0,3 procent.

AidWatch differentierer mellem EU-medlemsstaternes og EU-institutionernes bistand. Mens EU-medlemsstaternes samlede bistand faldt med 9,9 procent i 2025, faldt EU-institutionernes udviklingsbistanden således med 13,8 procent. Det er det største fald i ti år.  

Hver femte bistandseuro lever ikke op til formål 

Udover nedskæringer peger AidWatch rapporten også på en faldende kvalitet af bistand. Eksempelvis vurderes 22 procent af medlemsstaternes bistand i 2025 at være "inflated". Det betyder, at bistanden ikke lever op til dens formål, at den ikke er på favorable vilkår ift. markedet (concessional finance), og at den ikke har udviklingsmæssig relevans og/eller ikke når de mennesker og lokalsamfund, som udviklingsbistanden er til for. Faktisk lever mere end hver femte euro, der indberettes som officiel udviklingsbistand, ikke op til kriterierne.

Mens støtten til de mindst udviklede lande (LDC'er) samt skrøbelige og konfliktramte lande (FCAS) udgjorde 10,5 procent af EU-instititutionernes bilaterale bistand i 2025, viser tallene, at den samlede udviklingsbistand fra EU-institutioner til Ukraine udgjorde 34,6 milliarder dollars. Det er 65,2 procent mere end i 2024.

Nedskæringer i bistanden, og særligt faldet i støtten til de mindst udviklede lande og skrøbelige og kriseramte lande, er en svækkelse af unionens globale indsatser “og rejser bekymring om balancen mellem strategiske prioriteter og målsætningerne vedrørende fattigdom og ulighed, som er fastlagt i EU-traktaterne. Denne bekymring forstærkes af det stigende fokus på finansielle instrumenter inden for rammerne af EU's Global Gateway-strategi, som i stigende grad knytter udviklingsfinansiering til økonomiske og geostrategiske interesser,” som det påpeges i AidWatch rapporten. 

Der er en anden vej 

Selvom den generelle udvikling er nedslående, fremhæver AidWatch 2026 gode eksempler på udvalgte medlemslande, der går forrest og både holder fast i niveauet af bistanden samt arbejder med effektivisering af den. Danmark fremhæves som et af de tre lande, der står fast på målsætningen om at bruge 0,7 procent af BNI på udviklingsbistand. Mens Luxembourg fremhæves som best practice på et medlemsland, der går foran og allokerer 1 procent af BNI til udviklingsbistand, og som samtidig holder omkostninger til flygtninge i landet (in-donor country refugee costs) uden for bistandsbudgettet, samtidig med at landet lever op til internationale klimaaftaler ved at yde klimafinansiering som nye og additionelle midler frem for at tage midler fra det eksisterende udviklingsbudget. Samtidig leverer Luxembourg kun udviklingsbistand som gavebistand og holder 100 procent af udviklingsbistanden som "ubunden" (untied) - dvs. ikke bundet til virksomheder i landet.

Sverige fremhæves for at have opsat en grænse for, hvor mange udgifter til flygtningehåndtering i landet, der kan tælle som bistand, så maksimum 8 procent af bistandsbudgettet kan gå til den post. Mens Belgien har opbygget en lang tradition for at give ubunden gavebistand gennem multilaterale organisationer fokuseret på f fattigdomsbekæmpelse og humanitær bistand. Til sammen viser eksemplerne, at der er gode erfaringer på tværs af unionen, som medlemslande kan lære af. Samtidigt viser udviklingen i både kvalitet og kvantitet af udviklingsbistanden, at nedskæringerne er et politisk valg.

AidWatch-rapporten præsenterer fem anbefalinger til, hvilke skridt EU-institutionerne og de enkelte medlemsstater bør tage for at fokusere udviklingsbistanden tilbage til dens formål:

1. Fasthold udviklingsbistandens kerneformål og dens koncessionelle karakter.
2. Mål og rapportér udviklingsbistand med fokus på fattigdomsbekæmpelse og reduktion af ulighed, og vedtag bindende målsætninger, der gør det muligt at følge fremskridt.
3. Fastlæg klare og konkrete planer for gradvist at tilbagerulle de nuværende nedskæringer og nå finansieringsforpligtelser på mindst 0,7 procent af BNI til udviklingsbistand, herunder 0,15-0,2 procent af BNI til de mindst udviklede lande, inden 2030. 
4. Indfør et loft over udgifter, der kunstigt oppuster EU's udviklingsbistandsbudgetter, som et første skridt mod gradvist at udfase disse udgifter, samtidig med at der sikres gennemsigtig rapportering. 
5. Tag udgangspunkt i prioriteter og behov i det globale syd ved udformningen af EU's udviklingsbistand, og styrk den demokratiske styring af udviklingsbistanden.

Du kan læse rapporten her AidWatch 2026  

Tilbagegang i effektive mekanismer 

Samtidigt med AidWatch 2026 udkom statusrapporten ´Making Development Co‑operation More Effective´ fra Det Globale Partnerskab for Effektivt Udviklingssamarbejde (GPEDC), som er en international platform, der samler regeringer, organisationer, civilsamfund, den private sektor, fonde, parlamentarikere og andre aktører med det formål at styrke effektiviteten af alle former for udviklingssamarbejde. Statusrapporten undersøger udviklingsbistanden i 52 lande ud fra fire kriterier: Nationalt ejerskab, Fokus på resultater, Inklusive partnerskaber og Gennemsigtighed og gensidig ansvarlighed.

Rapportens data viser bl.a., at næsten to tredjedele af de deltagende lande og udviklingspartnere oplever en tilbagegang i bredt inddragende monitoreringsmekanismer, der skal sikre effektivt udviklingssamarbejde. Samtidig peger civilsamfundsorganisationer på behovet for mere meningsfuld inddragelse, mens mangelfulde data gør det vanskeligt at følge udviklingen for de mest sårbare grupper.  

Gennemsigtigheden er desuden svækket markant, idet andelen af udviklingssamarbejde, der opgøres i nationale budgetter, er faldet fra 61 procent i 2018 til 41 procent i 2026. Endelig er andelen DAC-landenes ubundne (untied) bilaterale udviklingsbistand stagneret og faldet fra 82 procent i 2017 til 79 procent i 2024 efter tidligere markante fald.

Find ´Making Development Co‑operation More Effective – Progress report 2026´ her.