Jeg har en grundlæggende tro på den demokratiske samtale, og på de friktioner og uenigheder, der er en del af dens præmis. Også når den handler om noget, jeg og mange af jer, der læser med her, brænder og arbejder for.

Verden ser meget anderledes ud i dag, end den gjorde i 1962, da Danmark fik sin første lov om udviklingssamarbejde i en tid præget af afkolonisering og opbygningen af det moderne internationale samarbejde samt nye internationale institutioner.

Og udviklingssamarbejdet har heldigvis heller aldrig stået stille. Fattigdomsbekæmpelse er fortsat en helt central opgave. Magtforholdene flytter på sig. Nye aktører kommer til. Klimakrisen, konflikter, migration, økonomi og sikkerhed hænger sammen og udfordrer os på nye måder.

Selvfølgelig skal vi have en åben samtale om udviklingssamarbejdets rolle og værdi i dag. Og om de danske civilsamfundsorganisationers rolle i det.

I virkeligheden er det også en større samtale om Danmarks rolle i verden. Hvilken verden vil vi være med til at forme? Hvilken rolle spiller civilsamfundet og borgerdiplomatiet i at bygge og styrke partnerskaber og alliancer? Og hvordan bidrager udviklingssamarbejdet til global stabilitet og sikkerhed i en verden i opbrud?

Flere af de samtaler havde vi op til folketingsvalget. Og dem skal fortsætte med at have.

Men en god samtale kræver, at vi diskuterer på et oplyst grundlag og har fakta på plads.

Dansk udviklingssamarbejde er ikke et system, hvor organisationer frit kan bruge offentlige midler på det, de selv finder interessant. Der ligger politisk vedtagne strategier bag, eksempelvis er den sidste udviklingspolitiske strategi en aftale mellem otte af Folketingets 12 partier. Der er udbud, bevillingskriterier, kontrol, rapportering og tilsyn. Og det skal der være. Det er skatteydernes penge, og de skal naturligvis forvaltes ansvarligt og formidles bredt, som civilsamfundet eksempelvis gør gennem folkeoplysning. Det betyder ikke, at systemet er hævet over kritik. Tværtimod. Vi skal hele tiden kunne spørge os selv, om pengene bliver brugt godt nok, om vores metoder er de rigtige, og om institutioner og finansieringsformer følger med den verden, de skal virke i.

Det danske civilsamfund er samtidig ikke én ting. Det består af store og små organisationer, humanitære organisationer, udviklingsorganisationer, rettighedsorganisationer, trosbaserede organisationer, fagbevægelsen, oplysningsorganisationer, uddannelsesinstitutioner og mange andre. De har forskellige metoder, udgangspunkter og baglande.

Den mangfoldighed er ikke et problem, der skal forklares væk. Den er en del af, hvad et civilsamfund er og et sundt tegn på et stærkt demokrati.

Hen over sommeren har vi set en række angreb og mistænkeliggørelse af flere organisationer og deres indsatser. Det har affødt mediedækning af udviklingsbistanden og særligt af organisationers folkeoplysningsaktiviteter. Debatten bygger dog på en falsk præmis om, at organisationer bruger midler på oplysningskampagner i Danmark fremfor, at lade pengene går direkte til mennesker i det globale syd. Men det er ikke enten eller. Folkeoplysning er en forpligtigelse organisationer har i henhold til loven om udviklingssamarbejde og den udviklingspolitiske strategi, fordi danskerne nemlig skal have indsigt i, hvordan vi bruger skattekronerne, og hvilke store forskelle, de gør ud i verden. Eksempelvis støtter Oplysnings- og Engagementspuljen (OpEn) folkeoplysning med 0,09 procent af udviklingsbistanden, der er på ca. 24 mia. kr.

Folkeoplysningen er samtidig en forankret del af de danske værdier. Den styrker demokratiet, dannelsen og fællesskabet i samfundet. Gennem folkeoplysning er danske udviklings- og humanitære organisationer med til at bringe verden tættere på danskerne, styrke vores allerede store udsyn og formidle, hvilken rolle Danmark spiller globalt.

Vi må ikke lade angrebene på vores virke - og reaktioner på dem, definere hele dagsordenen.

Vi skal engagere langt flere mennesker i spørgsmålet om, hvilken rolle Danmark skal spille i verden, og hvordan udviklingssamarbejdet skal forandre sig i takt med verden omkring os.

For foran os ligger den større samtale. Om fremtid, visioner og håb. Om hvilken verden vi gerne vil være med til at skabe, og hvordan vi faktisk kommer tættere på den.

/Mette Müller Kristensen