Aflysningen af RightsCon, der skulle have fundet sted i Zambia i begyndelsen af maj, varsler om et geopolitisk indskrænket råderum for civilsamfundet, men efterreaktionerne har også demonstreret en global solidaritet, som viser vejen frem. 

RightsCon er verdens største konference for digitale menneskerettigheder. Den finder sted i et nyt land fra år til år siden 2011 og skulle i begyndelsen af maj 2026 have samlet omkring fem tusind rettighedsforkæmpere, teknologer, forskere og aktivister i Lusaka, Zambia. Konferencen blev imidlertid aflyst få dage inden åbningsceremonien, efter at den zambiske regering meldte ud, at den skulle udskydes og tilpasses landets “nationale værdier”. 

Aflysningen er symptomatisk for en udvikling, hvor civilsamfundets råderum i stigende grad udfordres, ikke kun i nationale kontekster, men også i de globale rammer, hvor civilsamfund mødes, organiserer sig og opbygger fælles strategier. 

Hvad ligger bag aflysningen af RightsCon? 

Access Now, som arrangerer RightsCon, kunne hurtigt fortælle efter et kaotisk forløb, at det var på grund af kinesisk pres, at den zambiske regering havde valgt at stoppe konferencen i sidste øjeblik og uden nogen form for forudgående dialog. Angiveligt skyldtes presset, at der ville være talere og deltagere fra Taiwan, og den kinesiske indflydelse i Zambia er tungtvejende. 

Kina anslås at være kreditor for omkring 30% af Zambias eksterne statsgæld og er dermed landets største bilaterale långiver. Samtidig har kinesiske selskaber betydelige investeringer og ejerandele i landets kobbersektor, og konferencecentret Mulungushi International Conference Centre, hvor RightsCon skulle finde sted, blev bygget med kinesisk gavefinansiering. 

Spørgsmålet er, om kinesisk pres alene har ført til aflysningen af RightsCon. Hændelsen finder sted i en bredere geopolitisk kontekst, hvor USA’s nedlukning af USAID, og det amerikanske skift til en transaktionel tilgang til udviklingsbistand på tværs af mange lande har svækket det globale civilsamfund og ændret magtbalancer mellem globale stormagter. I sine relationer til Zambia overvejer USA eksempelvis at betinge livsvigtig sundhedsbistand med adgang til kritiske mineraler. Omkring 1,3 millioner mennesker i Zambia er afhængige af HIV-behandling finansieret af amerikansk bistand. 

Vi ved ikke hvilken rolle, om nogen, den amerikanske regering har spillet i aflysningen af RightsCon, men når bistand i stigende grad bruges som politisk instrument, ændrer det grundvilkårene for internationalt samarbejde, ikke mindst for civilsamfundet. 

Symptom på en global indskrænkning 

Globale muligheder for at civilsamfund og andre aktører kan samles på tværs til eksempelvis en stor menneskerettighedskonference som RightsCon spiller en central rolle i at opretholde netværk, koordinere indsatser og udvikle fælles strategier. En svækkelse af disse muligheder, får direkte konsekvenser for civilsamfundets handlemuligheder. 

Hvis et udvidet geopolitisk spillerum for en stormagt som Kina udgør en risiko for at samles i Zambia, hvor har det globale civilsamfund så muligheder for at mødes og se hinanden i øjnene? 

USA har historisk set været et vigtigt samlingspunkt, ikke mindst når det gælder digitale rettigheder, men landets demokratiske tilbagegang og politiske kurs rejser spørgsmål om, hvorvidt det fortsat kan fungere som en sikker og stabil kontekst at afholde begivenheder som RightsCon. Spørgsmålet er ligeledes om Europa byder på et alternativ, da Schengen-systemets visumregler er en barriere for deltagelse af aktører fra den globale majoritet, som oplever afslag, lange behandlingstider og omfattende krav. 

Konsekvensen er, at globale møder i praksis risikerer at ekskludere netop de aktører, der arbejder under størst pres og, i kontekst af udviklingssamarbejde, har ekspertisen inden for deres region og kontekst. Det er de aktørers stemmer, der er mest brug for i rummet og i den globale samtale. 

Strategier: solidaritet og regional organisering 

Aflysningen af RightsCon markerer et nybrud, som kræver en gentænkning af civilsamfundets strategier. Først og fremmest står solidaritet som den stærkeste umiddelbare reaktion. På tværs af kontinenter har organisationer mobiliseret støtte til Access Now og de berørte aktører. Solidariteten fungerer som en modmagt, der gør det sværere at isolere enkelte aktører og sender et signal om, at nedslag på civilsamfundet mødes kollektivt og globalt. 

Situationen peger på behovet for omorganisering af, hvordan civilsamfundet samler sig. En løsning kan være at sprede mere ud, og mødes oftere og mere regionalt. Hyppigere regionale samlinger kan reducere risiko, omkostninger og afhængighed af enkelte værtslande. Det kan også gøre deltagelse mere tilgængelig for aktører, der ellers udelukkes af visa- og andre rejsebarrierer. 

Økonomien er naturligvis afgørende for at dette er en mulighed for civilsamfundet. Nedlukningen af USAID og bredere bistandsnedskæringer har sat mange organisationer under pres, og aflysningen af RightsCon har kun forværret situationen for mange, der efterfølgende står med rejseudgifter, der ikke kan dækkes. 

Et stort behov i det globale miljø af aktører, der arbejder med digitale rettigheder, såvel som i det bredere civilsamfund er derfor muligheden for rejsestøtte. Det er et område, hvor det relativt nemt og hurtigt er muligt at understøtte civilsamfundsaktører fra den globale majoritet på en måde, hvor man en-til-en transformerer økonomiske midler om til den sociale kapital og globale solidaritet, som er nødvendig, for at civilsamfundet fortsat står stærkt under en kraftig geopolitisk modvind.