Blended finance er ikke længere et nyt buzzword, men fast inventar i udviklingsvokabularet. Til Globalt Fokus-debatten med aktører fra både pensionsverdenen, investeringsfonde og civilsamfundet stod det imidlertid klart, at blended finance er et vigtigt værktøj, men ikke en hurtig løsning.

Hvordan mobiliserer man privat kapital til at fremme bæredygtig udvikling og vækst, og skubbe på for grøn omstilling i en verden med enorme finansieringsbehov? Og hvordan sikrer man sig mod at gå på kompromis med hovedformålene med udviklingsindsatser og lokal forankring i afkastets og indtjeningens navn? Med de spørgsmål og Globalt Fokus’ nye analyse ’Blended finance – et bidrag til at lukke finansieringsgabet?’ som ramme inviterede vi aktører fra pensionsverdenen, investeringsfonde og civilsamfundet til debat om fremtiden for blended finance i Civilsamfundshuset VOX.

For at sætte scenen for dagens paneldebat gav Folkekirkens Nødhjælps blended finance-senior advisor, Ulla Balle, indblik i, hvordan blended finance fungerer i praksis. Det gjorde hun gennem konkrete erfaringer fra organisationens arbejde i Uganda og Zimbabwe.

"Blended finance kræver årelangt forarbejde, partnerskaber og tillid"

I Uganda kombinerer initiativet Soil Cycle Fund kapital og markedsopbygning for at styrke lokale virksomheder og værdikæder, så små producenter kan få adgang til markeder. Her bruges donorstøtte til at modne projekter, så de senere kan tiltrække private investeringer. Projektet kobler naturbeskyttelse med økonomisk udvikling, så lokalbefolkningen får direkte gavn. Målet er at skabe bæredygtige løsninger, der på sigt kan drives videre på markedsvilkår.

I Zimbabwe samarbejdede Folkekirkens Nødhjælp med lokale partnere om lignende udviklingsindsatser med fokus på landskabs- og naturforvaltning i større skala. Her beskyttes skove og savanne ved at skabe alternative indtægtskilder. Lokalsamfund får konkrete incitamenter til at bevare naturen ved at blive en aktiv del af de nye værdikæder, der skabes, og som ikke indebærer skovrydning. Det kan være gennem bæredygtigt landbrug, naturbaserede produkter og værdikæder som for eksempel svampeproduktion, der med relativt få ressourcer giver indkomst og samtidig mindsker presset på naturen. I disse indsatser er garantiordninger en bærende del af blended finance-tilgangen. Det betyder, at donor- eller offentlige midler dækker en del af risikoen, hvis investeringer i de nye små virksomheder ikke giver det forventede afkast. På den måde bliver det mere attraktivt for private investorer at engagere sig i projekter, der ellers ville være for risikable.

I begge projekter har civilsamfundet fungeret som brobygger ved at støtte mindre virksomheder og lokale initiativer, så de kan vokse og blive attraktive for investering, samtidig med at de bruger f.eks. garantiordninger som incitament til investering. Men “det har været en meget lang proces at komme til et niveau, hvor projektet er en investeringscase,” understregede Ulla Balle.

Pointen var klar: “Blended finance opstår ikke af sig selv. Det kræver årelangt forarbejde, partnerskaber og tillid.”

Retningslinjer findes, men praksis halter

Live fra Paris over et zoomkald gav OECD-policyanalytiker Wiebke Bartz Zuccala et mere systemisk perspektiv. Hun forklarede, at der findes omfattende retningslinjer for blended finance.

“Blended finance er i høj grad et spørgsmål om håndværk og implementering, og der findes allerede et hav af guidelines,” forklarede hun. Men selvom principperne er på plads, er udfordringen at få dem til at fungere i praksis:

“Vi mangler ikke retningslinjer. Udfordringen er at få dem omsat til praksis.”

Retningslinjerne stiller krav om, at offentlige midler kun skal bruges, hvor de skaber reel udviklingseffekt og faktisk mobiliserer ny kapital. Samtidig pegede hun på en grundlæggende skævhed: Investorer søger stabile og skalerbare projekter, mens de største udviklingsbehov ofte er komplekse, lokale og svære at gøre investerbare.

Dermed bliver blended finance ét værktøj blandt flere, ikke en universalløsning.

Pengene flytter sig ikke af sig selv

Det blev især tydeligt i paneldebatten, hvor Oxfam Danmarks generalsekretær, Lars Koch, satte en kritisk tone.

“Det er afgørende at udvikle privatsektoren i udviklingslandene,” sagde han, men advarede samtidig mod at overvurdere potentialet:

“Vi er ikke i nærheden af at mobilisere kapital i en skala, der matcher behovet. Den fiktion kan vi godt stoppe.”

Ifølge Lars Koch er det en politisk blindgyde at tro, at privat kapital kan spille en væsentlig rolle i at lukke finansieringsgabet. I stedet peger han på behovet for stærkere offentlige investeringer og ændringer i de globale økonomiske strukturer.

Lars Koch pegede på, at problemet og det store gab i udviklingsfinansiering ikke skyldes mangel på kapital, men nærmere, at den ikke finder vej til de steder, hvor udviklingsbehovet er størst. Det kunne Mikael Bek, som er chef for Environmental, Social og Governance (ESG), i pensionskassen PenSam, bekræfte.

“Vi vil gerne tage samfundsansvar, men ikke hvis det går ud over afkastet,” forklarede han ærligt.

Mikael Bek pegede dermed på en central realitet: Institutionelle investorer opererer under klare krav til afkast, risiko og regulering. Det gør investeringer i udviklingslande vanskelige.

Her bliver blended finance et redskab til at håndtere den spænding ved at lade offentlige midler tage en del af risikoen.

“Hvis pensionskasserne skal ud i de markeder, hvor risikoen er stor, kræver det mekanismer, der gør det trygt,” forklarede han.

Investorer tænker exit fra start

Fra Impact Fund Denmark gav Head of Investor Relations Kristoffer Nilaus Tarp et indblik i den finansielle logik.

“Vi tænker exit fra dag ét,” sagde han.

Det betyder, at selvom investeringer struktureres med henblik på impact, så er der et klart mål om, at projekterne på sigt skal kunne stå på egne ben på markedsvilkår og give afkast, så man kan hente investeringerne hjem. Det indebærer også en selektion, da ikke alle udviklingsprojekter passer ind i sådan en investeringsmodel, for her står langsigtighed i udviklingsindsatser i kontrast til kortsigtede ønsker om afkast.

Lokalsamfundene er fundamentet

Og så er der spørgsmålet om, hvem blended finance-projekter skal være til for. Særligt i diskussionen om naturbaserede projekter blev spørgsmålet om lokal forankring centralt. Her understregede Trine Glue Doan, som er program manager hos WWF Verdensnaturfonden, at investeringer kun giver mening, hvis de er tæt forbundet med de lokalsamfund, de påvirker:

“I naturprojekter kan det tage flere år at udvikle investerbare cases,” forklarede hun.

Hun pegede på, at organisationer som WWF arbejder i landskaber, hvor naturbeskyttelse og levevilkår hænger tæt sammen. Derfor skal investeringer ikke blot skabe afkast, men også understøtte lokale værdikæder og levebrød.

“Hvis ikke lokalsamfundene er med, mister projekterne deres fundament.”

Debatten pegede dermed på en vigtig balance: På den ene side ønsket om at skalere løsninger og tiltrække kapital, på den anden side behovet for at sikre, at projekterne er forankret i lokale realiteter og rettigheder. Hvis balancen tipper, risikerer investeringerne at miste deres udviklingseffekt og forankring i lokalsamfundet.

Civilsamfundet som motor i systemet

Et gennemgående tema i debatten var civilsamfundets rolle. Civilsamfundsorganisationer er ikke kun implementeringspartnere i blended finance-indsatser, men også centrale aktører i at udvikle projekter og gøre dem investerbare.

Organisationer opbygger partnerskaber, styrker lokale virksomheder og skaber de strukturer, som senere kan tiltrække investeringer. Samtidig er dynamikken mellem organisationerne og de private aktører ved at ændre sig.

“Dynamikken er vendt, og nu er det ofte organisationerne, der kommer til os med projekter,” lød det fra Mikael Bek fra pensionskassen PenSam.

Det peger på en udvikling, hvor civilsamfundet i stigende grad er med til at opbygge markeder.

Ingen genvej

Den samlede konklusion fra debatten var nuanceret. Blended finance rummer et reelt potentiale for at mobilisere kapital og skabe nye partnerskaber. Men det er ikke en genvej.

Det kræver tid at udvikle investerbare projekter, opbygge markeder og skabe tillid. Det kræver offentlige midler til at tage risiko. Og det kræver en erkendelse af, at ikke alle udviklingsindsatser kan eller bør gøres til investeringscases.

Blended finance kan bidrage til løsninger og ny finansiering, men kun som en del af et bredere finansielt og politisk svar på udviklingslandenes finansieringsbehov.