Ny analyse: Blended finance skaber store forventninger, men hvor langt rækker det?
Hvordan finansierer vi bæredygtig udvikling i en tid, hvor behovene er stigende, nedskæringer enorme og den traditionelle udviklingsbistand er under pres? Det spørgsmål står centralt i en ny analyse fra Globalt Fokus: Blended finance – et bidrag til at lukke finansieringsgabet?
Verden mangler i dag omkring 4 billioner USD årligt for at nå Verdensmålene. Samtidig skæres der i den traditionelle udviklingsbistand, mens finansieringsgabet forventes at stige yderligere til 6,4 billioner USD årligt i 2030. Nye tal fra OECD, viser et historisk fald i den globale udviklingsbistand på 23,1 procent i 2025 – det største årlige fald nogensinde. Det øger behovet for at finde nye finansieringskilder og skabe bedre forståelse af nye finansieringsinstrumenter. Derfor har begrebet blended finance været på manges læber i udviklingssektoren de seneste år.
Nye løsninger sættes i spil for at løse det voksende finansieringsgab
Kort sagt handler blended finance om at bruge offentlige midler til at mobilisere private investeringer i det globale syd og instrumentet fremhæves ofte som en del af løsningen på det globale finansieringsgab. Samtidigt mangler der fortsat dokumentation og viden om effekterne af blended finance. Globalt Fokus har derfor udarbejdet analysen for at skabe et fælles vidensgrundlag om, hvad blended finance kan og ikke kan bidrage med, og for at kvalificere den danske debat om muligheder, risici og nødvendige politiske rammer. Analysen henvender sig især til aktører i dansk udviklingspolitik, civilsamfundsorganisationer, beslutningstagere og andre, der arbejder med fremtidens finansiering af bæredygtig udvikling.
Analysen Blended finance – et bidrag til at lukke finansieringsgabet? er den første i serien Fremtidens finansiering af bæredygtig udvikling, som over de kommende måneder sætter fokus på centrale tendenser i debatten om udviklingsfinansiering. Serien har til formål at styrke vidensgrundlaget om nye finansieringsformer og skabe et fælles afsæt for politisk dialog om bæredygtig, rettighedsbaseret finansiering.
Hvor langt rækker blended finance?
Blended finance spiller allerede en voksende rolle i den internationale udviklingsdebat og forventes også at få større betydning i dansk udviklingspolitik – ikke mindst i lyset af Danmarks udviklingspolitiske strategi fra 2025. Den nye analyse viser, at blended finance allerede anvendes i stor skala, særligt i forbindelse med grøn omstilling i vækstøkonomier. Men den samlede mobilisering er stadig langt fra at kunne dække behovet.
Afhængigt af opgørelsesmetode blev der i 2023 mobiliseret mellem 15 og 70 mia. USD gennem blended finance. Det er langt fra de billioner, der mangler globalt, som illustreret i figuren ovenfor, og det understreger at selvom mobiliseringen af private midler kan spille en vigtig rolle, ikke mindst i en tid med nedskæringer på offentlig bistand, kan det kun være en del af løsningen på at lukke finansieringsgabet.
Store muligheder og ditto faldgruber
Analysen viser, at blended finance under de rette omstændigheder helt bestemt kan mobilisere privat kapital til bæredygtig udvikling, særligt i sektorer og lande, hvor der allerede findes et vist kommercielt potentiale – f.eks. grøn omstilling i vækstøkonomier. Men analysen peger også på væsentlige faldgruber: Midlerne risikerer i høj grad at koncentrere sig i mellemindkomstlande og i sektorer med højt afkast, mens de fattigste lande og centrale områder fortsat overses.
Derudover peger analysen på behovet for højere krav til gennemsigtighed, dokumenterbare udviklingseffekter, lokal forankring og rettighedsbaserede tilgange i projekterne. Blended finance kan derfor ikke stå alene, men bør ses som ét værktøj blandt flere, og aldrig som en erstatning for offentlig udviklingsbistand.
Civilsamfundet bør spille en nøglerolle
Et centralt budskab i analysen er, at civilsamfundet i dag ofte spiller en begrænset rolle i blended finance indsatser, og at potentialet er langt større. Civilsamfundet kan nemlig være afgørende for at sikre lokal forankring, ansvarlighed og rettighedsbaserede tilgange i indsatserne.
Analysen peger på tre centrale roller, som civilsamfundet allerede spiller, og som alle bør styrkes fremover:
- Som brobyggere, der bidrager med lokal viden og indsigt i behov og kontekster og dermed styrker projekternes relevans og forankring.
- Som deltagere, der indgår i partnerskaber med både offentlige og private aktører og bidrager til implementering og kapacitetsopbygning.
- Som vagthunde, der holder øje med ansvarligheden i blended finance og arbejder for gennemsigtighed, menneskerettigheder og bæredygtige udviklingseffekter.
En stærkere inddragelse af civilsamfundet i alle faser af blended finance-indsatser – fra planlægning til evaluering – kan øge kvaliteten og legitimiteten af investeringerne og styrke deres udviklingseffekt.
Analysen præsenterer desuden tre overordnede anbefalinger til, hvordan Danmark kan arbejde strategisk med blended finance.
- Blended finance bør supplere – ikke erstatte – offentlig udviklingsbistand.
- Indsatserne bør have klare målsætninger for fattigdomsbekæmpelse, menneskerettigheder og bæredygtig udvikling.
- Civilsamfundets rolle som brobygger, deltager og vagthund bør styrkes systematisk.
Anbefalingerne henvender sig særligt til de politiske beslutningstagere og relevante myndigheder, der fastlægger rammerne for Danmarks blended finance-indsats, men er også rettet mod de statslige finansielle institutioner, civilsamfundsaktører samt private investorer og virksomheder, der bidrager til indsatserne.
Kom med til lancering
Analysen er blevet til i samarbejde med Globalt Fokus’ medlemsorganisationer og bygger på workshops og dialog om civilsamfundets rolle i fremtidens udviklingsfinansiering. I de kommende måneder følger flere analyser i serien, som blandt andet vil se på skatte- og gældsreformer som centrale elementer i fremtidens finansiering af bæredygtig udvikling.
Globalt Fokus vil samtidig arbejde for at bringe analysens anbefalinger i spil i den politiske dialog, blandt andet gennem et kommende multistakeholder-arrangement om blended finance, som finder sted fredag den 22. maj, kl.13.30 - 15.30, i VOX på Lyngbyvej 100.
- Oprettet den .
