I anledning af det cypriotiske EU-formandskab mødes civilsamfundsaktører, forskere og politikere i Nicosia for at diskutere perspektiver og løsninger på nogle af Europas mest presserende udfordringer som demokratisk tilbagegang og pres på civilsamfundet. 

Forårssolen ligger tungt over Cyperns hovedstad, Nicosia, hvor appelsintræerne står i blomst og byen summer. Inde i et amfiteater på University of Nicosia er temperaturen en anden. Her er luften tæt af samtaler, håndtryk og store kameraer, der vender mod scenen. Delegationer og aktører fra bl.a. Nordafrika, Europa og Middelhavsregionen fylder rummet, mens mindre grupper fortsætter introduktioner og samtaler over morgenkaffen før Euro-Mediterranean civil society conference skydes i gang.

Samtidig, mindre end en times kørsel fra konferencen, er Europas stats- og regeringschefer samlet til EU-topmøde. Her er dagsordenen præget af krig, energiforsyning og økonomisk usikkerhed skabt af de samtidige kriser, der presser det europæiske samarbejde. På universitetet i Nicosia er samtalerne en smule anderledes i form og substans, men de kredser om mange af de samme spørgsmål: hvordan navigerer EU i en verden i opbrud, og hvordan fastholdes tillid, rettigheder og langsigtede løsninger i en tid, hvor kortsigtede hensyn ofte dominerer. 

Konferencen er en del af European Presidency Project, der følger EU-formandskaberne og har til formål at styrke civilsamfundets rolle i europæisk udviklingspolitik.

Civilsamfundet som brobygger: Borgerdiplomati illustreret i en udstilling om Cyperns historie

I en udstilling ved Bank of Cyprus Cultural Foundation får konferencens tematikker og diskussioner en konkret dimension. Her inviteres vi ind i Cyperns komplekse historie i Cyprus Insula History – Memory – Reality, hvor formatet bevæger sig gennem fortællinger om øens fortid og nutid. I et af rummene løber en grøn linje langs væggen – en visuel gengivelse af den grænse, der siden 1974 har delt øen i en græsk og en tyrkisk del.

Men linjen er ikke kun en markering af opdeling. Den er også en tidslinje.

Langs den er der indsat nedslag, der viser civilsamfundsinitiativer, samarbejder og fredsopbyggende indsatser på tværs af konflikten. Små og store handlinger, der over tid har forsøgt at bygge bro, hvor politik og historie har skabt skel. 

Det er en stille, men stærk illustration af værdien af mellemfolkelighed og borgerdiplomati, drevet frem af civilsamfundet og borgere: relationer mellem mennesker, der over tid er med til at opbygge tillid og skabe forandring.

Ikke langt fra udstillingen mødes mennesker fortsat på tværs af den fysiske grænse. Hver lørdag klokken 11 samles civilsamfundsaktører fra begge sider til en kop kaffe. En enkel handling, gentaget uge efter uge, som vidner om, at diplomatiske relationer ikke kun skabes i formelle rum eller forhandlingslokaler mellem statsledere, embedsmænd eller diplomater.

Et råderum i bevægelse

“Demokratisk deltagelse er fragmenteret. Tilliden til institutioner er under pres. Og krig foretrækkes over fred,” således indleder Charalambos Vrasidas sin åbningstale tilbage ved Euro-Mediterranean civil society conference. Han er direktør i forskningsinstitutionen CARDET, der er værter for konferencen. Det er en nøgtern konstatering af den virkelighed, som både EUs beslutningstagere og civilsamfund står i og forsøger at adressere fra hver sin vinkel.

Konferencens første panel retter blikket mod civilsamfundets vilkår i en verden, hvor demokratiske rum er under forandring og den demokratiske deltagelse er fragmenteret. For nogle regioner og organisationer er et snævrere råderum en nyere udvikling, mens det for andre er status quo og en velkendt præmis. Jan Bazyl, direktør i den polske civilsamfundsplatform Grupa Zagranica, minder om, at civilsamfund i Central- og Østeuropa altid har opereret i et råderum under pres, og at det er afgørende at nuancere fortællingen om indskrænkning af civilsamfundets råderum.

Mohammed Hafez fra Anna Lindh Foundation der arbejder specifikt med interkulturel dialog i middelhavsregionen beskriver, hvordan det i stigende grad bliver vanskeligt at opretholde direkte og meningsfuld kontakt med de lokalsamfund, organisationerne arbejder med, og hvordan fokus ofte forskydes fra langsigtet forandring til mere kortsigtede, reaktive indsatser.

“I vores kontekst bliver det sværere og sværere at have direkte kontakt med de lokalsamfund, vi arbejder for,” fortæller Mohammed Hafez og peger på en udvikling, hvor adgang, dialog og tillid ikke længere kan tages for givet.

Der en tydelig oplevelse blandt flere deltagere af, at civilsamfundets rolle på tværs af kloden i stigende grad bliver udfordret og genforhandlet. Spørgsmål om legitimitet, repræsentation og værdiskabelse fylder mere, og som direktøren for den Bruxelles-baserede organisation Civil Society Europe, Carlotta Besozzi, påpeger, foregår en stor del af arbejdet i dag med at forklare og synliggøre værdien af civilsamfundet. En værdi, der ikke kan måles i typiske KPI’er eller firkantede økonomiske termer.

Det er en udvikling, der trækker ressourcer væk fra det arbejde, civilsamfundet i udgangspunktet er sat i verden for at udføre, men som også skærper behovet for at formulere klare narrativer om, hvorfor civilsamfundet er en uundværlig del af demokratiske samfund.

Mellem kriser, der kræver handling og langsigtede løsninger

Den geopolitiske kontekst er konstant til stede i samtalerne i Nicosia. Krig i Ukraine og på den anden side af Middelhavet i Sydvestasien, presset på multilaterale institutioner og globale usikkerhed påvirker både nationale prioriteringer og EU’s samlede kurs. Det er ikke længe siden at øen helt konkret mærkede til dette, da et mindre droneangreb fandt sted på den britiske luftvåbenbase RAF Akrotiri. En hændelse, der understreger, hvor tæt sikkerhedspolitiske spændinger er på hverdagen.

Denne virkelighed danner bagtæppe for konferencens afsluttende panel om Middelhavsregionens fremtid, hvor tre forskere og eksperter i international politik, sikkerhed og udvikling analyserer, hvordan skiftende alliancer, regionale spændinger og global magtkonkurrence påvirker både sikkerhed, økonomi og udvikling. Panelets aktualitet, som får alle deltagerne til at sidde på kanten af deres sæder, kredser om, hvordan EU og andre aktører kan navigere i et landskab præget af samtidige kriser, og hvilke muligheder der findes for at styrke samarbejde, diplomati og tillid på tværs af regionen.

Panelets deltagere peger på, at det nuværende pres skubber politiske prioriteringer i retning af kortsigtede og reaktive løsninger. Men netop i en sådan situation bliver det langsigtede arbejde afgørende. Her fremhæves civilsamfundets rolle, sammen med forskning og viden, som en nødvendig modvægt, der kan fastholde fokus på rettigheder, bæredygtighed og langsigtede strukturelle forandringer, også når den politiske dagsorden er domineret af krisehåndtering.

“Diplomati er ikke bare vigtigt. Det er den eneste vej frem,” lyder det fra Dr. Harry Tzimitras, direktør ved forskningsinstituttet PRIO Cyprus Centre.

Han fortsætter og udfordrer ligeledes den snævre forståelse af sikkerhed.

“Vi skal stoppe med at tænke sikkerhed snævert. Sikkerhed handler også om klima, rettigheder og ligestilling.”

Samarbejde som forudsætning

Tilbage i konferencelokalet er det tydeligt, at ingen aktør kan løfte opgaven alene. Tværgående samarbejder mellem civilsamfund, institutioner, forskere og private aktører bliver fremhævet som afgørende.

Som Rebekka Blomqvist fra Globalt Fokus formulerede det:

“Vi skal turde kigge indad, være åbne og tænke i nye alliancer. Hvordan får vi flere til at tale vores sag og være med til at forstå og understrege, hvor vigtig civilsamfundets rolle er?”

Det handler ikke om at give køb på værdier, men om at finde nye måder at bringe dem i spil i en verden, der forandrer sig hurtigt.