I sidste uge samledes over 400 mennesker fra hele verden i Ottawa til en global samtale om det stadigt stigende pres på civilsamfundet og dets frie råderum. Globalt Fokus’ direktør, Mette Müller Kristensen, var også med. Hun er vendt hjem med vigtige refleksioner om, hvordan civilsamfundets råderum skal genopbygges som legitim offentlig kraft.

Der var strubesang fra First Nations-folk om morgenen. Der var Claudette Commanda, en elder, som talte om gaven på bordet foran os; at man må modtage, før man kan give videre. Der var kor, kunst, ord om håb og værdighed. Og så var der den hårde virkelighed, som lå lige under overfladen hele tiden: at civilsamfundets råderum i stigende grad er under pres – ikke kun gennem love, overvågning og repression, men også gennem mistænkeliggørelse, delegitimering og tab af offentlig tillid.
 
Ottawa Civic Space Summit samlede omkring 400 deltagere fra civilsamfund, medier, forskning, fonde og offentlige institutioner fra hele verden om ét grundlæggende spørgsmål: hvordan forsvarer, generobrer og gentænker vi civilsamfundets råderum i en tid præget af autoritære strømninger, geopolitisk uro og svækket multilateralisme?
 
Ottawa Civic Space Summit var bygget op omkring tre ord: forsvar, generobr og gentænk (Defend, Reclaim, Reimagine). Det var en god ramme, for presset på råderummet er reelt og veldokumenteret. Restriktive love, digital overvågning, chikane mod friheds- og rettighedsforkæmpere og svækkelse af retten til at protestere. Disse tendenser gav genklang i samtaler med globale kolleger og fra scenen, hvor flere pegede på det samme mønster: at argumenter om national interesse, terror og sikkerhed i stigende grad bruges til at begrænse frihedsrettigheder, samtidig med at penge flyttes fra udvikling og humanitær støtte til forsvar og national sikkerhed.

En kamp om legitimitet

Men det mest interessante på summit’et var måske ikke selve diagnosen og analysen. Den kender vi. Det var snarere den voksende erkendelse af, at kampen om civic space også er en kamp om legitimitet.
Civilsamfundets råderum er ikke kun en juridisk størrelse. Det er også et spørgsmål om demokratisk sundhed. Om et samfund er åbent nok til at tåle kritik, organisering, uenighed og offentlig stemme. Og om civilsamfundet fortsat opfattes som en legitim del af det fælles demokratiske rum.
Men mange steder er der kræfter, der aktivt forsøger at delegitimere civilsamfundet. Et konkret eksempel er fra Kenya, hvor udtrykket “evil society” bruges nogle steder om civilsamfundet. Det siger noget vigtigt om, hvad der er på spil, nemlig at civilsamfundets råderum ikke kun udfordres, når stater vedtager restriktive love. Det udfordres i den grad også, når civilsamfund fremstilles som fremmed, elitært, moralsk tvivlsomt eller som en forstyrrelse, man helst var foruden.

Handlekraft i flok som vigtigste modtræk

Et andet spor, der stod stærkt under topmødet, var behovet for at gå fra viden til handling. Vi har efterhånden mange monitoreringsværktøjer, meget data og mange advarsler. CIVICUS Monitor, EU SEE-projektet og senest en ny rapport fra Amnesty, der advarer om kollaps af menneskerettigheder. Dertil er der en lang række nationale og internationale analyser, der gør os bedre til at se mønstrene. Det er vigtigt. Men summit’et pegede igen og igen på det samme spørgsmål: Hvad sker der så?
 
Hvis de samme typer lovforslag, restriktioner og anti-civilsamfundsnarrativer dukker op på tværs af lande, burde vores respons ikke begynde forfra hver gang. Der er brug for hurtigere solidaritet, stærkere beskyttelsesmekanismer, bedre juridiske svar, mere fleksibel støtte og klarere roller, når advarslerne kommer. Viden gør ikke i sig selv en forskel. Den gør først en forskel, når den fører til handling.
Når kampen om civic space også er en kamp om legitimitet, så er vores vigtigste modtræk fælles organisering, solidaritet, synlighed og handlekraft i flok. 

Vi skal genopbygge civilsamfundets råderum som legitim offentlig kraft

Der var også et modspor gennem dagene i Ottawa, som blev ved med at vende tilbage: modstand, handlekraft og værdighed. “Eksil betyder ikke, at man mister sin handlekraft,” sagde den afghanske flygtning og menneskerettighedsforkæmper Maiwand Rahyab, som i dag står i spidsen for organisationen Resilient Societies – den ene af de to canadiske organisationer bag Ottawa Civic Space Summit sammen med Cooperation Canada. Det var en vigtig påmindelse i en tid, hvor meget let kommer til at handle om krise, pres og tab. For der findes modstand. Der findes mennesker, som organiserer, dokumenterer, beskytter, protesterer og holder fast – på gaderne, i lokalsamfund, i retssale, i digitale rum og i eksil.
 
Det peger også på en udfordring til os selv. Organiseret civilsamfund bruger ofte meget energi på regeringer, institutioner og beslutningstagere. Det giver mening. Men summit’et gjorde det også tydeligt, at vi skal bruge mere energi på offentligheden, relationer og befolkninger. Ikke kun på politik, men på tillid. Ikke kun på formelle rum, men på at opbygge det, man måske kunne kalde demokratisk selvtillid hos befolkninger.
For hvis civic space også er en kamp om legitimitet, så er det ikke nok at have ret. Vi må være tydeligere, mere forbundet med menneskers liv og mindre bange for at gå ind i de svære samtaler. En af talerne brugte udtrykket om, at vi skal “ruske op i fjerene”. Det er måske ikke det værste råd lige nu.
 
Ottawa gav ikke anledning til let optimisme. Men summit’et gjorde noget vigtigt tydeligt: Civilsamfundets råderum skal ikke kun forsvares mod angreb. Det skal også genopbygges som legitim offentlig kraft. Det kræver bedre analyser, ja. Men også hurtigere handling, stærkere alliancer og større investering i den tillid, deltagelse og handlekraft, som demokratiet hviler på.