Skip to main content

 

Nyheder

Valganalyse: Et 'bøvlet' resultat, men lovende for udviklingsbistanden

Efter fire ugers intens valgkamp, en rodet valgaften og et mudret resultat, der sandsynligvis kommer til at byde på lange regeringsforhandlinger og måske endda flere kongerunder, kan vi som de fleste blot konkludere, at meget stadig er oppe i luften.  

Dansk udviklingsbistand var for første gang i mange år på dagsordenen både før og under valgkampen. Det skete efter Venstre meldte ud, at hvis de kom til magten ville de skære i udviklingsbistanden fra 0,7 til 0,5 procent af BNI for at finansiere investeringer i danskernes sikkerhed og velfærd. 

Trods indledende forsøg på at gøre udviklingsbistand til et diskussionsemne under et par partilederdebatter, endte den politiske samtale om Danmarks globale engagement og 0,7 med at blive et springbræt for politikerne til at tale om finansiering af andre prioriteter. Under DR’s store debat mellem Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen undlod begge statsministerkandidater ligeledes at bringe emnet på banen, da de fik frit valg til at vælge diskussionsemner. I de afsluttende partilederrunder blev det kort bragt op som et sted at finde finansiering, men det blev hurtigt erstattet af indenrigspolitiske temaer, som f.eks. samtalen om dansk griseproduktion og tilstanden af det danske drikkevand. 

Alt i alt efterlader valget et indtryk af, at det i højere grad var medierne, der ønskede at diskutere udviklingsbistanden, end politikerne gjorde det.

Moderaternes afgørende mandater giver gode forudsætninger for fastholdelse af udviklingsbistanden 

Tirsdag nat lå valgresultatet så klar. Et resultat, der kan ende med flere udfald, og hvor det fortsat er uklart, hvordan vægtningen mellem partier, der vil bevare udviklingsbistanden på 0,7 procent og dem, som er klar til at skære den, kommer til at fordele sig. Dog kan man af valgresultatet se, at flertallet af danskere har stemt på partier, der ønsker at bevare udviklingsbistanden på 0,7 procent af BNI. Dette stemmer også overens med en befolkningsundersøgelse, som Globalt Fokus fik foretaget kort inden valgkampen, der viser, at 63 procent af danskerne mener, at en udviklingsbistand på 0,7 procent af BNI er passende (7 procent af de 63 mener, at det er for lidt).

Der er fortsat mange mulige og umulige regeringskonstellationer i spil, men som det ser ud nu, er det Lars Løkke Rasmussen (Moderaterne), der har de afgørende mandater, hvilket stiller udviklingsbistanden positivt i de kommende regeringsforhandlinger. Løkke og Moderaterne har under valgkampen nemlig været det parti, der mest udtalt har advokeret for at bevare 0,7 og fortsat leve op til FN-forpligtigelsen. Både på valgaftenen og til den første partilederdebat efter valget gentog Lars Løkke Rasmussen(M) sin modstand mod at skære i udviklingsbistanden. Mette Frederiksen (S) har i første omgang fået til opgave at lede forhandlinger om dannelse af en ny regering. 

Der er mange muligheder for at bygge et flertal. Ud af de partier, Mette Frederiksen har indkaldt til regeringsforhandlinger i første omgang (B, Ø, SF, Å, M, K og V) er det kun Venstre, der ikke støtter en fastholdelse af bistanden på 0,7% af BNI. Derfor er der gode udsigter til at bistanden forbliver på 0,7% i den konstellation. Det er for øvrigt de samme partier, der står bag den udviklingspolitiske strategi "Verden i Opbrud, Partnerskab i Udvikling" fra sidste år, der er udarbejdet med afsæt i FN-forpligtelsen på 0,7% af BNI. 

Men intet er fastlagt endnu, og der er fortsat mange mulige udfald af regeringsforhandlingerne, og det er ikke udelukket, at vi kan ende i en situation, hvor vi ser ind i nedskæringer til 0,5%. Det er dog værd at notere sig, at Lars Løkke Rasmussen, der sidder med de afgørende mandater lige nu, under partidebatten onsdag igen fremhævede sin position på udviklingsområdet: “Vi har ikke brug for en regering, der vender ryggen til konventionerne. Vi har ikke brug for en regering, som bakker ud på partnerskaber med hele verden og sparer en fjerdedel på udviklingsbistand og lukker ambassader rundt i verden,“ understregede han. 

Argumenter for udviklingsbistanden med udgangspunkt i global stabilitet og sikkerhed

Valgkampen gav, trods begrænset debat om udviklingssamarbejdet, alligevel et indblik i partiernes argumenter og syn på udviklingsbistanden i 2026. Her var der på tværs et stort fokus på, hvordan udviklingssamarbejdet bidrager til global stabilitet og sikkerhed.  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Flere partier bl.a. SF understregede, at det er vigtigt, at man samtænker udvikling, forsvar og diplomati mere  – den såkaldte 3D tilgang, der står for ´Defence, diplomacy og development´. Moderaterne, Socialdemokratiet og Radikale Venstre understregede alle i løbet af valgkampen vigtigheden af ikke at vende verden ryggen til og svigte internationale forpligtelser i en geopolitisk ustabil tid, hvor Danmark har brug for allierede. Her er der blevet lagt vægt på, at den regelbaserede verdensorden overholdes, og at Europa har brug for at være til stede eksempelvis på det afrikanske kontinent, hvor Kina og Rusland er stærkt til stede. Konservative har understreget, at udviklingsbistanden jo blandt andet går til Ukraine, hvilket i sidste ende understøtter Danmarks egen sikkerhed.  har understreget, at udviklingsbistanden jo blandt andet går til Ukraine, hvilket i sidste ende understøtter Danmarks egen sikkerhed. 

Tallene fra vores befolkningsundersøgelse viser også, at danskerne ser sammenhængen mellem udviklingssamarbejdet og global stabilitet. I undersøgelsen svarer 63 procent, at de mener, at udviklingsbistanden er et vigtigt værktøj til global stabilitet, mens 55 procent mener, at udviklingsbistand er en investering i Danmarks sikkerhed.

Budskaberne fra dem, der taler for at bevare udviklingsbistanden på 0,7 procent under valgkampen, peger altså på en ny samtale om udviklingsbistandens kobling til geopolitik, global stabilitet og sikkerhed. En samtale som både før og under valgkampen også er foregået i civilsamfundet og blandt eksperter og i den offentlige debat. 

I vores sidste nyhedsbrev har vi samlet en række stemmer, der har løftet den offentlige debat om udviklingsbistandens rolle i at skabe globale stabilitet. 

Et folketing med gamle kendinge - og nogle frafald

Udfaldet af personvalg til Folketinget får naturligvis også betydning for det udviklingspolitiske arbejde de kommende år. En række andre profiler på det udviklingspolitiske område har fået mandat til at vende tilbage i Folketinget. Det gælder tidligere udviklingsordførere fra sidste folketing Katrine Robsøe (R), Trine Pertou Mach (Ø), Karsten Hønge (SF), Marianne Bigum (tidligere SF-udviklingsordfører før Karsten Hønge), Helle Bonnesen (K), Lars Christian Brask (LA), Henrik Frandsen (M), Morten Messerschmidt (DF) og tidligere udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S). 

Derimod er profiler som Sascha Faxe (Å) og Gunvor Wibroe (S), der begge har varetaget udviklingsordførerskabet i deres partier og haft stærke positioner på udenrigs- og rettighedspolitik ikke blevet genvalgt. Det samme gælder Charlotte Munch, der var udviklingsordfører for Danmarksdemokraterne. 

Christian Friis Bach (V) er heller ikke blevet genvalgt. Han har været en stærk stemme i debatten om Venstres forslag om nedskæringer med konkrete forslag om øget støtte direkte til regeringer i partnerlande til at styrke uddannelse, sundhed og reformer (budgetstøtte), mere direkte støtte til det globale syd og færre midler gennem civilsamfundet. Det bliver nu interessant at se, hvem i Venstre, der overtager posten som ordfører på området, og hvad det kommer til at betyde for Venstres politik.

Arbejdet med at bevare 0,7 fortsætter nu efter valget

Gennem hele valgkampen, har vi i Globalt Fokus i samarbejde med vores medlemmer argumenteret  for at fastholdelsen af bistanden på 0,7 procent af BNI ved blandt andet at fremlægge fakta, der afliver myter, om udviklingsbistanden og historier der viser, hvordan dansk civilsamfund bidrager til konkrete resultater ude i verden. Det har vi formidlet gennem en særlig temaside, medierne og egne kommunikationskanaler. Derudover har vi koordineret fælles medlemsindsatser og løbende samlet medlemsorganisationer omkring fælles analyse af situationen. 

Her på den anden side af valget fortsætter vi arbejdet. Vi vil følge regeringsforhandlingerne  tæt og løbende analysere, hvordan forskellige konstellationer kan påvirke udviklingsbistanden, så vi kan tilpasse vores indflydelsesarbejde derefter. Samtidig arbejder vi for at sikre, at FN-forpligtelsen på 0,7 procent og inddragelse af civilsamfundet står stærkt i et kommende regeringsgrundlag. Og når regeringsgrundlaget og en ny regering er på plads, vil Globalt Fokus byde de nye ministre og ordførere velkommen og stå klar til at samarbejde. 

  • Oprettet den .

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


Få nyheder om vores arbejde, aktiviteter og events direkte i indbakken.

Mød os

Lyngbyvej 100
2100 København Ø

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

CVR 35429867
Arbejdernes Landsbank:
5301 0256904 


© Globalt Fokus