Danmark må ikke vende verden ryggen. Det var den gennemgående melding, da Globalt Fokus samlede ni folketingskandidater og en række eksperter til debat om udviklingsbistand og Danmarks globale rolle. En pointe, der gik igen og igen var, at udenrigspolitik, sikkerhed og udviklingspolitik er tæt integreret.

"Det sidste, vi må gøre, er at lukke os om os selv. Det er slet ikke en mulighed for min generation, der er vokset op med konflikter og kriser," sådan satte Ellen Emilie (M) tonen for en politisk debat i Civilsamfundets Hus VOX tidligere på ugen. Uenighederne mellem folketingskandidaterne var tydelige, men der tegnede sig samtidig et fælles udgangspunkt: Danmark skal fortsat engagere sig internationalt.

Ellen Emilies bøn kom i kølvandet på, at et ekspertpanel havde diskuteret Danmarks globale rolle i en verden i opbrud.

Med et bredt panel af ni politikere fra Enhedslisten til Liberal Alliance kom samtalen godt omkring en række perspektiver på Danmarks globale engagement og det danske udviklingssamarbejde.

Udviklingsbistanden er en del af sikkerhedspolitikken

En pointe, der gik igen på tværs af både ekspert- og politisk panel, var, at udenrigspolitik, sikkerhed og udviklingspolitik er tæt integreret.

"Bistand, sikkerhedspolitik og geopolitik skal gå hånd i hånd," lød det fra Konservatives Anders Storgaard, som udtrykte bekymring for truslen fra Kina og mente, at udviklingsbistand er medvirkende til at åbne døre for danske virksomheder. Bekymringen om geopolitisk konkurrence blev også italesat af Marcus Vesterager fra Socialdemokratiet, der pegede på, at det er vigtigt, at Danmark fortsat er til stede på det afrikanske kontinent, hvor Kina allerede investerer massivt i infrastruktur og teknologi.

Her pegede Enhedslistens Mette Bloch Hansen på, at anvendelsen af de 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand allerede er i forandring, og at handelspolitik og sikkerhedspolitik i dag er en del af bistanden, blandt andet gennem støtte til dansk erhverv og styrkelse af internationale relationer.

SF’s Mikkel Sammy fremhævede, at SF står for en balance mellem de tre D’er: Defense, Diplomacy and Development. Han understregede også, at Danmark ikke har råd til at lade være med at investere i verden gennem udviklingsbistanden.

I ekspertpanelet, der satte rammen for den politiske debat, blev det samtidig understreget, at Danmarks diplomatiske arbejde også sker, når vi bygger kulturelle bånd, engagerer dansk erhvervsliv eller skaber mellemfolkelige relationer mellem civilsamfund.

Camilla Modhorst fra Dansk Kulturinstitut slog et slag for, at mellemfolkeligt engagement gennem kulturen opbygger langvarige relationer og tillid, som er et vigtigt fundament for holdbare diplomatiske alliancer. "Når samtalen stopper, tager volden over," som hun formulerede det.

Clara Halvorsen fra Dansk Industri forklarede, hvordan Danmarks gode ry understøtter erhvervsinitiativer, blandt andet gennem stærke civilsamfundsorganisationer, ekspertise i grøn energi og solide forskningsmiljøer.

"Udviklingspolitik er udenrigspolitik og handelspolitik," understregede hun.

Strid om 0,7

Selvom der var bred enighed om behovet for globalt engagement, opstod der tydelige skillelinjer, når det kom til bistandens størrelse.

Ekspertpanelet fremhævede det at leve op til 0,7 %-forpligtelsen som et diplomatisk aktiv. Isabel Bramsen, lektor i freds- og konfliktforskning, pegede på, at niveauet er en stjerne på skulderen, som et lille land som Danmark kan bruge i internationale fora som FN. Adam Moe Fejerskov, seniorforsker ved DIIS, understregede, at niveauet er med til at fastholde et langsigtet perspektiv i dansk udenrigspolitik.

Venstres Anders Fausbøll anerkender vigtigheden af udviklingssamarbejdet, men stiller spørgsmålstegn ved, om 0,7 % er det rigtige niveau i en verden, der ser anderledes ud end dengang målsætningen blev fastlagt.

Fra Liberal Alliances Per Nørgaard lød opbakning til FN som institution, men han udtrykte tvivl om, hvorvidt udviklingsbistand gør en forskel: "Det har måske en effekt, men ikke en mereffekt, hvis vi putter flere penge i det."

Omvendt advarede flere partier mod at sænke niveauet. Radikale Venstre fremhævede behovet for at holde fast i et FN-bestemt mål og udtrykte bekymring for, at en nedskæring kunne blive en glidebane. Anders Storgaard (K) advarede mod et “race to the bottom”, mens Marcus Vesterager (S) pegede på risikoen for, at nedskæringer vil ramme fattigdomsbekæmpelsen.

Netop det, at Danmark lever op til FN’s forpligtelse, blev fremhævet som en styrke, der giver Danmark legitimitet og en stærk forhandlingsposition globalt. Jesper Tristan fra Alternativet pegede på, at det – ligesom Danmarks ambitiøse klimaplaner – kan give adgang til beslutningsrum i FN-systemet, som Danmark ellers ville stå uden for.

Værdier under pres

Debatten handlede dog ikke kun om sikkerhed og økonomi – også værdier fyldte i VOX.

"Det kan ikke passe, at vi skal spare på de fattigste i verden, når det går godt i Danmark," lød det fra Moderaternes Ellen Emilie. En pointe, der blev ekkoet af kandidaterne fra Radikale, Alternativet, Konservative, Enhedslisten, Socialdemokratiet og SF. Alternativet advarede mod, at Danmark udvikler en "fattigdomsmentalitet", hvor vi mener, vi ikke har råd, selvom velstanden stiger.

Flere af politikerne fremhævede udviklingsbistand som et redskab til at fremme demokrati og menneskerettigheder i en verden, hvor disse værdier er under pres. SF og Radikale advarede mod dobbeltstandarder i håndhævelsen af internationale regler, hvilket underminerer global tillid.

Under ekspertdebatten forklarede generalsekretær i Oxfam Danmark, Lars Koch, at en beskæring af udviklingsbistanden ville være et selvmål, hvis Danmark ønsker at fastholde og udbrede sine værdier globalt. Værdierne udbredes blandt andet gennem udviklingssamarbejdet og borgerdiplomatiet, hvor civilsamfundet styrker global sammenhængskraft.

Clara Halvorsen fra Dansk Industri pegede på, at danske værdier er centrale i erhvervslivets engagement – for eksempel når der arbejdes for bedre rammevilkår og øget ligestilling på arbejdsmarkedet.

Civilsamfundet spiller en nøglerolle

Civilsamfundets rolle fik bred opbakning i debatten. Flere partier fremhævede organisationernes evne til at skabe lokal forandring, styrke demokratiske processer, nå områder hvor stater ikke kan operere, og deres fleksibilitet i krisesituationer.

Liberal Alliance pegede dog på den manglende synlige effekt af investeringer i demokratisk opbygning i en verden med mange autoritære styrer.

Alternativet fremhævede, at civilsamfundet bidrager til demokratisering nedefra. SF opfordrede civilsamfundet til aktivt at holde regeringer ansvarlige, blandt andet ved at råbe op om beskæringer. Socialdemokratiet betonede betydningen af mellemfolkeligt engagement, mens Venstre fremhævede civilsamfundets rolle som valgobservatører.

Enhedslisten pegede på civilsamfundets omstillingsparathed i arbejdet med sygdomsbekæmpelse, demokrati og humanitære indsatser. Moderaterne understregede, at der er evidens for, at civilsamfundet er afgørende i krisesituationer, særligt i det forebyggende arbejde. Radikale fremhævede civilsamfundets agilitet, som gør det muligt at være til stede, hvor staten ikke kan.

Alt i alt var der bred anerkendelse af den omfattende opgaveportefølje, civilsamfundet allerede løfter i dag.

Håb for fremtiden

Isabel Bramsen, fredsforsker ved Lunds Universitet, indledte eftermiddagen med et billede på følelsen af at forsøge at redde verden ved at drikke af en flaske med EU-reguleret skruelåg, mens verdens ledere smider bomber i en verden, der allerede står i flammer.

Efter at have lyttet til panelet var håbet blandt publikum imidlertid større. På trods af forskellige prioriteter og ideologier sad man tilbage med fornemmelsen af, at der blandt de danske politikere er bred forståelse og opbakning til, at Danmark ikke skal lukke sig om sig selv, men fortsat engagere sig i verden med hele det udenrigspolitiske klaviatur.