Fundamental Rights Initiative (FRi) takker af
Globalt Fokus ser tilbage på tre års samarbejde med Nyt Europa om at styrke, støtte og fremme arbejdet for rettigheder i Danmark i en tid, hvor civilsamfundets råderum globalt, regionalt og nationalt bliver indskrænket.
De seneste tre år har Globalt Fokus i samarbejde med Nyt Europa styrket rettighedskampen og råderummet for civilsamfundet i Danmark gennem EU-bevillingen Fundamental Rights initiative (FRi). Efter uddeling af 13 mio. kroner til 43 projekter, dannelse af seks civilsamfundskoalitioner, to internationale rettighedskonferencer og produktionen af ny vigtig viden om civilsamfundets råderum i Danmark samt meget andet takker initiativet nu af. Men det gør Globalt Fokus’ arbejde og fokusset på fundamentale rettigheder naturligvis ikke.
Globalt Fokus vender blikket mod Danmark for at styrke det globale rettighedsarbejde
Efter at have identificeret et stigende behov for at støtte op om rettighedsarbejdet i Danmark og med 26 mio. dkk. fra EU’s Citizens, Equality, Rights and Values Program (CERV) søsatte Globalt Fokus og Nyt Europa FRi i 2023. Formålet var at støtte foreninger, aktivister, organisationer og græsrødder, der sammen og hver for sig står vagt om fundamentale rettigheder.
Globalt Fokus blev en del af FRi, trods dens geografiske placering i Danmark, ud fra mantraet om, at rettighedskampen hænger uløseligt sammen som en fælles og solidarisk global, regional og lokal dagsorden, der kræver fokus og beskyttelse i alle kroge af verden. FRi har på den måde været en mulighed for at støtte Globalt Fokus’ medlemmers nationale rettighedsdagsordener og beskytte et åbent råderum for dansk civilsamfund, som er afgørende for, at medlemmer kan fortsætte deres arbejde globalt.
”Det vil nok ikke overraske mange, at det kommer med sin del bureaukrati at varetage et EU-projekt på 26 mio. kroner. Men det har været det hele værd, og vi er så stolte af, hvad vi har opnået i samarbejde med Nyt Europa. Projektet har givet mulighed for at binde tråde på tværs af det danske civilsamfund og ligeledes forbinde det danske civilsamfund til EU og den globale rettighedskamp på nye måder, som aldrig kunne være lykkedes uden det her projekt”, fortæller projektets bevillingsansvarlige hos Globalt Fokus, Nina Falkesgaard Sørensen.
FRi har arbejdet strategisk gennem tre spor; 1) FRi Puljen, 2) Netværk og kapacitetsudvikling og 3) Monitorering, fortalervirksomhed og oplysning.
Innovation og puljeforvaltning kan godt rime
Gennem FRi Puljen har Globalt Fokus uddelt 13 mio. kr. til 43 projekter ledt af forskellige civilsamfundsaktører i Danmark, både aktivister, foreninger og små og store organisationer, der alle har det til fælles, at de hver dag arbejder for at styrke rettigheder i Danmark. Med utrolig stor interesse, utallige timer brugt på at forfine forvaltningspraksis og med hjælp fra et dygtigt bevillingsudvalg, har FRi Puljen sikret finansiel støtte til projekter, der har arbejdet med køn og seksualitet, frihedsrettigheder, religiøse og etniske minoriteter, flygtninge og migranter, børns rettigheder, misinformation online, klima og miljø, oprindelige folk og mennesker med funktionsnedsættelse. En komplet liste over puljemodtagere kan findes på denne side.
“Det har været utroligt glædeligt for os at se, hvordan FRi har åbnet op for nye samtaler mellem formelle organisationer og aktivister og har åbnet op for større samarbejder, som jeg kan se fortsætter på den anden side af FRi Puljens levetid. Derudover er vi meget stolte af de innovative retningslinjer vi har udviklet, der har gjort det muligt at give midler til aktivistgrupper, som ikke er formelt organiserede. De kan rykke hurtigere når rettighedskrænkelser sker — ofte med stor effektivitet og kreativitet, og de er også ofte gode til at sætte ord på emner, der er mindre belyst i samfundet,” fortæller Puljeansvarlig Naghmeh Kashani.
Under sporet for Netværk og kapacitetsudvikling har FRi haft stærkt fokus på at bygge broer, facilitere samtaler og erfaringsudveksle mellem forskellige rettighedsaktører i Danmark. Der er blevet gennemført en lang række workshops og træningsforløb i bl.a. advocacy, mobilisering og organisering, håb-baseret kommunikation og digital sikkerhed. Der har været studieture til Bruxelles for over 50 civilsamfundsaktører, som har givet en bedre forståelse og baggrundsviden om EU-maskinrummet og om, hvordan civilsamfundet kan bruge EU mere i sit rettighedsarbejde.

FRi har skabt skelsættende data og viden om civilsamfundets vilkår
Sporet for monitorering, fortalervirksomhed og oplysning har haft fart over feltet i alle tre år. Der er afholdt to store konferencer om rettigheder og demokrati, senest konferencen ’Democracy & Rights – Working together to turn hope into action’. Her samlede FRi over 200 danske og internationale civilsamfundsaktører i København for at finde fælles løsninger på presset på civilsamfundet og fundamentale rettigheder.
Der er investeret talrige arbejdstimer i dataproduktionen og udgivelsen af en skelsættende rapport om civilsamfundets oplevelse af eget vilkår og råderum i Danmark. Rapporten fremstiller for første gang konkret data på, hvordan dansk civilsamfund oplever pres. Udgivelsen af rapporten gav mulighed for at bidrage med konkret data til EU’s Rule of Law-monitorering, og den var udgangspunkt for samtaler med den bredere danske offentlighed via blandt andet foredrag på højskoler og events til ungdommens folkemøde.
Rapporten var en vigtig del af arbejdet omkring Europaparlamentsvalg, hvor der blev sat fokus på at stemme for rettigheder og ligeledes i forbindelse med det danske EU-formandskab.
FRi har været stærkt repræsenteret ved Folkemødet de sidste tre år med over 40 arrangementer – i 2025 med sit eget telt, der skabte ekstra opmærksomhed, dialog og debat om rettigheder og den afgørende vigtighed at et frit råderum for civilsamfundet og rettighedsforkæmpere.
Sidst men ikke mindst blev en håndfuld handlingskoalitioner formet og finansielt støttet under projektet -med fokus på alt fra forebyggelse af kvindedrab i Danmark og dialog om racisme i børnehøjde og på arbejdspladsen til beskyttelse af klimaaktivister og kampen mod anti-gender rettighedsdagsordenen.
"Det er med stolte hjerter - og en kende forpustede efter tre slagkraftige år - at Globalt Fokus ser tilbage på alt, hvad der er opnået under Fundamental Rights Initiative. Det har bidraget til at dansk civilsamfund er bedre rustet til rettighedskampen, men arbejdet med at beskytte civilsamfundets råderum slutter naturligvis ikke her - heller ikke for Globalt Fokus," afslutter Nina Falkesgaard Sørensen.
- Oprettet den .


