Skip to main content

 

Nyheder

Det danske EU-formandskab lakker mod enden: Globalt Fokus ser tilbage på et travlt efterår for civilsamfundet og giver stafetten videre til Cypern

Med afslutningen på Danmarks EU-formandskab rundes også et intenst efterår af for Globalt Fokus og en lang række danske civilsamfundsorganisationer.

Photo: European Union

I en tid præget af geopolitisk usikkerhed, pres på civilsamfundets råderum og markante forskydninger i EU’s udviklingspolitik har formandskabet dannet ramme om vigtige drøftelser om Europas rolle i verden og om civilsamfundets plads i EU’s globale engagement. Som en del af det danske formandskab, har Globalt Fokus haft en særlig rolle i et EU-finansieret tværnationalt civilsamfundsprojekt, der har haft til formål at styrke civilsamfundets mulighed for at engagere sig i og påvirke EU’s globale engagement. Sammen med europæiske partnere Grupa Zagranica (Polen), CARDET (Cypern) og CONCORD Europe arbejder vi målrettet for at sikre, at rettigheder, lokalt lederskab og ligeværdige partnerskaber forbliver centrale pejlemærker i EU’s internationale samarbejde.

I Danmark og i Bruxelles: Et samlet civilsamfund 

Et centralt element i indsatsen har været at samle danske civilsamfundsorganisationer omkring EU-formandskabet. Gennem en dedikeret arbejdsgruppe har Globalt Fokus faciliteret fælles forberedelse, videndeling og politiske drøftelser om EU’s globale dagsorden.

Et højdepunkt var en studietur til Bruxelles, hvor 15 danske organisationer var repræsenteret til møder med medlemmer af Europa-Parlamentet, EU-embedsfolk, tænketanke og europæiske civilsamfundsnetværk. Her var der blandt andet fokus på EU’s Global Gateway-strategi, udviklingsfinansiering, EU’s kommende langtidsbudget (MFF) og de bekymrende tendenser, der peger på et stadigt mere indskrænket civilsamfundsrum, også i Europa. Studieturen gav deltagerne konkret indsigt i, hvordan og hvor civilsamfundet kan få indflydelse i EU’s beslutningsprocesser.

Partnerskaber, rettigheder og klima i centrum

Under formandskabet har Globalt Fokus desuden afholdt en række politiske og tværsektorielle arrangementer, hvor målet har været at skabe dialog på tværs af civilsamfund, myndigheder, erhvervsliv og internationale aktører.

Blandt andet afholdte vi, sammen med CAN Europe og Institut for Fremtidsforskning, konferencen Together for Global Climate Action Towards COP30 aktører på tværs af det globale civilsamfund, virksomheder og den danske COP30-delgation om spørgsmålet om, hvordan klimapolitik kan styrkes gennem inkluderende og rettighedsbaserede tilgange. Konferencen Building Partnerships of Purpose satte fokus på fremtidens EU-partnerskaber i et forandret geopolitisk landskab, hvor langsigtet samarbejde, lokal forankring og gensidig ansvarlighed er afgørende. Bag denne konference, havde vi teamet op med Det Udenrigspolitiske Selskab, DIIS og Tænketanken Europa

Under Globalt Fokus’ andet EU-finansierede projekt ved navnet Fundamental Rights Initiative (FRi) har vi sat fokus på rettigheder, retstatsprincipper og civilsamfundets råderum inden for Europas egne grænser og afsluttede initiativets indsats med en stor demokrati- og rettighedskonference i samarbejde med Nyt Europa og EU's Agentur for grundlæggende rettigheder med over 200 deltagere fra over hele Europa. 

Ny viden: En analyse om finansiering i dansk udviklingsbistand

Som led i formandskabsarbejdet har Globalt Fokus også bidraget med ny viden til de politiske drøftelser om fremtiden for EU’s globale engagement. Globalt Fokus har blandt andet med bidrag fra en ekstern konsulent udarbejdet en analyse af danske finansieringsmodaliteter i krydsfeltet mellem humanitære indsatser, udvikling og fred (HDP-nexus) og lokalisering, der sætter fokus på styrker og potentialer ved både Danmark og EU’s udviklingsfinansieringsmekanismer. Analysen peger på, hvordan forskellige finansieringsmekanismer og rammer fra Danmark og EU bedre kan understøtte lokalt lederskab og langsigtet modstandskraft.

Rapporten blev lanceret ved et rundbordsevent med den humanitære platform VOICE, der skabte dialog om hvordan sammenhængen mellem det humanitære og udviklingspolitiske arbejde i skrøbelige kontekster kan styrkes. 

Civilsamfundets stemmer på tværs af Europa og Afrika

Et gennemgående fokus i indsatsen har været at sikre, at civilsamfundets perspektiver, også fra det globale syd, bliver hørt i de politiske drøftelser om EU’s globale engagement. I forbindelse med AU/EU Summit, der blev afholdt i november, har Globalt Fokus understøttet udarbejdelsen af en række fælles europæiske og afrikanske civilsamfundsanbefalinger i regi af Africa-Europe Civil Society Engagement Platform.

Anbefalingerne fokuserer på beskyttelse af civilsamfundets råderum, styrkelse af lokalisering og udvikling af mere ligeværdige og langsigtede partnerskaber mellem de to kontinenter.

Stafetten gives videre til Cypern 

Når EU-formandskabet nu gives videre til Cypern, fortsætter arbejdet for et stærkt og engageret civilsamfund i EU’s globale politik. Erfaringerne fra det danske formandskab viser tydeligt værdien af, at civilsamfundsorganisationer arbejder koordineret, vidensbaseret og på tværs af landegrænser og sektorer for både at udnytte de muligheder og begrænsninger, formandskabet medfører. 

En af de største opgaver, der følger med formandskabsstaffen til Cypern er forhandlingerne om EU’s kommende flerårige finansielle ramme (MFF), der udgør rammen om EU’s budget – og udviklingspolitiske engagement – fra 2028 frem til 2034. Globalt Fokus kommer til at følge processen om MFF’en i fremadrettet.

Globalt Fokus vil fortsat samle danske organisationer, styrke civilsamfundets stemme i EU og bidrage til europæiske relationer i samarbejde med vores internationale partnere.

  • Oprettet den .

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


Få nyheder om vores arbejde, aktiviteter og events direkte i indbakken.

Mød os

Lyngbyvej 100
2100 København Ø

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

CVR 35429867
Arbejdernes Landsbank:
5301 0256904 


© Globalt Fokus