På klimatopmødet COP30 i Brasilien bankede virkeligheden på døren mange gange i løbet af de to ugers forhandlinger, men kun få af mødets politiske resultater adresserede klimakrisen, som den ser ud udenfor FN's mødelokaler. 

 Årets FN klimatopmøde fandt sted på kanten af Amazonas i byen Belém, og intentionen fra det brasilianske formandskab var at minde deltagerne om, hvordan klimakrisen gør sit indhug i klodens lunger. Selvom Amazonas blev et tydeligt bagtæppe for COP’en, havde man dog ikke formået at gøre plads til de mennesker, der lever i og af regnskoven, og er med til at beskytte den.

På trods af fraværet af officiel adgang og invitation, mødte grupper af oprindelige folk op allerede på dag 1 for at kræve plads i debatten. De mindede forhandlerne og beslutningstagerne om den konkrete uretfærdighed de oplever på daglig basis: At blive tvunget til at flytte, omstille og genopbygge deres liv for at tilpasse sig en klimakrise, de ikke selv har skabt. Alligevel satte COP30 ikke noget mærkbart aftryk på hverken global afskovningspolitik eller oprindelige folks rettigheder og ligeværdig deltagelse i de politiske beslutningsprocesser, der former deres liv. I stedet blev topmødet igen en kamp om finansiering.

Hvor bliver klimapengene af?

En virkelighed der bankede på klimatopmødets døre, var nemlig de voldsomme bistandsnedskæringer og stigende omprioritering til militærudgifter, der længe har præget blandt andet europæiske donorlandes vilje til at love flere midler til CO2-reduktioner, klimatilpasning og tab & skader i det globale syd. To måneder inden Trump-regeringen lukkede USAID vedtog man på COP29 et nyt kollektivt klimafinansieringsmål (NCQG), der i sig selv var milevidt fra behovet for støtte til de klimasårbare lande. For de fattige lande og civilsamfundet har kampen siden da bestået i at få de rige landes ord for, at pengene kommer, og at de kommer til tiden. Men selvom den danske regering eksempelvis for længe siden har erklæret, at de vil fremlægge en plan for, hvordan de vil bidrage med deres del, var der ved COP30's start ikke noget, der kunne forsikre udviklingslandene om, at forpligtelserne bliver indfriet.

I stedet har rige lande som Danmark sat mere og mere lid til private investeringer mobiliseret gennem blended finance-initiativer. Derfor var udviklingslandene optaget af, at klimaforhandlingerne i år skulle fokusere på de offentlige bistandsforpligtelser i Parisaftalen, samt finansiering til klimatilpasning, som er voldsomt underfinansieret på nuværende tidspunkt, men er en forudsætning for de klimasårbare landes sikkerhed og muligheder for at planlægge deres fremtid. FN’s Adaptation Gap-rapport, der udkom kort inden COP30, viste således, at behovet for klimatilpasning i det globale syd er 12-14 gange større end de 26 mia. dollars der bliver givet i dag.

Uenighed om dagsordenen trak forhandlingerne i langdrag

Handel er blevet et politisk bagtæppe for klimaforhandlingerne, blandt andet fordi mange udviklingslande frygter at blive ramt af de nye europæiske grønne toldrestriktioner, der træder i kraft fra 2026. Fra start var EU og andre rige lande forbeholdne overfor, at disse emner skulle have fokus, og de ønskede i stedet at fokusere på det enorme gab mellem Parisaftalens temperaturmålsætning og de 108 nationale klimaplaner (NDC'er), der nåede at blive fremlagt op til COP30. Med det håbede EU at lægge pres på alle lande til at leve op til deres andel af drivhusgasreduktionerne - men i lyset af den manglende finansiering til grøn omstilling i det globale syd, var det i udviklingslandenes og civilsamfundets optik ikke det rigtige sted at starte. For udviklingslandene, som i forvejen er ramt af både gælds- og klimakrise, er det svært at lave mere ambitiøse klimaplaner end de har gjort i år, når de ikke ved hvordan de skal finansieres. Den grønne omstilling koster penge, og det kræver store investeringer at gå fra fossile til bæredygtige energikilder. I dag går kun 2% af investeringerne i grøn energi til henholdsvis Sydøstasien, Mellemøsten og Afrika. 

Grundet uenigheden om dagsordenen, blev de kontroversielle emner udskudt, og i sidste ende kom der kun sparsomme resultater på opfølgning af klimaplaner og øget finansiering til tilpasning. Eksempelvis lykkedes det at komme frem til en opfordring om at tredoble det globale niveau af finansiering til klimatilpasning, omend rammerne for denne tredobling ikke var tydelig . Det bliver derfor i sig selv et samtaleemne her efter COP30, hvordan man sikrer at det sker i praksis.

En ny begyndelse for demokratisk og rettighedsbaseret klimahandling

Civilsamfundet stod også udenfor døren, da mange af de vigtige forhandlinger allerede tidligt i forløbet foregik bag lukkede døre med 'shuttle diplomacy', hvor det brasilianske formandskab indkaldte de enkelte landedelegationer til bilaterale drøftelser, som offentligheden ikke havde indsigt i. Igen i år var det et klimatopmøde, hvor lobbyister fra olie- og gasindustrierne havde bedre adgang end nogensinde før, med i alt 1.600 registrerede deltagere. Så selvom det for første gang i fem år var en COP med gode vilkår for forsamlings- og ytringsfrihed, var det fortsat svære vilkår for gennemsigtighed og ansvarlighed. 

Den endelige aftale vidnede om, at det ikke var menneskerettigheder og demokratiske principper, der var øverst på forhandlingsparternes liste, når de havde bilaterale drøftelser med Brasilien. Kun få steder i forhandlingsteksten bekræfter eller styrker man de internationale rettighedsforpligtelser, der skal sikre, at økonomiske og politiske interesser ikke overskygger befolkningernes ønsker i nationale klimaindsatser. Den ligestillingsplan (Gender Action Plan), som det trods alt lykkedes at vedtage, nævner fx slet ikke rettigheder. 

Håb for klimademokrati

Men ét sted er der især håb at hente for fremtidens klimademokrati. På COP30 kæmpede et samlet civilsamfund, sammen med fagbevægelsen og oprindelige folk for etableringen af et forpligtende samarbejde om retfærdig grøn omstilling. Dette blev vedtaget i form af en 'international mekanisme' for Just Transition. Selvom realiteten er, at finansiering til den grønne omstilling i forvejen er sparsom, så er realiteten også, at de penge, der bruges, ofte ikke respekterer lokale behov, rettighedsforpligtelser og forpligtelser til at beskytte sårbare grupper. At FN's lande nu er blevet enige om at gøre noget ved problemet, vidner om, at man anerkender, at landene ikke kan stå alene om de enorme samfundsforandringer, de står overfor.

Den grønne omstilling kræver samarbejde, også på tværs af grænser, og i en tid hvor multilateralismen vakler, er det en sejr at man netop på dette punkt bekræfter behovet for internationalt rettighedsbaseret samarbejde. Med dette som udgangspunkt vil Globalt Fokus fortsætte klimaarbejdet i 2026 med et fokus på blandt andet klimatilpasning og retfærdig grøn omstilling, som også er prioriteter i den nye danske udviklingspolitiske strategi.