Skip to main content

 

Nyheder

Kursen for fremtidens udviklingssamarbejde: Civilsamfundet i dialog med Udenrigsministeriet

Til næste år skal den næste generation af de strategiske partnerskaber (SPA) forhandles, og samtidig skal der turbo på implementeringen af den udviklingspolitiske strategi. Derfor har Globalt Fokus i samarbejde med Udenrigsministeriet i løbet af efteråret og vinteren afholdt en serie af tematiske konsultationer og fælles dialog, der samlede over 140 repræsentanter fra det danske civilsamfund. Formålet var at skabe en stærk platform for dialog og sikre, at civilsamfundets perspektiver bliver en integreret del af fremtidens udviklingssamarbejde.

De tre konsultationer tog fat på nogle af de mest presserende spørgsmål i udviklingsarbejdet: hvordan sikrer vi nye finansieringsmodeller, hvordan engagerer vi offentligheden, og hvordan styrker vi lokalt lederskab? Diskussionerne var præget af både optimisme og realisme, og deltagerne understregede behovet for fleksible rammer og stærke partnerskaber. På tværs af de tre konsultationer dannede oplæg fra medlemsorganisationer og de efterfølgende gruppediskussioner rammen for en bred og nuanceret dialog om civilsamfundets perspektiv og merværdi i forhold til international udvikling og humanitært arbejde.

Innovative finansieringsløsninger

Den første konsultation satte fokus på, hvordan civilsamfundet kan spille en aktiv rolle i udviklingen af innovative og blandede finansieringsløsninger, som bl.a. deltager, brobygger og vagthund. Oplæg fra Folkekirkens Nødhjælp, PlanBørnefonden og Røde Kors kombineret med gruppearbejde dannede grundlag for deling af best practices og en livlig debat om muligheder samt de nødvendige rammer, vilkår og forskellige roller, der er nødvendige for at lykkes med at tiltrække private investeringer under de rigtige vilkår og skabe bæredygtige finansieringsstrømme.

Offentligt engagement

Den anden konsultation handlede om, hvordan civilsamfundet kan styrke kommunikationen og engagere befolkningen i globale spørgsmål. Med oplæg fra PlanBørnefonden og Danmission blev udfordringer med sikring af offentligt engagement drøftet, og det blev diskuteret, hvordan civilsamfundet bedre kan engagere offentligheden og sikre ligeværdig repræsentation i kommunikationsindsatser.

Lokalt lederskab

Den tredje konsultation satte deltagerne i centrum af diskussioner om, hvordan civilsamfundet kan styrke lokalt lederskab og give lokale partnere øget ansvar og indflydelse, også i et ændret geopolitisk landskab. Oplæg fra IRCT, NEAR Localisation LAB Etiopien samt CISU, DUF, DPOD og CKU satte perspektiv på temaet og inspirerede til drøftelser om dansk civilsamfunds rolle som ligeværdig partner. Det blev på tværs af deltagere understreget ved konsultationen, at lokalt lederskab er afgørende for bæredygtige løsninger.

Input fra gruppearbejdet blev dokumenteret og delt med Udenrigsministeriet, som deltog aktivt og talstærkt ved alle konsultationer. Med konsultationerne er der lagt et solidt fundament for den kommende proces med strategiske partnerskaber og implementeringen af den udviklingspolitiske strategi – processer, hvor Globalt Fokus fortsat arbejder for, at vores medlemmer og civilsamfundet bliver aktivt og meningsfuldt inddraget.

  • Oprettet den .

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


Få nyheder om vores arbejde, aktiviteter og events direkte i indbakken.

Mød os

Lyngbyvej 100
2100 København Ø

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

CVR 35429867
Arbejdernes Landsbank:
5301 0256904 


© Globalt Fokus