Skip to main content

 

Nyheder

Ny Globalt Fokus-rapport kortlægger globale digitale tendenser: Digitalt pres og trusler på menneskerettighedsforkæmpere stiger

Digitale angreb mod menneskerettighedsforkæmpere vokser globalt og bliver stadig mere komplekse. En ny rapport fra Globalt Fokus kortlægger truslerne – fra overvågning og disinformation til tech-giganternes aktive rolle i konflikter. Rapporten bliver udgivet på Connecting Current, som er en ny digital vidensplatform udviklet af Globalt Fokus for aktører, der arbejder med digitalt demokrati, civilsamfund og rettigheder.

Menneskerettighedsarbejde bliver stadig mere risikofyldt, også digitalt. Over hele verden oplever menneskerettighedsforkæmpere, journalister, aktivister og civilsamfundsorganisationer nye former for digitale angreb - fra koordinerede desinformationskampagner til hacking, overvågning og digital chikane.

Nu lancerer Globalt Fokus ’Breaking Points: Digital Attacks on Human Rights Defenders in the Majority World’, der giver et samlet overblik over disse tendenser. Rapporten er en del af Globalt Fokus´ arbejde under det Digitale Demokrati Initiativ (DDI).

Den vigtigste pointe, som bliver fremhævet i rapporten, er, at digitale angreb sjældent står alene, men at der oftest er meget kort vej til fysisk skade og ikke mindst konsekvenser for forkæmperes mentale helbred.

Overvågning, desinformations- og chikanekampagner mod rettighedsforkæmpere vokser

Den nye rapport bygger på dybdegående analyser, interviews og praksiserfaringer fra digitale rettighedsforkæmpere i majoritetsverdenen og leverer et katalog over det digitale risikolandskab og trusler, som især kan være gavnligt for fx programmedarbejdere i civilsamfundet og beslutningstagere.

Rapporten identificerer de mest udbredte former for digitale angreb i dag, eksempelvis overvågning, desinformations- og chikanekampagner samt cyberangreb og internetnedlukninger. Rapporten peger på, at de trusler, som rettighedsforkæmpere, aktivister og civilsamfundet oplever i dag, forventes at vokse i de kommende år.

En af de mest bekymrende nye tendenser, som rapporten peger på, er, at store tech-virksomheder, som tidligere har modtaget kritik for gennem utilstrækkelig indholdsmoderation passivt at bidrage til desinformation og angreb på forkæmpere og udsatte grupper, som eksempelvis Meta under folkemordet i Myanmar, i dag er blevet aktive spillere i geopolitiske konflikter og i flere tilfælde direkte leverandører af militær hardware og software i form af cloud computing, kunstig intelligens og dataanalyse.

Tech-giganterne bidrager til konflikter

I en verden under opbrud og med deres skift fra en passiv til aktiv rolle i konflikter bidrager tech-giganterne til en sikkerhedsmæssig uforudsigelighed, som ikke kun påvirker menneskerettighedsforkæmpere og civilsamfundet, men også aktører inden for sikkerhed, beredskab og modstandsdygtighed.

Rapporten rummer en række anbefalinger til forskellige interessenter inden for menneskerettighedsarbejde, fra forkæmpere til donorer såvel som den private sektor. Et klart budskab er, at meget mere fokus bør ligge på digital sikkerhed, som bør tænkes holistisk ind i alle lag af samarbejdet på tværs af aktører.

Teknologirådgiver hos Globalt Fokus Henrik Chulu forklarer, at der i forvejen findes et hav af viden om digitale tendenser og trusler:

"Formålet med denne rapport er at samle alt det ét sted og opdatere det til, hvor vi står lige nu. Den giver et fantastisk gennemarbejdet overblik over det varierede trusselsbillede menneskerettighedsforkæmpere står over for, både de mest almindelige trusler og det, man kan se komme hen over horisonten. Vi håber, at rapporten kan blive et værktøj til at hjælpe aktører i civilsamfundets økosystem globalt med at prioritere indsatser i en tid, hvor civilsamfundets digitale råderum bliver udsat for et pres på flere fronter."

Ny digital platform guider vidensjunglen

’Breaking Points: Digital Attacks on Human Rights Defenders in the Majority World’ bliver udgivet på Connecting Current, som er en ny digital vidensplatform udviklet af Globalt Fokus for aktører, der arbejder med digitalt demokrati, civilsamfund og rettigheder. Den er et samlingssted for de ressourcer og den viden, som løbende bliver opbygget i det Digitale Demokrati Initiativ. Platformen er frit tilgængelig og bliver løbende opdateret med nye ressourcer, ligesom der løbende bliver afholdt webinarer om den viden, som er tilgængelig på platformen.

"I en tid, hvor andre ressourcer er knappe, så er der heldigvis to ressourcer, vi stadig har masser af og adgang til i civilsamfundet: vores viden og hinanden. Der er i civilsamfundet på tværs af kloden, en overflod af kapacitet og viden om både digitale trusler og muligheder, hvis man ved, hvor man skal lede, og hvem man skal snakke med. Hvis man derimod ikke ved det, så kan det være en jungle. Formålet med platformen er derfor at samle viden om, hvordan man sikrer civilsamfundets råderum, og dels at samle de mennesker, der leder efter eller udbyder den viden," forklarer Henrik Chulu.

Både rapporten og platformen er en del af Globalt Fokus´ arbejde under det Digitale Demokrati Initiativ (DDI). Rapporten er bestilt af DDI’s Advisory Board, som er et rådgivende organ bestående af eksperter og digitale kapaciteter fra majoritetsverdenen. DDI´s Advisory Board er faciliteret af Globalt Fokus. Connecting Current vil i den kommende tid blive videreudviklet i samarbejde med CIVICUS.

Find ’Breaking Points: Digital Attacks on Human Rights Defenders in the Majority World’ her på Connecting Current, hvor du også finder og tilmelder dig relevante webinarer.

  • Oprettet den .

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


Få nyheder om vores arbejde, aktiviteter og events direkte i indbakken.

Mød os

Lyngbyvej 100
2100 København Ø

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

CVR 35429867
Arbejdernes Landsbank:
5301 0256904 


© Globalt Fokus